Måske sjælen ~ for en stund~ forlader kroppen, når vi er i sorg?

Dissociering er ifølge Peter Levine et af de mest klassiske, men også mest mystiske symptomer på traumer. Det er evnen til at forlade os selv, når livet bliver for svært at være i. Det kan se ud på flere forskellige måder. I den shamanistiske tradition er det sjælen, der forlader kroppen. Levine beskriver det overordnet som en adskillelse mellem krop og sind eller mellem fornuft og følelser opstået som følge af for overvældende traumatiske oplevelser. Eksempelvis et dødsfald.

Jeg har haft mange mennesker i forløb, som beskriver følelsen af at være ved siden af sig selv, at opleve selve dødsfaldet og den første tid efter udefra eller intet at huske fra den tid. Det er der intet forkert i. Det er et overlevelsesinstinkt. Udfordringen opstår, hvis sjælen ikke finder tilbage til kroppen igen eller krop og sind forbliver adskilt.

Bliver vi ved med at lukke ned for følelserne og ikke bare adskille os fra smerten over tabet, men også andre følelser, så får vi svært ved at mærke os selv og vores behov. Svært ved at tage livet ind.

For mig er det blandt andet kommet til udtryk som en ekstrem høj smertetærskel. Næsten 10 år efter min fars død flækkede jeg min knæskal og trænede videre på det en hel eftermiddag. Det var nok bare et slag, tænkte jeg, indtil min underviser sendte mig på skadestuen med et lilla knæ på størrelse med en honningmelon. Senere har jeg i et langt forløb med en kropsterapeut arbejde med at sige av, når noget gør ondt, og med en anden i at være i mikroubehaget uden at stikke af ~ fysisk eller mentalt. Livet skal mærkes, som Benny Andersen og Johannes Møllehave har været så venlige at pointere.

Derfor er en del af sorgterapien at genskabe forbindelsen mellem krop og sind ~ eller hente sjælen hjem. Det kan både være gennem samtaler, der øger bevidstheden om dissocieringen og dens betydning, sansninger af kroppen og nærværsøvelser. Vi arbejder også med evnen til at være med det svære. Når vi evner det, evner vi nemlig også at være med resten af livet. At leve frem for at overleve ~ også selvom vi er i sorg.