Hvem er jeg?

Hvem er jeg? Det spørgsmål har jeg stillet mig selv meget den seneste tid. Mest insisterende under vintersolhvervet, nytåret og da jeg på årets første dag fyldte 40. Så kom sneen og lagde sig som et hvidt lærred, en invitation til langsomt at åbne for alt det nye. Løfter jeg blikket mod stjernehimmel astrologiske løfter om en ny tid.

Jeg mediterer. Forestiller mig alt, hvad jeg ejer og har forsvinder mellem mine fingre. Slipper i tankerne mine titler og fastlåste selvfortællinger.

Jeg er mor. Datter. Den voksne kvinde. Det lille barn, der mistede sin far alt for tidligt. Perfektionisten. Vildskab. Den evige elev. Den fødte lærer. Vennekredsens sidste single. Den frie fugl. Hende, der skrev sig ud af sorgen og sjælens mørkeste stunder. Hustru. Hjemmemenneske med forkærlighed for spelt og andre gode råvarer. Skribent. Læser. Ensom og omringet af elskede mennesker. The wounded healer. Udbrændt og engageret. Sorgfuld. Stærk. Sårbar. Stukket af fra min egen krop og sansende. Kreativ iværksætter. Ideforladt. Forvirret. Forandret. Forankret.

Jeg forsøger at skelne imellem det, der var, det, der er, og det, der må komme. Nå ind til en kerne. Hvem er jeg uden de materielle markører, mine præstationer og relationer?

På mine første coachuddannelse for mere end ti år siden skabte jeg en vision om at sprede lys, hvor mørket var tættest. Det lys brænder stadig. En intention om at være nærværende i sjælens mørke nætter. Mine egne og andres.

Jeg har kropsligt erkendt, at jeg ikke kan tænke og tale mig fri af fortiden. Den lever i mit væv, mit nervesystem, mine celler. Jeg bærer den med mig og bevæger den. Vender langsomt hjem til det, der er bag selvfortalte sandheder og ubevidste prægninger ~ uden helt at vide, hvad det helt præcist er. Hvem jeg er.