At være med det svære

Jeg ville skrive noget om at være med det svære. Men hvorfor har vi brug for at definere noget som svært, andet som nemt ~ noget som tungt, andet som let?

Den seneste tid har jeg oplevet som en sammentrækning. Et behov for at søge ind, være stille og kun sammen med de allernæreste. Det delte jeg om på en story forleden og blev mødt af en betænksom storm af hjerter og antagelser om, at der var noget galt. Alt var, som det skulle være. Alt er, som det skal være. Hverken svært eller nemt, tungt eller let. Det var. Det er.

Livet består af udvidelser og sammentrækninger, indåndinger og udåndinger. Det ene kan ikke eksistere uden det andet. Men i et vækstorienteret samfund, hvor vi hylder synlige præstationer og produktivitet, bliver det indadvendte, stille arbejde gjort ubetydeligt, måske ligefrem skamfuldt. Så kan vi føle, at det er svært og tungt og ensomt og forkert og forbudt. Selvom det bare er en sammentrækningen. Selvom vi dybest nede godt ved, at den på et endnu ikke defineret tidspunkt bliver fulgt af en udvidelse.

Der er svære perioder i et hvert liv. Og selvfølgelig kan vi have brug for at sætte ord på, at det er sådan, det er. Definere, række ud efter hjælp og støtte. Men måske vores evne til at være med det svære begynder med accepten af, at livet ikke er en lineær rejse mod lykke og succes. Sammentrækningerne er nødvendige. Også selvom de kan føles ubehagelige i et samfund, der synes at have glemt dem.