Sorg er kærlighed, der er blevet hjemløs
Jeg ved ikke, hvor sætningen stammer fra, men jeg har hørt den mange gange. Den er spændende og får mig til at tænke på den engelske læge og psykoanalytiker John Bowlbys syn på sorg. I 1980 videreudviklede han Freuds sorgteori med fokus på, at tilknytningen til den afdøde er afgørende for sorgreaktionen. Hvis man mister en, man er tæt knyttet til, skal den indre repræsentation af vedkommende reorganiseres. Kærligheden skal have en anden retning, et andet hjem end den fysiske krop, det levende menneske, der før var, og som vi elskede.
Bowlby argumenterer for, at vi som sørgende både prøver at holde fast i tilknytningen til den, vi har mistet, og samtidig kæmper for at leve uden. Han deler ~ ligesom Freud ~ den svære proces op i nogle faser. De fire faser er: Følelsesløshed, længsel, disorganisering og reorganisering. Faserne er ikke afgrænsede perioder på et mere eller mindre specifikt aftaler uger eller måneder. Vi kan som sørgende bevæge os frem og tilbage mellem faserne. Jeg oplever, at faserne for nogle kan være en hjælp til at forstå sorgen, men for mange efterlader en følelse af forkerthed. De er heller ikke det mest interessante. Det mest interessante ved Bowlbys tilgang til sorg er hans fokus på, at vi som sørgende må genforhandle ~ reorganisere ~ vores relation til den, vi har mistet. Den bliver en anden, fordi vedkommende ikke længere er her, fysisk. Men den forsvinder ikke, for tilknytningen vil altid leve videre. Som det blivende bånd, Klass, Silverman og Nickman senere folder ud i bogen Continuing bonds - new understandings of grief (1996).
Faserne giver os en forståelse af, at reorganiseringen af relationen tager tid. Det tager tid at skabe en ny retning for den kærlighed, der er blevet hjemløs. Mærke, hvad der for os hver især som sørgende føles sandt. Hvordan skal den, du har mistet leve videre i dig? Hvilken plads skal vedkommende have i livet? Hvem skal være med til at holde jeres relation i live?
At finde svar på de spørgsmål forudsætter, som Bowlby skriver, ofte også en reorganisering af selvet. Vi skal lære os selv at kende på ny, når vi mister en, vi elsker. Livet er forandret, og vi må forandre os med det. Finde vores fodfæste i en ny virkelighed, og samtidig forholde os til mere spirrituelle spørgsmål, som måske ikke tidligere har haft vores opmærksomhed. Sorg er kærlighed, der er blevet hjemløs. Og sorg efterlader ofte også den sørgende hjemløs ~ i hvert fald for en stund. Måske vi senere i livet får øje på, hvordan sorgen blev en invitation til at vende hjem på et dybere plan.
Har du brug for støtte i din sorgproces ~ uanset om sorgen er ny for dig eller har været en følgesvend længe ~ tilbyder jeg sorgterapeutiske forløb med fokus på at støtte dig i reorganiseringen af både selvet og den, du har mistet.