Kognitiv bypassing
I 1980erne introducerede den buddhistiske lærer og psykoterapeut John Welwood begrebet spirituel bypassing. Det er tendensen til at bruge spirituelle ideer og praksisser til at undgå de følelser, vi ofte karakteriserer som negative, tunge eller mørke. Jeg har tidligere skrevet om tendensen. I dag skal det handle om samme tendens, men med en kognitiv vinkel, som neuroforsker og angstekspert Russell Kennedy har beskrevet ~ og som resonerer dybt i mig. Særligt lige i øjeblikket.
Kognitiv bypassing er tendensen til at forklare følelser i stedet for blot at sidde med dem, lade dem strømme gennem kroppen og integrere sig. Vi lever mere i hovedet end i kroppen og har ofte et automatbehov for at arbejde med vores følelser. Frem for blot at føle dem. Men hvis vi ikke tør leve livet i kroppen, risikerer vi at blive fanget i tankerne.
Selvom vi kan have brug for et sammenhængende narrativ, en fortælling om os selv, så heler den kognitive forståelse ikke vores tab og traumer. Ikke i sig selv. Vi kan ikke få ubehagelige følelser til at forsvinde med (tvangs)forklaringer eller undgå dem ved kun at tænke og derved tiltrække det positive, som nogle prædiker.
Kennedy inviterer os til at omfavne følelserne i kroppen frem for at holde fast i tankerne i sindet. Særligt sørgende bliver drevet ind i deres hoveder som en måde at undgå følelser på, siger han. Sorgen ~ over en pårørendes død, forældrenes skilsmisse, misbrug i barndommen, omsorgssvigt og andre store tab ~ bliver konstant skubbet til side i vores samfund. Vi må videre. Og når vi alligevel tvinges til at stoppe op, så er det ofte forklaringen, vi søger. Eller et forsvar for, hvorfor vi ikke fungerer som før.
Forklaringer og forsvar hjælper os ikke til at favne følelserne. De holder os fanget i hovedet. Måske har vi held med at omstrukturer nogle af de fortællinger, vi har skabt i sorgen, som spænder ben for os i livet. Det er godt. Men hvis vi ikke samtidig genlære evnen til at være med det svære, så heler vi ikke. Hvis vi impulsivt vil bearbejde de såkaldte negative følelser, hver gang de dukker op, så lever vi ikke. Vi overlever. Som kropsløse væsner i et samfund, der hylder vores kognitive kapacitet, men glemmer, at vi at også skal have tid til blot at mærke livet som det er. Uden forsvar. Uden forklaringer.