Ord tager dig ud af kroppen

Hvad ser du på dette billede?
En skovbund, en bregne, nuancer af grøn, et solkys, en længsel?

På mit første modul på uddannelsen i Traumeinformeret Kropsterapi sagde Evaloa Schou noget om benævnelser, som har været med mig siden. Fornyelig fandt vi ting til kimsleg på vej hjem gennem skovene, børnene pg jeg. “Pluk den der takkede, som kilder,” sagde min ældste. “Ja, det er en bregne,” sagde jeg. Og fortrød.

Benævnelsen tager os væk fra sansningen, ud af kroppen.

Det tænkte jeg også på, da jeg igen cyklede gennem skoven i eftermiddags. Denne gang med en podcast i ørerne. Her talte Anna Lin om sine fine programmer om unges mistrivsel. Hun talte med to kvinder fra en ældre generation. De diskuterede blandt andet, om vi mangler et sprog for at have det svært i livet og mistrivsel i relation til diagnoser.

Det samme behov for benævnelser uanset om sansningerne er ydre eller indre.

Jeg er sprognørd. Elsker ord. Eller elskede. Måske er det i datid. Jeg har mærket, hvordan samtale kan hele. Men måske er det ikke selve ordene, der heler. Måske er de faktisk med til at skabe distance, kategorisere, definere os i fastlåste selvfortællinger. Måske er det rummet omkring ordene, der er mest betydningsfuldt. Den samregulering, vi mærker, når vi møder et menneske, der kan rumme os ~ og inviterer os til selv at rumme. Det allervigtigste i sådan et rum er måske netop stilheden og pladsen til kroppens sprog. Til sansningerne. Til det ordløse.

Når vi giver plads til det, er min erfaring, at vi kan begynde helingen indefra. At mistrivsel ikke bare er mistrivsel, men måske en knude i maven, der godt kan sameksistere med et varmt og roligt hjerte eller afslappede skuldre. Benævnelserne lukker sig om sig selv, sansningerne åbner. Vi finder ressourcer. Vi opøver evne til at være med det svære. Vi lærer at pendulere mellem forskellige tilstande ~ i stedet for at låse os fast til benævnelser, definerende ord og selvfortællinger. Vi bevæge os med livet.

Når vi næste gang taler om “de der takkede, der kilder” på vores vej gennem skoven, så er min intention at stoppe op. Mærke hvordan de kilder. Se på mønstrene i takkerne. Dufte morgenduggen, hvis den endnu hænger der.