Hvorfor langsomhed er vigtig ~ og sindssygt svært

Mærkede du det her i ferien? Hvor svært det er at sætte tempoet ned, slippe lysten til at gøre og praktisere det eftertragtede nærvær. Lige nu. Lige her.

Mange af os lever i højt tempo og med følelsen af altid at være bagud med et eller andet. Selv en tilstand af mild stress tuner vores nervesystem og hjerne, så vi føler os trygge, når vi dybest set er dysregulerede. Momentvis mærker vi måske, at det gør os godt at sænke farten og hvile, men det er svært at prioritere, fordi det føles… forkert. De fleste af os har lært, at vi skal yde, før vi kan nyde. I det moderne liv er det svært helt at vide, hvornår vi har ydet nok. Det leder til selvsaborterende adfærd.

Oftest får vi nemlig lyst til at skrue tempoet op, når vi har det følelsesmæssigt dårligt. Vi bliver hurtigere overvældede og bliver endnu mere insisterende på at lukke ned for følelserne og de kropslige fornemmelser.  Det hæmmer kroppen og sindets iboende evne til at hele.

Langsomhed er vanskeligt, men vigtigt. Særligt når vi oplever sorg og krise. Vores sensitive system har brug for tid og tryghed for at reorganisere, genfinde balancen. Om ikke andet for en stund må vi sænke farten. Sætte væren før gøre.  Nydelse før ydelse.

Lige nu hjælper naturen forståelsen på vej. Det er som om foråret tager sig god tid i år. Anemonerne er først lige tittet frem, syrenerne er ved at briste, himlen doserer sol og vand nærende nænsomt. Som en kærkommen påmindelse om, at alt har sin tid.

Sådan er det også i terapien. Sorgterapi er ikke et quick fix. Det er den langsomme erkendelse af, at jo mindre du gør for at slippe sorgen, jo mere sker der på de dybeste planer i dig. Jo mere du favner, des større forløsning. Ikke fordi sorgen forsvinder. Den finder sin plads i dig. Lige så langsomt. Hvis du giver den tid.