Sorg rummer altid et ~ ofte flere ~traumer

Når vi mister, vil vi ofte opleve ikke bare et, men flere traumer. Det hørte jeg fornyeligt Lotus Turell sige i en bisætning i en podcast med Det Nationale Sorgcenter. Det resonerede dybt i mig. Selve dødsfaldet er næsten altid ~ uanset om det er efter længere tids sygdom eller ved en pludselig ulykke ~ et traume. Men ofte vil der være flere traumer relateret til tabet. Det kan være i forbindelse med genforhandlingen af relationer i vores nærmeste familie, oplevelsen af manglende støtte og forståelse for sorgen blandt vores nærmeste eller et system, der svigter.

Sigmund Freud definerede traumer som “et brud på forsvarsbarrieren mod overstimulering som fører til hjælpeløshed.” Senere har Judith Lewis Hermann, der også er psykiater uddybet: “Traumatiske begivenheder er usædvanlige, ikke fordi de forekommer sjældent, men snarere fordi de overvælder den almindelige menneskelige tilpasning til livet. Fællesnævneren for psykologiske traumer er en følelse af stærk frygt, hjælpeløshed, kontroltab og trussel om tilintetgørelse.”

I Peter Levines anerkendte traumebehandlingsmetode Somtaic Experiencing taler han om, at “traumatiske symptomer er ikke forårsaget af selve hændelsen. De opstår når den tilbageblevne aktivering fra oplevelsen ikke forløses i kroppen. Denne aktivering forbliver i nervesystemet, hvor den kan ramme vores krop og psyke med ødelæggelse.”

Forbindelsen mellem sorg og traumer giver mig en forståelse af, hvorfor vi ikke kan tale os til heling. Der har de seneste år været fokus på at give sorgen sprog. Samtalen om sorg kan skabe bevidsthed for vores reaktioner, og vi kan finde omsorg og empati i spejlingen og den mellemmenneskelige forståelse. Men ord og mental forståelse af sorgen kan ikke alt.

Forløsningen ~ eller helingen, som jeg hellere vil kalde det ~ sker først, når vi giver plads til den kropslige reaktion og begynder at arbejde med nervesystemet. Vi kan være nok så gode til at sætte ord på, at vi er i kamp med livet, fordi det brutalt at miste. At vi er kollapset i smerte. Eller at vi oplever at have forladt os selv, fordi det er for ensomt både at have mistet og ikke at mærke at blive mødt og rummet i sorgen. Men ordene hjælper ikke nervesystemet ud af de tilstande. Ikke i sig selv.

Peter Levines forståelse af traumer og nervesystemet inviterer os til at mærke sorgen frem for at forstå den kognitivt. Mærke den i kroppen ~ og samtidig mærke, at der også er ressourcer tilstede. At vi ved at pendulere mellem sorgen, det smertefulde, og ressourcerne kan støtte kroppen i at genfinde balancen. Hjælpe nervesystemet ud af alarmberedskab. Pendulering er blot et af elementerne i Somatic Experiencing. I min optik er den særlig relevant i sorgarbejdet, fordi noget af det sværeste ofte er både at rumme sorgen og glæden, døden og livet.