Vrede kan også være et tegn på heling
Når vi overvældes af livet har vi ofte ikke mulighed for at udtrykke vores følelser i øjeblikket. Vi får ikke sat grænser og talt vores behov højt. Den beskyttende energi fryser, fastlåses i kroppen. Vi lukker ned, tilpasser os eller stikker af fra kroppen for at beskytte os selv.
At arbejde med kroppen og lærer at identificere vores følelser og langsomt føle os trygge nok til at smelte de sansninger som før var fastfrosset, er også at mærke vreden, sorgen, smerten og alle de andre følelser, som vi måske kan komme til at klassificere som besværlige eller negative.
Vrede kan være et smukt signal fra kroppen om, at vi er trygge nok til at mærke det, vi ikke mærkede dengang. Vi kan mærke, og vi kan hele. Har vi været stukket af fra kroppen eller lukket ned, så skal vi faktisk igennem en eller anden form for aktivering, før vi få adgang til følelsen af lethed og leg, eller hvad det nu er vi hver især længes efter.
Psykolog og neuroforsker Stephen Porges opdeler i polyvagal teorien det autonome nervesystem i tre dele, som pykoterapeuten Deb Dana senere har fortolket som en stige. Og netop stigen forklarer den her mekanisme ret godt. Nederst på stigen er den dorsal vagale tilstand. Det er frystilstanden, hvor vi stivner i tanke og handling og en del af det parasympatiske nervesystem. De næste trin på stigen er den sympatiske del. Her har vi adgang til at kæmpe eller flygte ~ og til at være vrede og udtrykke det. Den øverste del er ventral vagal og forbundet med følelsen af forbundethed, lethed og leg og også en del af det parasympatiske nervesystem.
Det Porges og Dana i skøn forening viser er, at vi ikke kan springe sympaticus over, hvis vi vil fra den ene del af det parasympatiske nervesystem til den anden. Vi må igennem sympatikus. Vi er nødt til at blive aktivieret. Vi må mærke vreden og de andre smertelige følelser. Tillade dem. Være med dem. Og det må vi også, selvom vi har smagt på ventral vagal. Det er nemlig ikke en evig tilstand af lykke. Et sundt nervesystem er et fleksibelt nervesystem, hvor vi kan bevæge os op og ned på stigen.
Derfor kan vi lige så godt byde vreden velkommen ~ og i den somatiske terapis ånd invitere til en lille snak.
Hvad vil vreden sige?
Hvordan vil vreden bevæge sig i kroppen?
Hvilke måder vil den udtrykke sig på?
Det er også en samtale, jeg kan støtte dig i på briksen til traumeinformeret kropsterapi, hvis du mærker, at det vil være nærende med støtte i processen.