Skriver du til dine døde?

20. jun.

Da jeg som ni-årig mistede min far begyndte jeg at skrive til ham. Jeg husker ikke, om jeg havde skrevet dagbog inden da, men jeg husker, hvor meget det betød at kune skrive til ham. I perioder hver dag, i perioder en gang imellem. Senere har jeg fundet ud af, at brevskrivning er en anerkendt terapeutisk metode i sorgarbejdet. Jeg ved, at både Skyggebørn og Det Nationale Sorgcenter bruger den.

Skriveterapi

I et sorgforløb filtrer følelserne sig sammen. Brevskrivning er en måde at få adskilt følelserne og give plads til både kærligheden og vreden, minderne og sorgen. Skrivningen giver klarhed i en ofte kaotisk tid, men den gør mere end det. Den amerikanske psykolog James Pennebaker var en af de første til at studere de terapeutiske effekter af at skrive. Han udviklede en metode kaldet Expressive writing, som helt enkelt handler om at skrive sine følelser og tanker ned for at bearbejde tab og traumer. Efter blot 15-20 minutters skrivning hver dag i en kortere periode har hans testpersoner oplevet en positiv effekt både fysisk og psykisk.

At have en fast praksis for at skrive sine inderste tanker og følelser ned er også betydningsfuld, fordi vi derigennem holder rum for, at vi kan være med det svære. Det har for mig krævet flere års øvelse at praktisere gennem meditation, mens det at skrive har været naturligt. Jeg har lettere kunne være med det smertelige uden at ville fikse eller ændre noget, når jeg blot har tilladt mig selv at sætte ord på og skrive det ud. Helt fysisk giver det for mig en følelse af at slippe det i kroppen, ikke at skulle holde på så meget.

Når jeg holder af ikke bare at skrive, men at skrive til mine døde, så handler det om at holde liv i relationen. Det har vi måske altid intuitivt vidst var vigtigt, men inden for psykologien er det først blevet anerkendt med nyere teorier som Continuing Bonds og To-spors-modellen. At skrive til dem, vi har mistet, forstærker båndet og vækker minderne til live. Jeg har både selv oplevet og har klienter der oplever at kunne høre svarerne på de fortvivlede spørgsmål i brevene fra dem, de er skrevet til. At sætte ord på relationen giver os en dybere forståelse af tilknytningen og fornemmelsen af, at den kan eksistere uden for tid og rum.

Brevskrivning og to-spors-modellen

Når jeg selv bruger brevskrivning som terapeutisk metode i mit arbejde, så er det ofte kombineret med psykoedukation i to-spors-modellen. Jeg har skrevet om den før, men helt kort, så er modellen skabt af de hollandske psykologer Stroebe og Schut. Essensen er, at sorgen arbejder i to spor; et indre tabsorienteret spor og et ydre reetablerende spor. For at leve med sorg må vi øve os i at pendulere mellem de to spor.

Det indre tabsorienterede spor handler om at håndtere de svære følelser og acceptere, at vi har mistet en, vi elsker. Vi skal finde en ny måde at være i relation på og vores måde at bære den elskede med os videre i livet. Det ydre reetablerende spor handler om de livsændringer i roller, rutiner og relationer, som tabet medfører. I den oprindelige model skriver Stroebe og Schut, at sorgen forløber i de to spor, indtil den sørgende har integreret dødsfaldet i sit liv og sin bevidsthed. Min levede erfaring er, at vi for altid vil pendulere mellem de spor, fordi sorgen forandrer sig med os og vender tilbage med fornyet kraft i livets store øjeblikke.

Men særligt i den første tid vil mange have tendens til mere naturligt at være i et af de to spor. Enten at være overvældet af døden og have svært ved at orientere sig mod livet. Eller at være så optaget af at få livet til at fungere igen, at de undgår at se døden i øjnene. Det er vigtigt, at vi giver plads til begge dele i sorgarbejdet.

Brevskrivning ud fra nogle bestemte spørgsmål eller temaer kan være en værdifuld metode til at øve at være i det spor, vi befinder

Opgaver i det det tabsorienterede spor

Er du naturligt mest i det indre, tabsorienterede spor, kan indgang til det ydre, reetablerende spor være at skrive breve om alle de udfordringer, som livet rummer efter tabet, og som du inderligt ønsker svar på fra den, du har mistet ~ og bagefter skrive svarerne på spørgsmålene, som du mærker, at han eller hun ville have svaret. Det kan også være du skriver, hvordan du bærer ham eller hende med videre i livet.

Opgaver i det det reetablerende spor

Er du naturligt mest i det ydre, reetablerende spor, kan indgangen til det indre, tabsorienterede spor være at skrive til den, du har mistet på hans eller hendes fødselsdag og dødsdag, din egen fødselsdag og andre mærkedage, hvor savnet er størst. Skriv om, hvordan det er at undvære den, du har mistet. Hvornår du savner allermest. Hvad der betyder mest for dig at bære med videre. Du kan også besøge deres gravsted eller det sted, hvor deres aske er spredt, eller et sted, hvor I delte særlige oplevelser ~ det kan være alt fra et sted i naturen eller ved køkkenbordet, hvor I altid lavede mad sammen.

Hvis du har svært ved at skabe kontakt til den, du skriver til, så bruge sanserne til at åbne for forbindelsen. Duft til deres gamle deodorant eller yndlingsblomst, sæt musik på som I lyttede til sammen, se på billeder eller tag deres gamle skjorte på.