Ifølge polyvagalteorien stiger vores smertetærskel, når vi er i overlevelsestilstand. Det er smart. Det er ikke hensigtmæssigt, at vi kan mærke benene syre til, hvis vi skal løbe fra en tiger, eller maven, der skriger, fordi der ikke er mad nok. Kroppen lukker ned for at hjælpe os med at overleve.

Vi er ikke kommet for at overleve livet. Vi er her for at LEVE. Men hvordan mærker vi egentlig forskellen på, om vi overlever og lever, og hvordan slipper vi overlevelsen for at leve livet, mens vi er her?

Det vi ikke heler, gentager vi. Selv hvis det ikke er godt for os, vælger vores krop det velkendte. Engang var det, hvad vi gjorde for at passe på os selv. Det er stadig, hvad der føles mest trygt. Selv når vi kognitivt har erkendt, at noget andet er mere støttende for den måde, vi ønsker at leve livet på nu.

Når den del af dig, der stadig er spædbarn, mærker, at du er holdt. Når den del af dig, der stadig er barn, mærker at blive set, mødt og anerkendt i egen ret. Når den del af dig, der stadig er teenager, mærker, at det er trygt at sætte grænser og stå ved egne behov. Så heler du det, der skete dengang, det, der udspiller sig lige nu, og det, der ekkoer ind i fremtiden.

Når vi inderligt ønsker at styrke vores evne til selvregulering som voksne, bliver det hurtigt en mental proces. Vi gør os umage for at lytte efter, hvornår den indre stemme bliver fordømmende, selvmedlidende eller hele tiden insistere på, at vi burde alt muligt. Vi analyserer os frem til, hvornår vi er styret af noget ydre, og muligvis også hvorfor. Vi trævler vores selvfortælling op. Vi øver os i bevidst at stoppe op, trække vejret dybt og tage vare på vores indre barn.

Følelser er energi i bevægelse (emotions = energy in motion). Sorgen knuger. Vreden spænder op. Glæden hopper og danser. Hvis ikke følelserne får lov at bevæge sig i os, bliver de holdt i musklerne, vævet, nervesystemet. De præger os og den måde, vi er i verden.

Min krop husker. Det er som om den ensomhed og frygt, sorgen i min barndom bar med sig, bliver vækket hevrt år i denne tid. Lyset vender tilbage, og mirabelleblomsterne langsomt åbner sig. Det er genkendelig følelse af, at noget inviterer til udvidelse, mens min krop mest har lyst til at træ

Antidoten til udbrændthed er ikke hvile. Det er helhjertethed. Evnen til at mærke sig selv, lytte indad, leve med hjertet forrest. At skabe et liv i overensstemmelse med sine indre værdier. Det er blandt andet det, som blid og traumeinformeret kropsterapi kan være en hjælpsom støtte til.

Jeg griber ofte mig selv i at spørge mine døtre, hvorfor de er kede af det, vrede, måske også overstadigt glade eller trætte. Men jeg prøver at lade være. Jeg ønsker så inderligt, at de ikke bliver lige så trænede som jeg i at altid at skulle forstå, forklare og forsvare, hvorfor de har det, som de har det.

Hvad er din respons på en verden, hvor vi konstant taler kriseberedskab, hvor din vejr-app viser røde temperaturer det meste af januar, og mediernes breaking bjælker blinker stadig mere insisterende. Spørger du mig, er det mest meningsfulde du kan gøre lige nu, at blive mere fortrolig med din egen indre tilstand, og hvad der påvirker den. Vores nervesystemer påvirker hinanden, og jo flere, der farer op i det røde felt de her dage… jo værre. Nogle gange skal vi gå på gaden. Råbe op. Sige fra. Andre gange er en mere stille form for aktivisme effektfuld. Det har særligt polyvagal teorien lært mig noget vigtigt om.

Må jeg dele en lidt skamfuld hemmelighed? De seneste år har jeg oftere siddet på en yogamåtte og guidet, end ligget på måtten og bevæget mig med fuld opmærksomhed på min indre fornemmelse. Jeg har afprøver forskellige undervisere, men har svært ved at overgive mig uden at have et parellelspor kørende med undrespørgsmål til valg af sekvensering, undervisningsteknikker, stemmeføring, musikvalg og så videre. Samtidig har det der med at rulle måtten ud og følge min indre guidance været udfordrende. Indtil nu.

Før vi kan transformere traumatiske oplevelser til vækst, må vi mærke ubehaget. Helt råt. Med radikal accept af, at lige nu er det sådan. Slippe modstanden på nuet.

At kunne det forudsætter, at der er et sted, vi føler os trygge nok til at være med det, der er. Uden at skubbe ubehaget væk, kaste glimmer på eller forlade os selv, fordi vi mærker, at vores ubehag vækker ubehag i andre. Som jeg oplevede det dengang på coachuddannelsen.

Oplevelsen minder mig om, hvordan kroppen husker og lagrer vores levede liv. Bindevævet snor sig som et tredimensionelt spindelvæv om og igennem muskler, led og organer, er dybt forbundet med vores autonome nervesystem og væver vores erfaringer ind i kroppen. På påvirker ikke bare vores bevægelsesmønstre, men måden vi er i verden.

December er korte dage, der kalder på indadvendthed og hvile - men også masser af sociale arrangementer. December er hjemlig hygge, stearinlys og langsomme sysler - men også voldsom trængsel og alarm. December er hjerternes fest - men også en smertefuld tid for dem, der har mistet og sidder alene.

Det kan være svært at finde balancen. Derfor en lille praksis, som jeg for snart mange år siden lærte som de ni rensende runder. Laver jeg den dagligt, oplever jeg, at den støtter mig i at finde balancen igen og igen.

Vi tilsidesætter alle sammen os selv og vores følelser engang imellem. Måske særligt som småbørnsforældre. Det er helt naturligt at vores egne behov træder i baggrunden, når der er et lille menneske, der er afhængigt af os og vores evne til at tilfredsstille helt basale behov.

Men at tilsidesætte dine behov kan også være et traumerespons. Måske oplevede du som barn, at du kun var elsket, når du passede ind i de voksnes rammer og gjorde, hvad der blev forventet af dig. Måske trænede du din tilpasningsevne i en grad, så du mistede fornemmelsen af, hvem du var. Måske fortsatte du med at forfølge det, du fornemmede omverdenen forventede af dig, indtil du en dag ikke kunne mere.

Et traume er ikke selve oplevelsen eller det, der skete eller ikke skete dengang. Det er det indtryk, det efterlod i din krop og dit nervesystem, fordi du dengang ikke oplevede tryghed til at slippe kroppens naturlige stress respons fri. I stedet bliver det en ubevidst indstilling i dit system, der kan begrænse din måde at være i verden på.

Der har været en særlig stemning i yogarummet den seneste uge. Selvom vi ikke har talt politik, klima eller krige, fornemmer jeg, at vi har delt tilliden til, at noget af det mest aktivistiske, vi kan gøre lige nu, er at være til stede i os selv. Uden at lukke ned, blive handlingslammede eller omvendt overaktiverede. Min undervisning har været centreret om at vugge nervesystemet til ro, åbne hjertet og være med det, der er. Også det svære.

I genlæsningen af Brødrende Løvehjerte slår det mig, hvordan Astrid Lindgren smukt pendulerer mellem Tvebaks mørke ensomhed og skønheden i fuglesang. Mellem angsten for Tengils ondskab og duften af kirsebærblomster. Mellem Katlas grusomme ild og piletræernes spejling i floden. Præcis som jeg har lært at pendulerer mellem det svære og sundheden, sammentrækningen og udvidelsen, først gennem Somatic Experiencing og senere som traumeinformeret kropsterapeut.

Vi lever i en tid, hvor vi bliver inviteret til at hacke os til sundhed og indre ro med færdige modeller, det mest af alt minder om forarbejdede færdigretter solgt som den helt rigtige sammensætning af næring. Og så kan det langsommelige arbejde med at lytte til kroppen føles uoverskueligt. Eller i hvert fald ikke lige så effektivt som at lave dén der vejrtrækningsøvelse i toget eller vinterbade mindst en gang om ugen og vide præcis, hvad det skulle gøre godt for, fordi nogen andre har fortalt os det.

Når vi mister, flår smerten og sorgen os åbne og efterlader usynlige ar. Omorganiserer de indre lag af bindevæv som er vidnesbyrd om levet liv. Et vidnesbyrd om den kærlighed, der var. Hvis arret er dybt, var kærligheden det også. Men vi kan hele. Vævet kan vokse sig stærkere, end det oprindelige nogensinde var. Præcis som været arvævet fra et fysisk sår.