Bringer ferien ikke den indre ro med sig, som du drømte om? Uro er ikke altid et tegn på, at noget er galt. Nogle gange er det bare kroppen, der endelig er tryg nok til at bevæge noget, der ikke var tryghed til at bevæge dengang.

Kontrol. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange det har været et tema for mig i terapier, kropsligt arbejde og ambulant behandling på OUH engang tilbage i noget, der føltes som et andet liv, i hvert fald en anden krop. Jeg blev mindet om det, da vi i sidste uge var på kasernen i Nymindegab. I fem dage spiste vi ved lange borde af store buffeter med mad, jeg ikke selv havde bestemt mig for at spise, ikke vidste hvordan var tilberedt og af hvilke råvarer. Sidst jeg spiste i sådan en setting flere dage i træk, havde jeg en voldsom spiseforstyrrelse.

En håndfuld dage inde i sommerferien og den her kropslige erfaring er mere mærkbar end nogensinde. Regulering sker i relation. Det er en af de mest enkle ~ og samtidig mest oversete ~ sandheder om nervesystemet. Punktum. Tænkepause. Udånding.

Sommerferien nærmer sig. Og måske mærker du det allerede. Du er træt på en måde, søvn ikke helt kan reparere. Mens du jonglerer madpakker, ferieplaner, vasketøj og alle andres behov, længes du efter den der dybe ro. En dag for dig selv på et blødt, blomstret vattæppe under en trækrone med en bog, en skål bær og ingen, absolut ingen forstyrrelser.

Han vendte tilbage til spørgsmålet igen og igen, min underviser sidste uge. Karsten Munk. Heilpraktiker, holistisk terapeut og underviser i over 40 år og en omvandrende vidensbank med blik for de nyeste bevægelser inden for sundhedsområdet. Hvad er det bedste, der kan ske?

Måske du kender det? Du reagerer pludseligt og voldsomt på noget, du ikke helt forstår, udløser så stor en reaktion. Måske du bliver du overvældet af vrede, vildt ked af det eller lukker helt ned. Bagefter tænker du, hvorfor gjorde jeg egentlig det? Måske andre dømmer dig for at overreagere, være dramatisk eller gå i panik uden grund.

“Du kan godt,” ekkoer det igen fra lygtepælene. Imens læser jeg, at Den Nationale Sundhedsprofil igen igen viser, at særligt unge kvinder sover dårligere føler sig mere triste og oplever mere stress. Den mentale trivsel er blevet værre siden 2010. 

Heling handler ikke om at optimere dig selv, udnytte dit fulde potentiale, blive mere rigtig/rolig/spirituel/succesfuld. Heling handler om at favne de dele af dig, du allerhelst vil gemme væk.

Ifølge polyvagalteorien stiger vores smertetærskel, når vi er i overlevelsestilstand. Det er smart. Det er ikke hensigtmæssigt, at vi kan mærke benene syre til, hvis vi skal løbe fra en tiger, eller maven, der skriger, fordi der ikke er mad nok. Kroppen lukker ned for at hjælpe os med at overleve.

Vi er ikke kommet for at overleve livet. Vi er her for at LEVE. Men hvordan mærker vi egentlig forskellen på, om vi overlever og lever, og hvordan slipper vi overlevelsen for at leve livet, mens vi er her?

Det vi ikke heler, gentager vi. Selv hvis det ikke er godt for os, vælger vores krop det velkendte. Engang var det, hvad vi gjorde for at passe på os selv. Det er stadig, hvad der føles mest trygt. Selv når vi kognitivt har erkendt, at noget andet er mere støttende for den måde, vi ønsker at leve livet på nu.

Når den del af dig, der stadig er spædbarn, mærker, at du er holdt. Når den del af dig, der stadig er barn, mærker at blive set, mødt og anerkendt i egen ret. Når den del af dig, der stadig er teenager, mærker, at det er trygt at sætte grænser og stå ved egne behov. Så heler du det, der skete dengang, det, der udspiller sig lige nu, og det, der ekkoer ind i fremtiden.

Når vi inderligt ønsker at styrke vores evne til selvregulering som voksne, bliver det hurtigt en mental proces. Vi gør os umage for at lytte efter, hvornår den indre stemme bliver fordømmende, selvmedlidende eller hele tiden insistere på, at vi burde alt muligt. Vi analyserer os frem til, hvornår vi er styret af noget ydre, og muligvis også hvorfor. Vi trævler vores selvfortælling op. Vi øver os i bevidst at stoppe op, trække vejret dybt og tage vare på vores indre barn.

Følelser er energi i bevægelse (emotions = energy in motion). Sorgen knuger. Vreden spænder op. Glæden hopper og danser. Hvis ikke følelserne får lov at bevæge sig i os, bliver de holdt i musklerne, vævet, nervesystemet. De præger os og den måde, vi er i verden.

Min krop husker. Det er som om den ensomhed og frygt, sorgen i min barndom bar med sig, bliver vækket hevrt år i denne tid. Lyset vender tilbage, og mirabelleblomsterne langsomt åbner sig. Det er genkendelig følelse af, at noget inviterer til udvidelse, mens min krop mest har lyst til at træ

Antidoten til udbrændthed er ikke hvile. Det er helhjertethed. Evnen til at mærke sig selv, lytte indad, leve med hjertet forrest. At skabe et liv i overensstemmelse med sine indre værdier. Det er blandt andet det, som blid og traumeinformeret kropsterapi kan være en hjælpsom støtte til.

Jeg griber ofte mig selv i at spørge mine døtre, hvorfor de er kede af det, vrede, måske også overstadigt glade eller trætte. Men jeg prøver at lade være. Jeg ønsker så inderligt, at de ikke bliver lige så trænede som jeg i at altid at skulle forstå, forklare og forsvare, hvorfor de har det, som de har det.

Hvad er din respons på en verden, hvor vi konstant taler kriseberedskab, hvor din vejr-app viser røde temperaturer det meste af januar, og mediernes breaking bjælker blinker stadig mere insisterende. Spørger du mig, er det mest meningsfulde du kan gøre lige nu, at blive mere fortrolig med din egen indre tilstand, og hvad der påvirker den. Vores nervesystemer påvirker hinanden, og jo flere, der farer op i det røde felt de her dage… jo værre. Nogle gange skal vi gå på gaden. Råbe op. Sige fra. Andre gange er en mere stille form for aktivisme effektfuld. Det har særligt polyvagal teorien lært mig noget vigtigt om.

Må jeg dele en lidt skamfuld hemmelighed? De seneste år har jeg oftere siddet på en yogamåtte og guidet, end ligget på måtten og bevæget mig med fuld opmærksomhed på min indre fornemmelse. Jeg har afprøver forskellige undervisere, men har svært ved at overgive mig uden at have et parellelspor kørende med undrespørgsmål til valg af sekvensering, undervisningsteknikker, stemmeføring, musikvalg og så videre. Samtidig har det der med at rulle måtten ud og følge min indre guidance været udfordrende. Indtil nu.

Før vi kan transformere traumatiske oplevelser til vækst, må vi mærke ubehaget. Helt råt. Med radikal accept af, at lige nu er det sådan. Slippe modstanden på nuet.

At kunne det forudsætter, at der er et sted, vi føler os trygge nok til at være med det, der er. Uden at skubbe ubehaget væk, kaste glimmer på eller forlade os selv, fordi vi mærker, at vores ubehag vækker ubehag i andre. Som jeg oplevede det dengang på coachuddannelsen.