Relationer er det vigtigste, vi har
Kvaliteten af vores relationer har afgørende betydning for vores sundhed, vores mentale trivsel og vores liv. Det har gentagende undersøgelser slået fast. Blandt andet en undersøgelse fra en lille amerikansk by, hvor levealderen i 60erne var markant højere end alle andre steder. På overfladen lignede byen alle andre små byer, så hvad gjorde forskellen? Indbyggernes interne relationer, viste det sig. De fleste indbyggere var immigranter fra Italien. De boede flere generationer sammen, og på gaden hilste alle på hinanden. Der var altid nogle at spørge om hjælp, hvis man havde brug for det.
Vi ved det godt, tror jeg, at relationer er det vigtigste vi har. Alligevel kan vi let glemme at prioritere dem ~ og ikke mindst glemme at nære vores evne til at være i relation. Måske vi tager for givet, at vi kan. Men kan vi det i et samfund, hvor mange af og skal løbe hurtigere end vi har luft til for at få familieliv, arbejde og fritid til at hænge sammen?
Hvad gør dig bedre til at være i relation?
På et modul i traumeinformeret kropsterapi for nogle måneder siden stillede en af underviserne spørgsmålet; gør det dig bedre til at være i relation? Det har fyldt i mig siden. Gør min praksis ~ uanset om det er yoga, løb, vinterbadning, meditation, tid i naturen eller noget helt andet ~ mig bedre til at være i relation? Gør min tid i terapi, min terapeut, min terapiform mig bedre til at være i relation? Gør den hverdag, jeg har skabt, mig bedre til at være i relation?
Naturen har altid været mit safe space. Her føler jeg mig både fri og støttet, inspireret af spejlingen af mit indre i det ydre. Stort set hele mit liv har jeg også haft en eller anden form for bevægelsespraksis. Med forskellig intention. De seneste år har jeg mærket, at den støtter mig i at bevæge mig med livet. Selvom jeg ikke har været bevidst om det, har netop de praksisser gjort mig bedre til st være i relation.
Men når det kommer til terapi, så har jeg opsøgt meget terapi igennem de seneste 20 år med et ~ mere eller mindre bevidst ~ ønske om at blive bedre til at være i relation. Når jeg ser tilbage, står det klart, at det ikke er alt, der har bidraget positivt til min relationskompetence. Snarere tværtimod. Jeg har haft dårlig samvittighed over ikke at kunne ændre de vaner og overbevisninger, som jeg kognitivt erkendte påvirkede mig og mine relationer negativt. Jeg har været så optaget af dynamikker mellem mig og mine nærmeste, at jeg ikke har været nærværende. Jeg har følt mig forrådt af min krop og misforstået af spirituelt lys og kærlighed.
Den traumeinformerede tilgang er anderledes. Jeg opdager små ændringer, der langsomt forankrer sig i hverdagen og gør den store forskel. Ikke fordi jeg kognitivt har indset, at noget skal være anderledes, eller besluttet mig for at ændre en vane eller en overbevisning. Men fordi der pludselig er rum imellem stimuli og respons, en mulighed for noget andet.
Måske netop muligheden for at gribe ud efter noget af den viden, jeg har erhvervet mig gennem mere kognitivt baseret terapi og coaching ~ og integrere den. Nogle gange bevidst, nogle gange ubevidst. En dybere vejrtrækning. En dybere forbindelse til kroppen. En dybere kontakt til min intutition, mine behov og grænser.
Uden tøven kan jeg svare ja til, at den traumeinformerede kropsterapi gør mig bedre til at være i relation. Med mig selv. Med min krop. Med min indre rytme. Men også med mine børn og min mand. Med min fornemmelse af verden og alt levende i den. Jeg bliver dybt rørt over den erkendelse.
Jeg mærker det, når jeg selv er på brisken. Jeg mærker det hos de mennesker, der er på briksen hos mig. Jeg bevidner det med ydmyghed og stor taknemmelighed. Jeg har sjældent følt mit virke og min væren her i verden så meningsfuld som nu. Tak for jer, der på hver jeres måde bidrager til det.