Nervesystemsregulering er en kropslig proces

Når vi inderligt ønsker at styrke vores evne til selvregulering som voksne, bliver det hurtigt en mental proces. Vi gør os umage for at lytte efter, hvornår den indre stemme bliver fordømmende, selvmedlidende eller hele tiden insistere på, at vi burde alt muligt. Vi analyserer os frem til, hvornår vi er styret af noget ydre, og muligvis også hvorfor. Vi trævler vores selvfortælling op. Vi øver os i bevidst at stoppe op, trække vejret dybt og tage vare på vores indre barn.

Trods de gode intentioner bliver det ofte mere selvkontrol eller selvregulering. Hovedstyret og ikke kropsligt forankret.

Men min oplevelse er, at vi ~ også som voksne ~ kan få adgang til den mere automatiserede selvregulering. At vi ved at sætte tempoet ned, tillade os at blive holdt og læne os ind i et trygt nervesystem kan opøve eller genfinde evnen til intutivt at regulere os selv. Uden al opmærksomheden på hvorfor og hvordan, men med en grundlæggende tillid til, at kroppen kan.

Det kræver, at vi tør blive langsomme, føle vores følelser og mærke kroppen. Også når det er ubehageligt. Dét har for mig været nøglen. Ubehaget. At være i det uden at insistere på at gøre det rigtige, det pæne.

Selvregulering er IKKE at lukke ned for kroppens visdom, men at mærke den, være med den, omsorgsfuldt øve evne til at lytte til den og handle rodfæstet i den. Det er ikke altid let og lækkert. Faktisk er det ofte ubehageligt. Til at begynde med.

Så kommer friheden.

Så kommer flowet.

Så kommer evnen til selvregulering… eller måske vi hellere skulle kalde det selvrummelighed.