Grædekonernes vise hvisken

Ser du dem, de grædende kvinder, der lever i parker og på musseer verden over? I norden kaldte vi dem engang for grædekoner, klagekoner og sørgekoner. I gamle mexicanske historier lærte jeg forleden af Stefana Serafina, at arketypen kaldes La Llorona og i det antikke Grækenland Niobe. Hun er universel. Sorgbæreren, der ikke kan holde op med at græde. Heller ikke selvom hun bliver forvandlet til en stenstøtter.

I den nordiske folketradition findes der fascinerende fortællinger om hende. Om dem, for her i norden er der ofte flere sammen. Mystiske skikkelser, hvis sorgfulde gråd siges at være forbundet med alle livets mørkeste stunder. De bliver ofte beksrevet som overnaturlige væsner med en særlig forbindelse til døden og den anden side. Deres klagesang, fortalte man engang, høres i de stille nattetimer, når månen kaster sit bleg skær over landskabet.

Nogle beretninger skildrer grædekonerne som vejvisere for fortabte sjæle og viser de vildfarne vejen til hvile. De er en påmindelse om livets skrøbelighed, tabets dybder og den uundgåelige forbindelse mellem liv og død. Deres gråd er et ekko fra fortiden, en påmindelse på tværs af tid og rum om ikke at fornægte sorgen, ikke at være bange for at føle den, ikke at gennem den væk.

De grædende kvinder hvisker til mig om det, jeg har mistet. Om børnene, vi ikke taler om. Verdens smerte. Vores eget blødende hjerte, som vi af og til forfalder til at passe på ved at gemme det væk. De minder mig om den sorg, der flyder i verdens floder og i de indre strømme ~ og om at når jeg lader sorgen strømme, bevæger den sig, bliver til en rensende syndflod, en transformerende kraft. Kærlighed.

Hvad hvisker de grædende kvinder til dig?