Væk minderne til live gennem sanserne

Det, der vækker de døde til live, er ofte duften af deres shampoo, deres yndlingsmusik eller lyset, der falder, præcis som dengang I sad dér og havde den samtale. På et splitsekund bliver du sendt tilbage i tiden af en duft, en lyd, en smag, et billede.

Hjernens hukommelsescenter, Hippocampus, er en slags harddisk, der filtrer vores oplevelser og udvælger, hvad der skal gemmes. Men vi gemmer mange forskellige steder i hjernen og ikke kun i Hippocampus. Vores sanser ~ og følelser ~ har en evne til at koble de forskellige gemmesteder sammen og forstærke vores minder.

Det kan ske ubevidst, uden du måske helt er opmærksom på, hvorfor du pludselig føler dig sorgfuld, melankolsk eller opløftet. Men du kan også bruge det bevidst til at huske detaljer i minderne, som du ellers havde glemt. Jeg har selv min fars gamle deodorant gemt i en skuffe. Efter 30 år dufter den stadig. Af og til bruger jeg den til at styrke forbindelsen til ham, før jeg mediterer, eller hvis jeg vil spørge ham til råds.

Genkender du mindernes magiske forbindelse til vores sanser? Hvis du bruger den bevidst, så del endelig herunder. Måske vi kan inspirere hinanden til at kalde flere minder frem. Har du mistet, ved du, hvor værdifuldt det er.

I mine sorgterapeutiske forløb arbejder jeg ofte med at støtte dig i at vække minderne til live gennem sansningerne og styrke forbindelsen til den, du har mistet.

Forrige
Forrige

Sorg er kærlighed, der er blevet hjemløs

Næste
Næste

Øvelser til selvregulering, når du er i sorg