Jeg meget optaget af kroppen og nervesystemet i sorgarbejdet for tiden. Jeg har selv mærket, hvordan min insisteren på at forstå sorgen kognitivt har efterladt mig med en følelse af fastlåsthed, mens det at opleve og bevæge mig med sorgen kropsligt har givet en anden forløsning. Det har været min vej til regulering.

Det ydre skifte fra byens snævre gader og evige summen til de bølgende marker, skoven og søen har også ændret mit indre landskab. Jeg oftere ser horisonten, når jeg bevæger mig i mine ydre omgivelser, og er blevet bedre til at se det større perspektiv i mit indre liv. Jeg mærker en større ro, bevæger mig mere smidigt med bølgerne i livet. Istidslandskabet uden for min hoveddør er min spejling og min støtte. Derfor resonerer det dybt i mig, når terapeut og forfatter Den Dana i sin beskrivelse af Polyvagal teorien arbejder med at udforske de indre landskaber.

Jeg har og har haft mange mennesker i forløb, som er sygemeldt. Med stress. Ikke sorg. De fleste har mistet for 2-7 år siden og har kun haft en kort periode væk fra arbejde, studieliv og hverdag efter tabet. For nogle er det en fødsel, et jobskifte eller en tredje begivenhed, der udløser stress-sygemeldingen. For andre har det indre alarmsystem “bare” været aktiveret så længe, at det nu er blevet umuligt at leve med.

Lige efter et dødsfald bliver 90 procent af din fysiologiske energi brugt på sorgen. Når en vigtig person i dit liv pludselig ikke er mere, forandres verden. Omstillingen tager tid og energi. Derfor er grænsesætning et vigtigt element i sorgarbejdet.

“Ud fra en standard definition er sorg en reaktion på dødsfald, der involvere både psykologiske og kropslige erfaringer, men ofte ignoreres den kropslige del af både forskere og praktikere inden for thanatologien (læren om døden).” Sådan skriver Svend Brinkmann i Det sørgende dyr. Han har dedikeret et helt kapitel til kroppen i sorgen og sorgen i kroppen. Jeg jublede, da jeg læste det. I min rejse med sorgen har jeg mærket, hvordan sorgen på trods af år med samtaleterapi fortsat har føltes fastlåst. En vigtig del af min heling har været at komme ned i kroppen, bevæge mig med sorgen.

Sorg kommer i bølger ~ den udvikler sig ikke lineært eller i faser. Alt for længe har Freuds fokus på, at den sørgende må frigøre sig selv og sin energi fra den afdøde haft betydning for sorgarbejdet i den vestlige verden. Kombineret med Elisabeth Kübler-Ross’ beskrivelse af fem følelsesmæssige faser, som fejlagtigt er er blevet fortolket som faser i et sorgforløb. Faserne (benægtelse, forhandling, vrede, depression og accept) er oprindeligt Kübler-Ross beskrivelse af de følelser, som mange uhelbredeligt syge gennemlever i tiden, fra de får diagnosen, og indtil de dør.

Når vi oplever sorg, reagerer kroppen på mange måder ligesom under stress. Vores sympatiske nervesystem aktiveres. Uanset om vi mister pludseligt eller efter lang tids sygdom, forandrer verden sig for altid, når en elsket dør. Vi bliver efterladt med et øget indre alarmberedskab og et forhøjet energiniveau. I den første tid øges udskillelsen af adrenalin, noradrenalin og kortisol. Det gør os i stand til at håndtere svære beslutninger og for eksempel få ordnet den nødvendige praktik omkring et dødsfald. Det gør os også i stand til at bedøve følelser som ulykkelighed, angst og meningsløshed i en periode. I stedet kommer sorgen hos mange til udtryk som nedsat appetit, søvnløshed, hovedpine og andre velkendte stressrelaterede symptomer.

Ingen ord kan gøre smerten mindre, når vi mister en elsket. Så hvad siger man til en sorgramte? Efter bedste evner fisker vi noget op fra kassen med klicheer. Min erfaring er desværre, at de ofte efterlader den sørgende med en større oplevelse af ensomhed og distance til omverdenen.

Når vi oplever sorg og psykisk smerte, har vi brug for at berolige vores nervesystem, følelser og tanker. Mange af de mennesker, jeg møder i mit arbejde, har en forventning eller et håb om, at nogle udefra kommer med den forståelse og medfølelse, de længes efter. Og det er vidunderligt, når nogen formår at favne os lige der. Men det er også vigtigt at kunne give sig selv den omsorg.

Den yin yoga, jeg underviser i, er dybt inspireret af Traditionel Kinesisk Medicin (TCM), som bygger på en forståelse af vores krop som et stort energisystem. Energien, som kineserne kalder Chi, strømmer gennem os i meridianbaner. Det er disse baner, vi gennem yoga arbejder med at bevæge og strække for at skabe frit flow, mens eksempelvis akupunktur arbejder gennem særlige punkter. Men energien har også forbindelse til vores sind og sjæl og til alt levende i universet. Det er den, der får solen til at skinne, og månen til at bevæge sig i sin særlige cyklus rundt om jorden. Når vi bevæger vores krop og arbejder med meridianbanerne, bevæger vi os altså også psykisk og sjæleligt.

Hvor var din opmærksomhed, sidst du havde en kaffeaftale? Hvis du er helt ærlig, lyttede du så nærværende og fokuseret til din veninde/kollega/kæreste, eller planlagde du indkøb og aftensmad, dømte hende i al hemmelighed for ikke at slå op med den kæreste, hun altid brokker sig over, eller ventede du bare på, at det blev din tur til at dele det, du havde på hjerte?

Den her lille blomst mindede mig i dag om betydningen af at leve med en intention. At åbne sig hver dag med bevidst om sit formål, selve årsagen til at man udfolder sig.

Gennem årtusinder har vi mennesker levet i harmoni med naturen og naturligt fulgt årstidernes skiften - også energetisk og følelsesmæssigt. Men i det moderne samfund er meget af den visdom, som tidligere blev givet videre fra generation til generation, gået tabt, og vi er ikke længere hverken så afhængige eller bevidste om, hvordan vi ved at overgive os til naturens kraftfulde cyklus kan øge vores fysiske og følelsesmæssige velvære.

Min skønne yin yogalærer, Trine Hedegaard, mindede mig forleden om, hvad mennesker typisk fortryder på deres dødsleje, da hun anbefalede bogen De 5 ting døende fortryder mest. Den er skrevet af den australske sygeplejerske Bronnie Ware, der mens hun arbejdede på et hospice spurgte sine patienter om deres største fortrydelser. Hun blev overrasket over de enslydende svar og samlede dem derfor i bogen . Kort fortalt er de fem ting:

Har du nogensinde tænkt over, hvordan du træffer beslutninger, eller irriteret dig over, at din kæreste, din mor eller veninde gør det på en helt anden måde end dig? Selvom du måske er mættet af diverse personlighedstest fra dameblad og jobsamtaler, så kan det være rigtig sundt at gå på opdagelse i hvilket center, du bruger mest: kroppen, hovedet eller hjertet. Eller sagt på en anden måde: træffer du dine beslutninger baseret på, hvad du kan mærke, tænke dig frem til eller føle.

Varme, lyse sommernætter er skønne, men ikke altid den bedste sovepille. MEN søvn har enorm betydning for vores sundhed og bare et par dage med for få timer har indflydelse på eksempelvis dit energiniveau, din koncentrationsevne og faktisk også dine spisemønstre og din vægt. Både krop og sind har brug for hvile for lade op efter en lang dag og for at træffe sunde og nærende valg næste dag. Ønsker du at leve sundere og komme mere i balance, er det derfor godt at begynde med at kigge på søvnen. En god nattesøvn giver med garanti også mere overskud til at komme i gang med alle de andre ting, du måske drømmer om at komme i gang med. Derfor kommer her mine bedste råd til en bedre nattesøvn og lidt om, hvad det kan betyde, hvis du altid vågner på samme tidspunkt.

Efter to ugers skøn ferie er jeg tilbage på arbejde igen - ligesom mange andre. Ferien, der blandt andet bød på den smukkeste vandretur rundt om Bornholm, mindede mig om, hvor vigtigt det er med pauser. Det føles meget naturligt derude under åben himmel af og til at stoppe op, beundre en særligt smuk udsigt, få lidt vand eller holde et længere frokostpause.

I dag er det 26 år siden, min far døde. Jeg har ligget vågen det mest af natten, tænkt på ham og på alt det sorgen har gjort ved mig. Mest den smertefulde del. Nu sidder jeg her på en bænk på assistentens, tænker på de gode minder og det positive, sorgen også har skabt i mig ~ og på et digt af Rumi

Glædeligt forårsjævndøgn! Fra i morgen er dagen igen længere end natten. Jeg har glædet mig til flere lyse timer og har allerede en masse projekter, jeg gerne vil i gang med. Sådan er det om foråret - og særligt på solskinsdage som i går. Når alting springer ud udenfor, så mærker jeg også en lyst til at springe ud og som Ronja Røverdatter skrige min vision ud til verden. Kender du det?

For snart 10 år siden sad jeg modløs i stolen over for min første rigtig gode terapeut og brokkede mig over, hvor svært det var, det der med kærligheden. Hun trak en slidt bog ud af sin overfyldte reol og lagde den i mit skød. Kærlighedens fem sprog, stod der på den blå-lilla forside med et billede af en kvinde og en mand i en robåd på vej mod solnedgangen. Det var nu ikke kun den slags kærlighed, jeg syntes, var svær. Det var også kærligheden i min første familie - den til min mor, mine søstre og for den sags skyld også til mine venner. Jeg fik lov at låne bogen med hjem og har siden erhvervet mig en selv. Det er nemlig ikke uden grund, at den amerikanske parterapeut Gary Chapmans bog er blevet en bestseller, og til en terapisession med en modig mand i sidste uge hev jeg den selv frem (dog ikke fysisk).