Der har været en særlig stemning i yogarummet den seneste uge. Selvom vi ikke har talt politik, klima eller krige, fornemmer jeg, at vi har delt tilliden til, at noget af det mest aktivistiske, vi kan gøre lige nu, er at være til stede i os selv. Uden at lukke ned, blive handlingslammede eller omvendt overaktiverede. Min undervisning har været centreret om at vugge nervesystemet til ro, åbne hjertet og være med det, der er. Også det svære.

I genlæsningen af Brødrende Løvehjerte slår det mig, hvordan Astrid Lindgren smukt pendulerer mellem Tvebaks mørke ensomhed og skønheden i fuglesang. Mellem angsten for Tengils ondskab og duften af kirsebærblomster. Mellem Katlas grusomme ild og piletræernes spejling i floden. Præcis som jeg har lært at pendulerer mellem det svære og sundheden, sammentrækningen og udvidelsen, først gennem Somatic Experiencing og senere som traumeinformeret kropsterapeut.

Vi lever i en tid, hvor vi bliver inviteret til at hacke os til sundhed og indre ro med færdige modeller, det mest af alt minder om forarbejdede færdigretter solgt som den helt rigtige sammensætning af næring. Og så kan det langsommelige arbejde med at lytte til kroppen føles uoverskueligt. Eller i hvert fald ikke lige så effektivt som at lave dén der vejrtrækningsøvelse i toget eller vinterbade mindst en gang om ugen og vide præcis, hvad det skulle gøre godt for, fordi nogen andre har fortalt os det.

Når vi mister, flår smerten og sorgen os åbne og efterlader usynlige ar. Omorganiserer de indre lag af bindevæv som er vidnesbyrd om levet liv. Et vidnesbyrd om den kærlighed, der var. Hvis arret er dybt, var kærligheden det også. Men vi kan hele. Vævet kan vokse sig stærkere, end det oprindelige nogensinde var. Præcis som været arvævet fra et fysisk sår. 

Vi kan ikke forløse, bryde fri af noget, vi har  manglet eller mistet. Men i tryg relation kan vi opøve evnen til uforbeholdent at modtage det, vi har manglet. Evnen til at give os selv det og give andre det ~ uden at forlade os selv. 

Hvad gør dig glad? Sådan spurgte både min læge og psykoterapeuten og damen på jobcentret mig igen og igen, da jeg blev sygemeldt med stress. Jeg kunne ikke svare. I hvert fald ikke fra et ærligt, autentisk sted i mig. Jeg kunne ikke mærke det. En del af mig var bevidst om det. En anden del svarede ud fra, hvad der burde gøre mig glad, hvad “man” svarer, hvad jeg troede var rigtigt at svare.

Vi taler ofte om evne til at tilpasse os, være agile, som en ressource. Det kan det være. Men det kan også være en traumerespons, som Astrid Lindgren så det i 70erne, da hun reflekterede over en turbulent tid med sønnen Lasse. Nogenlunde samtidig satte Pete Walker det, han kaldte fawn, ind i en terapeutisk kontekst. Senere har Stephen Porges i sin Polvagal Teori beskrevet det som en blandingstilstand, der både invoverer en høj grad af sympatisk aktivering (stress) og en mindre grad af dorsal vagal nedlukning.

Lykke og lyse nætter synger vi og samles om bålet, overfloden og livet, der sitrer over alt på denne tid af året. Jeg elsker det. Og samtidig mærker jeg også, hvordan solen her på sit højeste kaster lys ind i mine mørkeste kroge. Undrer mig over, hvorfor sommerviserne ikke som vinterens sangskatte både hylder lyset og mørket. Det er kun latter, leg og lethed.

Kroppen har fået magt, men ofte som led i selvoptimering, planlagt modellering af kroppen og overbevisningen om at træne både krop og sind, når vi dyrker yoga, kampsport, mindfulness, fastekurer, vinterbadning, cacaoceremoni. Men tænk hvis vi slap kropskontrollen og i stedet søgte mere kropskontakt.

I fredags bestod jeg min eksamen og blev certificeret Traumeinformeret Kropsterapeut. Det skete ikke med sådan en følelse af overstrømmende taknemmelighed eller stolthed. Det skete mere som en stille krusning på et hav, der lige har lagt sig efter stormen.

Når livet overvælder os, er det første, der reagerer, reptilhjernen. Dernæst følelseshjernen. Måske får vi en kropslig erfaring af, at det er farligt at være på en bestemt måde. At vi enten er i decideret livsfare eller i fare for at miste flokken. Måske vokser der en selvfortælling ud af den kropslige erfaring. Men selve den overvældende oplevelse, traumet, bor i de to første dele af hjernen.

Vi ved det godt, tror jeg, at relationer er det vigtigste vi har. Alligevel kan vi let glemme at prioritere dem ~ og ikke mindst glemme at nære vores evne til at være i relation. Måske vi tager for givet, at vi kan. Men kan vi det i et samfund, hvor mange af og skal løbe hurtigere end vi har luft til for at få familieliv, arbejde og fritid til at hænge sammen?

Når vi overvældes af livet har vi ofte ikke mulighed for at udtrykke vores følelser i øjeblikket. Vi får ikke sat grænser og talt vores behov højt. Den beskyttende energi fryser, fastlåses i kroppen. Vi lukker ned, tilpasser os eller stikker af fra kroppen for at beskytte os selv.

Forældreudbrændthed er et stigende problem. Også i Danmark. Evnen til at slukke for den konstante informationsstrøm og velmenende råd om, hvordan vi bliver de bedste forældre, kan være afgørende, hvis tendensen skal vendes. Mere end hvile handler det om at komme tilbage til sig selv, mærke behov og grænser og begynde at leve fra hjertet.

Selvregulering er en vigtig evne som forældre. Har vi ikke lært at regulere, men tror at vi kan kontrollere os gennem livet så kan det at blive forældre være udfordrende ~. og måske føre til forældreudbrændthed.

Selvregulering. Du har sikkert hørt om det. Senest har Zetland skrevet om det som den nye superpower. Men ligesom skribenten på mit yndlingsmedie oplever jeg også, at det kan være liiiiidt svært at finde ud af, hvad begrebet egentlig dækker over. Og ikke mindst forskellen mellem at regulere og kontrollere.

Sorg er ikke kun en følelse, der er nærværende, når vi mister nogle. Sorg kan også være nærværende, når vi begynder at frigøre os fra tidlige traumer og fortællinger om, hvem vi er. At frigøre os fra de strategier, der tidligere var en del af vores overlevelse, men som nu virker begrænsende. Frigøre os fra de dele af os selv, som må dø, før vi kan leve i overenstemmelse med, hvem vi er nu, vores værdier og visioner.

Ser du dem, de grædende kvinder, der lever i parker og på musseer verden over? I norden kaldte vi dem engang for grædekoner, klagekoner og sørgekoner. I gamle mexicanske historier kaldes arketypen La Llorona og i det antikke Grækenland Niobe. Hun er universel. Sorgbæreren, der ikke kan holde op med at græde. Heller ikke selvom hun bliver forvandlet til en stenstøtter.

I en verden hvor de fleste af os er trænede til at fortælle historien om os selv, har vi tendens til at opfatte den som noget kognitivt. Du bliver, hvad du tænker, hedder en moderne bestseller om mentaltræning. Men livet udfolder sig også som en symfonisk dans i nervesystemet og en indre samtale mellem nerver, bindevæv, organer, hormoner og energikrop.

Hvem er jeg? Det spørgsmål har jeg stillet mig selv meget den seneste tid. Mest insisterende under vintersolhvervet, nytåret og da jeg på årets første dag fyldte 40. Så kom sneen og lagde sig som et hvidt lærred, en invitation til langsomt at åbne for alt det nye. Løfter jeg blikket mod stjernehimmel astrologiske løfter om en ny tid.