Sorg er også en del af din selvudvikling

Sorg er ikke kun en følelse, der er nærværende, når vi mister nogle. Sorg kan også være nærværende, når vi begynder at frigøre os fra tidlige traumer og fortællinger om, hvem vi er. At frigøre os fra de strategier, der tidligere var en del af vores overlevelse, men som nu virker begrænsende. Frigøre os fra de dele af os selv, som må dø, før vi kan leve i overenstemmelse med, hvem vi er nu, vores værdier og visioner.

På forrige modul på uddannelsen i Traumeinformeret Kropsterapi citerede @nicolaj_bkst den irske poet @davidjwhyte for at sige, at de fleste af os lever med en forældet selvfortælling. Vi er 7-8 år bagud i vores forståelse af vores nulevende jeg. Det begrænser os, og giver os samtidig tryghed og identitet.

En årsag, tror jeg, findes i sorgen. Den sorg, der opstår, når vi bevæger os videre.

🪶Sorgen over at mærke dig dengang så klart.

🪶 Sorgen over den frihed, der opstår, men ikke fandtes dengang.

🪶 Sorgen over ikke at have fået den hjælp, du havde brug for dengang.

🪶 Sorgen over, hvad det har betydet for det liv, du har levet.

🪶 Sorgen over hvor ensom/bange/vred/angst/nedlukket du har været.

Også den sorg trænger plads ~ og ofte at blive anerkendt, mødt og holdt. Det er noget af det smukkeste, jeg oplver, at kropsterapien kan. Skabe rum for overgangene mellem det, der var, og det, der kan være. Langsomt. Så vi ikke får lyst til at løbe tilbage til de gamle strategier, fordi genkendeligheden i dem umiddelbart virker tryggere. Umiddelbart.

I den langsomme, kropslige erfaring af, at noget andet er muligt, er sorgen ikke farlig. Den er. En sansning. En sammentrækning. Efterfulgt af en udvidelse. En del af livets bevægelse.