Sorg rummer ofte mere end et tab

Når vi mister et menneske, vi har delt livet med, mister vi ofte også en del af vores:

• identitet

• relationer

• traditioner

• spiritualitet eller tro

I en psykoterapeutisk kontekst bliver det betegnet som det dobbelte tab eller sekundære tab.

Min erfaring er, at det oplevede svigt fra dem, vi deler sorgen med ~ og samtidig intet deler med ~ ofte fylder mest i sorgen. Det er meget menneskeligt, at vi har svært ved at rumme vores egen dybe sorg og samtidig forblive ~ eller lære at blive ~ nærværende, rummelige og lyttende over for dem, der måske oplever tabet endnu tættere på. Og måske har brug for noget helt andet end os i deres sorg.

Men de dobbelte eller sekundære tab kan også være mere subtilt. Pludselig er du ikke længere barnet, kun den voksne ~ eller ikke længere den legesyge, kun den alvorstunge. Den, der plejede at svinge øksen eller sætte stjernen på mangler, og juletræet får aldrig sin uskyldsglans igen. Su mister den dybe tro på verden og væmmes ved andres spirituelle naivitet.

Hverdagens sorg udtrykkes af og til tydeligere gennem disse dobbelte eller sekundære tab. Samtidig er de ofte usynlige for omverdenen. Det gør ondt. Mens døden er smertelig endegyldig, er der mulighed for forandring til det bedre, når det kommer tab af identitet, relationer, traditioner og spiritualitet. Men muligheder vi føler os for magtesløse til at gribe, kan gøre endnu mere ondt.

Ofte har vi brug for støtte til at finde styrke og tryghed til at genfinde forbindelsen til os selv, vores relationer og livet. Det er noget af det, vi arbejder mest på i et sorgterapeutisk forløb hos mig. Igen og igen berøres jeg af at se, hvor smukt det kan udfolde sig. Midt i smerten.