Det, vi ikke heler, gentager vi

Efter en uge tilbage ved briksen, fylder denne erfarede sandhed; at mærke ubehaget er en del af helingen. En uundgåelig del. En essentiel del. Og en del, som de fleste af os gerne vil undgå.

Men det vi ikke heler, gentager vi. Selv hvis det ikke er godt for os, vælger vores krop det velkendte. Engang var det, hvad vi gjorde for at passe på os selv. Det er stadig, hvad der føles mest trygt. Selv når vi kognitivt har erkendt, at noget andet er mere støttende for den måde, vi ønsker at leve livet på nu.

Kroppen husker. Hjernen danner neurale stier i vores system, der bliver til gader, der bliver til flersporede motorveje, jo mere vi går ad dem. Lærer vi som børn, at det er tryggest at gøre det, der behager og beroliger vores omsorgspersoner frem for at mærke os selv, har vi også tendens til at tilsidesætte egne behov og grænser senere i livet. Særligt under pres og i højt tempo.

Det tager tid at skabe nye neurale veje. Det kræver tryghed at dreje af motorvejen, trimle ned ad rabatten, bevæge sig ind i krattet og begynde at træde nye stier. Det kræver gentagelse at omdanne de stier til gader, vi kan genfinde, næste gang vores system kommer i alarmberedskab. Det kræver støtte at at blive i ubehaget ved det ukendte og møde os selv med mildhed lige der i vildnisset.

Det bliver ofte værre, før det bliver bedre. Du må godt søge