Antidoten til udbrændthed er ikke hvile, men helhjertethed
Jeg faldt fornyligt over begrebet forældreudbrændthed ~ og slå mig helt ærligt lidt på det. Begrebet dækker over et fænomen, der er i vækst ikke bare i Danmark men internationalt. Forældre, der bliver mere og mere pressede. Forventningerne til det ideelle forældreskabt får stadig flere til at brænde ud, har danske forskere udtalt. De opfodrer forældre til at sænke skuldrene og skæve lidt mere i retningen af børnelæge og psykoanalytiker Donald Winnicotts begreb om den “gode nok” forældre end til de utallige råd om øjnkontakt under amningen, tilknytningsteorier og kostråd.
Følelsen af utilstrækkelighed i forældreskabet er ~ ærligt og åbenlyst ~ ikke uvant for mig. I begyndelsen af mit moderskab slugte jeg podcast, instagramopslag og bøger om moderksabet. Jeg forsøgte at leve op til idealerne, samtidig med at jeg mellem barsler og flytning forsøgte at gøre min virksomhed bæredygtig. For halvandet år siden blev jeg sygemeldt med stress.
Jeg fik mere tid uden arbejde eller børn. Hvilede. Men den indre kritiker skreg stadig op om alle de episoder, hvor jeg ikke mødte mine børn. Hvor jeg ikke levede mine værdier. Hvor jeg var utilstrækkelig. I terapi talte jeg om at skrue ned for stimuli. Jeg arbejdede i haven uden podcast i ørerne, skruede gevaldigt ned for min tid på instagram og begyndte at læse skønlitteratur. Det stilnede den indre stemme lidt.
Men det var først, da jeg begyndte at arbejde med at kortlægge mit nervesystem, at jeg virkelig forstod, hvordan de ydre krav påvirkede mig ~ og min relation til mine børn. Jeg mærkede en anden sandhed, end den jeg kunne søge mig frem til ved at google alt fra søvnrutiner til relationsdannelse og opdragelse. Min indre sansning af, hvad der føles sandt for mig er langsomt blevet en tydeligere guide end andres fine formuleringen. Det er stafig en rejse. Men noget klinger helt rent i mig, når jeg læser David Whytes ord om udbrændthed i Crossing the Unknown Sea, The Work as a Plimgrimage of Identity.
Antidoten til udbrændthed er ikke hvile. Det er helhjertethed. Evnen til at mærke sig selv, lytte indad og leve med hjertet forrest. Måske særligt i forældreskabet. Der hvor vi, apropos min sidste post, måske for alvor bliver udfordret, hvis vi tidligere har lært at lukke ned for vores behov og grænser for at please andre. Og pludselig mærker, at det ikke er muligt længere.
For mig har den blide, traumeinformerede kropsterapi været en helt særlig støtte i at finde tilbage til mig selv, til kroppen og til hjertet. Måske det også er for dig.