Hvad er det bedste at sige til et menneske i sorg?

Muligvis ingenting. Lyt. Helt oprigtigt og nærværende.

Ensomhed er som regel altid et tema i de første samtaler, jeg har med sørgende. Mange oplever, at det er svært at tale om sorgen både med nære og mere perifere relationer. Jeg ser tre tendenser hos pårørende til sørgende:

  • at ville fikse

  • at ville dele sin egen historie med sorg

  • at holde sig til floskler som “jeg kondolerer” eller “i det mindste…”

Alle tre måder at møde sorgen på skaber for mange afstand. I virkeligheden har de fleste sørgende brug for at rum, hvor de uden at føle sig besværlige, forkerte eller på andre måder bedømt, kan fortælle om den, de har mistet, deres sorg og de forandringer, sorgen har skabt. Derfor er det bedste, du kan sige til et menneske i sorg muligvis ingenting. Måske skal du bare lytte.

Det lyder måske enkelt. At lytte. Men faktisk er det noget af en kunst.

Når vi lytter, opfanger vi helt op til 500 ord i minuttet, mens menneskets talehastighed kun ligger på mellem 100 og 150 ord i minuttet. Vi har altså masser ledig hjernekapacitet til at dømme den andens ord, planlægge hvad vi selv skal sige og være optaget af os selv eller en anden samtalen i rummet, MENS vi lytter.

Problemet er, at nærværet ryger, og følelsen af ensomhed bliver endnu større, hvis vi oplever, at den anden ikke lytter, men i stedet er optaget af at ville fikse, dele sin egen historie eller sige det rigtige.

Vil vi møde mennesker i sorg i en samtale, der styrker følelsen af forbundet, kan der være guld at hente i psykoterapeuten Carl Rogers tanker om Aktiv Lytning.

Han beskrev i 50’erne, hvordan han mødte sine klienter med total opmærksomhed og viste sin accept gennem kropsholdning, stemmeføring og mimik. Han fortolkede ikke, fortalte ikke klienten hvad han skulle gøre, tænke eller føle. Den form for aktiv lytning kræver træning, fordi vores tankestrøm er konstant og fuld af spørgsmål, spejlinger og reaktioner ~ indre dialog. Og uanset om vi er terapeuter, veninder, kolleger, kærester eller forældre har vi brug for bevidst at slukke for den indre dialog for at lytte opmærksomt.

Principperne i Rogers aktive lytning handler om: 

• at give den anden lov til at tale ~ uden at bryde ind med svar eller fuldføre den andens sætninger

• at stille åbne og uddybende spørgsmål frem for at tro, at du ved præcis, hvad din ven mener

• at teste, om det, du hører mellem linjerne, er sandt

Måske Rogers teknik kan inspirere dig, næste gang du taler med et menneske i sorg? Eller måske bare et menneske. Ensomheden er stigende generelt ~ og særligt blandt unge ~ så måske vi alle sammen kunne blive bedre et at lytte fremfor et tale.

Forrige
Forrige

Fakta og fortælling

Næste
Næste

Små skridt gennem sorgen