Sen sorg ~ og hvorfor det er vigtigt at blive bevidst om den
Det vigtigste, døden har lært mig om livet, er, at det skal leves. Lige nu. Det har taget mig mange år at læse den læring i asken fra mine døde. Jeg mistede min far som 9-årig og oplevede ikke at have hverken rum eller sprog for sorgen. I mine teenageår viste sorgen sig som fastlåsninger i krop og sind. Sorgen sætter sine spor, selv når vi ikke er bevidst om det. Som voksen fandt jeg den støtte, jeg ikke havde oplevet som barn. Jeg lærte at være med smerten over alt det, min far ikke var der til at bevidne og opleve sammen med mig ~ og at se den livgivende læring, der også er i visheden om, at vi alle skal dø.
Når vi mister, rammer sorgen typisk mest voldsomt umiddelbart efter dødsfaldet. Men for nogle topper sorgen først flere år senere. Det kaldes sen sorg. Sen sorg behøver ifølge sorgforsker Mai-Britt Guldin ikke at udvikle sig værre end sorg, der rammer i umiddelbar forlængelse af tabet. Den har bare et andet mønster. Det har ny dansk forskning af voksnes sorg vist.
Der findes ikke tal på hvor mange, der rammes af sen sorg. Min erfaring er, at mange der som jeg har mistet mor eller far som barn udsætter sorgen til voksenlivet. For nogle har sorgen inden da sat dybe spor i krop, sind og nervesystem, der begrænser livsudfoldelsen. Sorgen er ubevidst blevet til et begrænsende mønster.
Jo ældre et mønster er, des sværere er det at bryde. Derfor møder jeg mange, der i voksenlivet har brug for støtte til at bryde med de mønstre, barndommens sorg har skabt. Det kræver bevidst arbejde over en længere periode. Den tyskfødte økonom og ledelsesteoretiker Otto Scharmer forklarer det sådan: ”Min rejse begyndte med erkendelsen af, at jeg ikke kun er et jeg, men to jeg’er. Det ene er knyttet til fortiden, og det andet er forbundet til det, jeg potentielt kan realisere i fremtiden.”
Vi er både et jeg af erfaringer, kropslige og mentale mønstre, prægningen af nervesystemet og den måde vi indgår i sociale relationer på OG et jeg, der knytter sig til den måde, vi ønsker at leve livet på. I Scharmers anerkendte Teori U beskriver han mønsterbruddet som en u-vending. Når vi måske mange år efter at have mistet overvældes af sorg og vågner op til de spor, som sorgen har sat i os, står vi på den ene spids af u’et. Derfra må vi en tur hele vejen ned i bunden af u’et, før vi kan komme op på den anden spids med og leve med sorgen på en måde, der ikke begrænser, men måske ligefrem beriger os. Nede i u’et kan vi frit diskutere sandheden om de overbevisninger, vi ubevidst har skabt i sorgen, spørge ind, lytte til vores tvivl og give slip for at være helt åbne for nye muligheder. Det kalder Scharmer for prescensing.
Det er den omvendte proces af, hvad vi har tendens til, nemlig at holde fast i vores eget verdensbillede, kæmpe med ord eller være tavse for at beskytte os selv. Det kan vi kalde pretection. Pretection skaber modstand på nuet, distance mellem vores adfærd og vores drømme, mål og værdier eller mellem os og andre. Prescensing skaber derimod nærvær, forbundethed og samhørighed.
Oplever du sen sorg og mærker et behov for støtte på din rejse ind i sorgen og ned i u’et, så åbner jeg i marts for opstart af to nye sorgterapeutiske forløb. Skriv til mig via link i bio, hvis det ene skal være dit.