De vigtige forskelle på selvregulering og selvkontrol

Selvregulering. Du har sikkert hørt om det. Senest har @zetland skrevet om det som den nye superpower. Men ligesom skribenten på mit yndlingsmedie oplever jeg også, at det kan være liiiiidt svært at finde ud af, hvad begrebet egentlig dækker over. Og ikke mindst forskellen mellem at regulere og kontrollere.

Selvregulering er kroppens naturlige evne til at regulere og opretholde homeotase, indre balance og sundhed. Det er alt fra temperaturregulering til hormonbalance. Men når vi taler om selvregulering i en terapeutisk kontekst, henviser vi oftest til evne til at regulere tanker, følelser og reaktioner på forskellige stimuli. Den evne udvikler vi i den tidlige barndom, når vi bliver hjulpet til at være i vores følelser OG komme ud af dem igen. Den læring forudsætter en relativ tryg tilknytning og forældre eller andre rollemodeller, der selv evner at selvregulere.

Har vi ikke haft forældre, der kunne det, eller kunne i begrænset omfang, fordi opdragelsen var en anden dengang, rammerne ikke var støttende, og verdens kompleksitet er blevet større, så forveksler vi måske evnene til selvregulering med selvkontrol. Det er evnen til bevidst at undertrykke impulser, behov og grænser for at opnå et ønsket resultat eller passe ind. Selvkontrol er nødvendig i nogle situaioner. Når vi slukker for Netflix for at få søvn nok, for eksempel. Men i en verden med høje krav til produktivitet og præstationer, tipper selvkontrollen ofte og bliver til overregulering. Vi lukker ned for følelserne og overhører kroppens signaler i higen efter at tilpasse os ydre ~ og indre ~ forestillinger om, hvordan vi skal være. Og når selvkontrollen tager overhånd, kan vi ende med at få stress, angst og depression.

Så hvordan lærer vi at selvregulere i stedet for at kontrollere, hvis vi ikke har lært det som børn?

Ifølge de psykologer, som Zetland taler med, er det svært at lære at selvregulere som voksen. Det bliver en mental proces, hvor vi skal øve os i at lytte efter, hvornår den indre stemme bliver fordømmende, selvmedlidende eller hele tiden insistere på, at vi burde alt muligt. Når det bliver en bevidst øvelse i at stoppe op, trække vejret, tage vare på vores indre barn, så bliver det mere selvkontrol eller selvregulering. Hovedstyret og ikke kropsligt forankret.

Det er her, jeg begynder at ærgre mig over, at Zetland kun har talt med psykologer og ikke har haft fat i en kropsliggjort forståelse af nervesystemet. Min oplevelse er nemlig, at vi også som voksne kan få adgang til den mere automatiserede selvregulering. At vi ved at sætte tempoet ned, tillade os at blive holdt og læne os ind i et trygt nervesystem engang imellem kan opøve eller genfinde evnen til intutivt at regulere os selv. Også som voksne. Særligt den blide og traumeinformerede kropsterapi har kort en mærkbar forskel for mig her ~ både som klient og terapeut.

Det kræver, at vi tør blive langsomme, føle vores følelser og mærke kroppen. Også når det er ubehageligt.