Begrebet posttraumatisk stress kender ud sikkert, men har du hørt om posttraumatisk vækst? Begrebet er udviklet af de amerikanske forskere Richard Tedeschi og Lawrence Calhoun i 1995. Det henviser til den positive psykologiske forandring, som ofte følger meget udfordrende livsomstændigheder.

At finde den helt rigtige terapeut handler i min optik i lige så høj grad om personlig historie, livsfilosofi og kemi som uddannelsesbaggrund. Hvis du er i tvivl, om jeg er det rigtige match for dig, kommer her lidt fakta og fortælling om mig.

Ensomhed er som regel altid et tema i de første samtaler, jeg har med sørgende. Mange oplever, at det er svært at tale om sorgen både med nære og mere perifere relationer. Jeg ser tre tendenser hos pårørende til sørgende ~ og en god metode, som du kan læne dig ind i, hvis du er tæt på mennesker i sorg.

Jeg oplever, at mange ~ selv i de mest sårbare kapitler af livet ~ har en brændende ønske om at skabe positiv forandring. At bruge det at ramme bunden som afsat til selvudvikling. Det er smukt. Det er ofte sandt, at det netop er der, på bunden, den smukkeste transformation kan ske. Men det kan og skal ikke forceres.

Når du holder fast med det yderste af neglene, hvad holder du så fast i? Jeg holder fast i naturen. Den er min vildeste og ældste mester, når jeg har brug for at genfinde balancen. Der er intet så beroligende som en tur i skoven, intet så rensende som en tur til vandet.

et sorgforløb filtrer følelserne sig sammen. Brevskrivning er en måde at få adskilt følelserne og give plads til både kærligheden og vreden, minderne og sorgen. Skrivningen giver klarhed i en ofte kaotisk tid, men den gør mere end det. Den amerikanske psykolog James Pennebaker var en af de første til at studere de terapeutiske effekter af at skrive. Han udviklede en metode kaldet Expressive writing, som helt enkelt handler om at skrive sine følelser og tanker ned for at bearbejde tab og traumer. Efter blot 15-20 minutters skrivning hver dag i en kortere periode har hans testpersoner oplevet en positiv effekt både fysisk og psykisk.

Kognitiv bypassing er tendensen til at forklare følelser i stedet for blot at sidde med dem, lade dem strømme gennem kroppen og integrere sig. Vi lever mere i hovedet end i kroppen og har ofte et automatbehov for at arbejde med vores følelser. Frem for blot at føle dem. Men hvis vi ikke tør leve livet i kroppen, risikerer vi at blive fanget i tankerne.

Jeg ville skrive noget om at være med det svære. Men hvorfor har vi brug for at definere noget som svært, andet som nemt ~ noget som tungt, andet som let?

Dissociering er ifølge Peter Levine et af de mest klassiske, men også mest mystiske symptomer på traumer. Det er evnen til at forlade os selv, når livet bliver for svært at være i. Det kan se ud på flere forskellige måder. I den shamanistiske tradition er det sjælen, der forlader kroppen. Levine beskriver det overordnet som en adskillelse mellem krop og sind eller mellem fornuft og følelser opstået som følge af for overvældende traumatiske oplevelser. Eksempelvis et dødsfald.

Mange af os lever i højt tempo og med følelsen af altid at være bagud med et eller andet. Selv en tilstand af mild stress tuner vores nervesystem og hjerne, så vi føler os trygge, når vi dybest set er dysregulerede. Momentvis mærker vi måske, at det gør os godt at sænke farten og hvile, men det er svært at prioritere, fordi det føles… forkert. De fleste af os har lært, at vi skal yde, før vi kan nyde. I det moderne liv er det svært helt at vide, hvornår vi har ydet nok. Det leder til selvsaborterende adfærd.

Egenomsorg heler ~ ofte mere end den omsorg, vi kan hente udefra. Men hvad er egenomsorg? Et badekar med dampende varmt vand og tørrede blomster? For nogle, ja. Men det er andet og mere end det.

Når vi mister et menneske, vi har delt livet med, mister vi ofte også en del af vores: identitet, relationer, traditioner, spiritualitet eller tro. I en psykoterapeutisk kontekst bliver det betegnet som det dobbelte tab eller sekundære tab.

Sorg kan ændre din interoceptive sans ~ din evne ti at lytte indad og forstå dine kropslige fornemmelser. Den interoceptive sans er nøglen til regulering af nervesystemet. Men at skulle omstille sig til et liv uden en elsket, kan efterlade os følelsesløse og uden adgang til at mærke kroppens små signaler. Eller det efterlade os med en oplevelse af at mærke verden mere intenst end tidligere, overtolke små ændringer i omverdenen og blive hurtigt overvældede (apropos katestrofetankerne i tidligere post).

Jeg møder mange mennesker i sorg, der bevidst eller ubevidst venter på den næste katestrofe. Har vi en gang prøvet at miste, ved vi ~ med krop, sind og sjæl ~ at det kan ske igen. Vi ser pludselig farer alle vegne og frygter situationer, der tidligere var en helt naturlig del af hverdagen. Vi bliver optaget af at spænde sikkerhedsselen korrekt, holder ekstra godt fast i børnene på badebroen og bekymrer os irrationelt meget, hvis der går længere tid, før vi får svar på en sms. Katastrofetankerne er meget menneskelige ~ og har en biologisk forklaring. Sorgen påvirker vores hjerne.

Når sorgens mørke er tættest, kan det være svært at forestille sig nogensinde at grine igen. Sådan helt ned i maven. Det er som om verden får et gråt filter. Det er meget menneskeligt at være så opslugt af sorgen, at vi smelter sammen med den og oplever en distance til livet. Men ligesom sorgen og mørket er en del af livet, er glæden og lyset også. For at give plads til det, kan det være hjælpsomt at arbejde med den følelsesmæssige balance.

Jeg oplever desværre nogle gange, at sorg bliver gjort forkert i spirituelle fællesskaber. Der er ikke plads til tyngden, fortvivlelsen, vreden, den indre uro og ængsteligheden, som ofte også er en del af sorgen. Den kategori af følelser har mindre værdi end de lette og lyse. De bliver bevidst fravalgt i bestræbelsen på evig indre ro og balance.

Når vi mister, vil vi ofte opleve ikke bare et, men flere traumer. Det hørte jeg fornyeligt Lotus Turell sige i en bisætning i en podcast med Det Nationale Sorgcenter. Det resonerede dybt i mig. Selve dødsfaldet er næsten altid ~ uanset om det er efter længere tids sygdom eller ved en pludselig ulykke ~ et traume. Men ofte vil der være flere traumer relateret til tabet. Det kan være i forbindelse med genforhandlingen af relationer i vores nærmeste familie, oplevelsen af manglende støtte og forståelse for sorgen blandt vores nærmeste eller et system, der svigter.

Det vigtigste, døden har lært mig om livet, er, at det skal leves. Lige nu. Det har taget mig mange år at læse den læring i asken fra mine døde. Jeg mistede min far som 9-årig og oplevede ikke at have hverken rum eller sprog for sorgen. I mine teenageår viste sorgen sig som fastlåsninger i krop og sind. Sorgen sætter sine spor, selv når vi ikke er bevidst om det. Som voksen fandt jeg den støtte, jeg ikke havde oplevet som barn. Jeg lærte at være med smerten over alt det, min far ikke var der til at bevidne og opleve sammen med mig ~ og at se den livgivende læring, der også er i visheden om, at vi alle skal dø.

Jeg ved ikke, hvor sætningen stammer fra, men jeg har hørt den mange gange. Den er spændende og får mig til at tænke på den engelske læge og psykoanalytiker John Bowlbys syn på sorg. I 1980 videreudviklede han Freuds sorgteori med fokus på, at tilknytningen til den afdøde er afgørende for sorgreaktionen. Hvis man mister en, man er tæt knyttet til, skal den indre repræsentation af vedkommende reorganiseres. Kærligheden skal have en anden retning, et andet hjem end den fysiske krop, det levende menneske, der før var, og som vi elskede.

Det, der vækker de døde til live, er ofte duften af deres shampoo, deres yndlingsmusik eller lyset, der falder, præcis som dengang I sad dér og havde den samtale. På et splitsekund bliver du sendt tilbage i tiden af en duft, en lyd, en smag, et billede.