Sansernes betydningen i sorgen

Jeg hørte fornyeligt en podcast med Daniel Rye. Han fortæller, hvordan duften af kraftig mandeparfume kan sende ham direkte tilbage i Islamisk Stats fangehul i Syrien. Også selvom den møder ham i en fynsk kolonihaven. Sådan er det med vores sanser ~ måske især duftesansen. De vækker minderne til live. De traumatiske, men heldigvis også de gode.

Min fars gamle deodorant står stadig på mit badeværelse. Der går længere Ig længere imellem, at jeg skruer låget af og dufter til den. Men når jeg gør, føler jeg mig tættere forbundet. Gennem tid og rum, liv og død. Duften af nybagte kanelsnegle eller (især brandt) brunsviger vækker den samme forbindelse.

Men duften er ikke den eneste sans, der kan vække minder til live og styrke oplevelsen af forbindelse og nærvær til dem vi har mistet. Den slidte udgave af Hobitten, som var den sidste bog han læste højt for mig. Den musik, han lyttede til. Billederne af ham, selvfølgelig.

Når vi vil vække kropshukommelsen til live og mindes vores døde, kan genstande vi kan dufte, mærke, høre, se være helt afgørende. De kan være med til at ære og nære vores følte fornemmelse af dem, vi har mistet. Oplevelsen af at være sammen med dem, selvom de er uigenkaldeligt væk i fysisk form.