Verden skævler. Der er masser, der kan trigge alarmberedskabet, når vi løfter blikket, fanger en avisrubrik eller skærm, et medmenneskes nedtrykte eller kampklare ansigtsudtryk. Vil vi en anden verden, skal den bygges på noget helt andet. Tryghed. Tillid. Forbindelse. Jeg sænker blikket. Bliver opmærksom på hverdagens små gyldne øjeblikke.

Når vi vil vække kropshukommelsen til live og mindes vores døde, kan genstande vi kan dufte, mærke, høre, se være helt afgørende. De kan være med til at ære og nære vores følte fornemmelse af dem, vi har mistet. Oplevelsen af at være sammen med dem, selvom de er uigenkaldeligt væk i fysisk form.

Som knude i maven, et tomrum i brystet, en knugende tung blyvest? En sammentrækning, en udvidelse? En følelsesløshed, en afkobling fra kroppen eller en ny forbundethed? Min erfaring er, at sorgen kan komme til udtryk mange steder i kroppen og fletter sig ind og ud af andre følelser.

I går modtog jeg dette fine digt fra en helt særlig kvinde, jeg har haft i et sorgterapeutisk forløb henover sommeren. Hun har kendt sorgen siden hun var helt ung, og sidste år døde hendes mor.

Jeg har fået lov at dele nogle af de ord, hun har sat på vores forløb sammen

På mit første modul på uddannelsen i Traumeinformeret Kropsterapi sagde Evaloa Schou noget om benævnelser, som har været med mig siden. Fornyelig fandt vi ting til kimsleg på vej hjem gennem skovene, børnene pg jeg. “Pluk den der takkede, som kilder,” sagde min ældste. “Ja, det er en bregne,” sagde jeg. Og fortrød. Benævnelsen tager os væk fra sansningen, ud af kroppen.

Det er så nemt at blive sur på vores symptomer. At skælde ud på smerterne. At dulme en larmende krop med stimuli og piller. Men symptomer som de her er kroppens måde, der kalder på din omsorg.

Min ældste datter er treethalvt. Hver gang hun gynger, vil hun gynge hele vejen op til morfar. Hun har tit brug for at tale om, hvor han er. I himlen, i hvertet, i vinden. Og i jorden i hans have der på kirkegården tæt ved mormor. Alle steder og ingen steder.

Begrebet posttraumatisk stress kender ud sikkert, men har du hørt om posttraumatisk vækst? Begrebet er udviklet af de amerikanske forskere Richard Tedeschi og Lawrence Calhoun i 1995. Det henviser til den positive psykologiske forandring, som ofte følger meget udfordrende livsomstændigheder.

At finde den helt rigtige terapeut handler i min optik i lige så høj grad om personlig historie, livsfilosofi og kemi som uddannelsesbaggrund. Hvis du er i tvivl, om jeg er det rigtige match for dig, kommer her lidt fakta og fortælling om mig.

Ensomhed er som regel altid et tema i de første samtaler, jeg har med sørgende. Mange oplever, at det er svært at tale om sorgen både med nære og mere perifere relationer. Jeg ser tre tendenser hos pårørende til sørgende ~ og en god metode, som du kan læne dig ind i, hvis du er tæt på mennesker i sorg.

Jeg oplever, at mange ~ selv i de mest sårbare kapitler af livet ~ har en brændende ønske om at skabe positiv forandring. At bruge det at ramme bunden som afsat til selvudvikling. Det er smukt. Det er ofte sandt, at det netop er der, på bunden, den smukkeste transformation kan ske. Men det kan og skal ikke forceres.

Når du holder fast med det yderste af neglene, hvad holder du så fast i? Jeg holder fast i naturen. Den er min vildeste og ældste mester, når jeg har brug for at genfinde balancen. Der er intet så beroligende som en tur i skoven, intet så rensende som en tur til vandet.

et sorgforløb filtrer følelserne sig sammen. Brevskrivning er en måde at få adskilt følelserne og give plads til både kærligheden og vreden, minderne og sorgen. Skrivningen giver klarhed i en ofte kaotisk tid, men den gør mere end det. Den amerikanske psykolog James Pennebaker var en af de første til at studere de terapeutiske effekter af at skrive. Han udviklede en metode kaldet Expressive writing, som helt enkelt handler om at skrive sine følelser og tanker ned for at bearbejde tab og traumer. Efter blot 15-20 minutters skrivning hver dag i en kortere periode har hans testpersoner oplevet en positiv effekt både fysisk og psykisk.

Kognitiv bypassing er tendensen til at forklare følelser i stedet for blot at sidde med dem, lade dem strømme gennem kroppen og integrere sig. Vi lever mere i hovedet end i kroppen og har ofte et automatbehov for at arbejde med vores følelser. Frem for blot at føle dem. Men hvis vi ikke tør leve livet i kroppen, risikerer vi at blive fanget i tankerne.

Jeg ville skrive noget om at være med det svære. Men hvorfor har vi brug for at definere noget som svært, andet som nemt ~ noget som tungt, andet som let?

Dissociering er ifølge Peter Levine et af de mest klassiske, men også mest mystiske symptomer på traumer. Det er evnen til at forlade os selv, når livet bliver for svært at være i. Det kan se ud på flere forskellige måder. I den shamanistiske tradition er det sjælen, der forlader kroppen. Levine beskriver det overordnet som en adskillelse mellem krop og sind eller mellem fornuft og følelser opstået som følge af for overvældende traumatiske oplevelser. Eksempelvis et dødsfald.

Mange af os lever i højt tempo og med følelsen af altid at være bagud med et eller andet. Selv en tilstand af mild stress tuner vores nervesystem og hjerne, så vi føler os trygge, når vi dybest set er dysregulerede. Momentvis mærker vi måske, at det gør os godt at sænke farten og hvile, men det er svært at prioritere, fordi det føles… forkert. De fleste af os har lært, at vi skal yde, før vi kan nyde. I det moderne liv er det svært helt at vide, hvornår vi har ydet nok. Det leder til selvsaborterende adfærd.

Egenomsorg heler ~ ofte mere end den omsorg, vi kan hente udefra. Men hvad er egenomsorg? Et badekar med dampende varmt vand og tørrede blomster? For nogle, ja. Men det er andet og mere end det.

Når vi mister et menneske, vi har delt livet med, mister vi ofte også en del af vores: identitet, relationer, traditioner, spiritualitet eller tro. I en psykoterapeutisk kontekst bliver det betegnet som det dobbelte tab eller sekundære tab.

Sorg kan ændre din interoceptive sans ~ din evne ti at lytte indad og forstå dine kropslige fornemmelser. Den interoceptive sans er nøglen til regulering af nervesystemet. Men at skulle omstille sig til et liv uden en elsket, kan efterlade os følelsesløse og uden adgang til at mærke kroppens små signaler. Eller det efterlade os med en oplevelse af at mærke verden mere intenst end tidligere, overtolke små ændringer i omverdenen og blive hurtigt overvældede (apropos katestrofetankerne i tidligere post).