Erfaringer fra et sorgterapeutisk forløb
I går modtog jeg dette fine digt fra en helt særlig kvinde, jeg har haft i et sorgterapeutisk forløb henover sommeren. Hun har kendt sorgen siden hun var helt ung, og sidste år døde hendes mor.
Jeg har fået lov at dele nogle af de ord, hun har sat på vores forløb sammen:
“Forløbet har været overvældende, helende, styrkende og trygt.
Overvældende, fordi jeg ikke i min vildeste fantasi havde troet, at jeg ville nå til så fint et sted eller være komme så langt på så kort tid. Og for alle de gaver jeg fik med, uden at vide de var der, og at de var til mig.
Helende, fordi jeg føler mig mere hel, selvom en del af mig altid vil mangle.
Styrkende, fordi jeg har fået mere kontrol over sorgen. Jeg er den, der styrer ”os” igennem. Min krop og jeg.
Trygt, fordi de rammer du, Ditte, fik skabt fra første e-mail, gav mig en ro og tryghed i, at du var lige der sammen med mig og nok skulle passe på mig og guide mig igennem hele forløbet.
Hos dig oplevede jeg at få støtte til at finde den manglende accept af, at dette er min virkelighed. Støtte til at omfavne kroppens signaler og komme ud af hovedet. Støtte til at invitere mine nærmeste ind i mit univers.
Støtte til at finde min mor, ”være sammen” med min mor – andre steder end på kirkegården og endda endnu mere nær end nogensinde.
Ensomheden er blevet mindre, for jeg har en større åbenhed overfor sorgen og for de mennesker, der ønsker at dele eller tale om den med mig. Især min egen lille familie. Det er blevet mere ok, fordi den kommer af en årsag. Jeg kan invitere den ind og være i sorgsporet. Både alene og sammen med min mand og børn, og jeg kan aktivt vælge, hvornår jeg vælger livssporet til.
Jeg er ikke længere i overlevelses tilstand – nu lever jeg.
Jeg vælger mig selv til. Vælger at udforske mulighederne for at være i sorgen, være sammen med min mor og vise mine piger, at sorgen er ok. At den gør ondt og tager noget fra os. Men også at den kan give os noget smukt, og åbne døre til et univers vi ikke aner eksisterer – hvis vi ikke var er i sorg.
Jeg mærker efter. Jeg lytter til min krop. Jeg vælger at stå alene, og jeg vælger at invitere ind. Og jeg vælger hvornår.
Jeg havde nok aldrig i min vildeste fantasi turde håbe på at stå her i dag. At vores første møde skulle udvikle sig til en indre selvudviklingsrejse, der gav og fortsat giver mig så meget med, som jeg ikke anede fandtes… At jeg med blyvest, ensomhed og ked-af-det-hed skulle kunne få overtaget ved at lytte, mærke og turde. Det er vildt rørende for mig, og jeg kan næsten ikke tro, at jeg har været så heldig at få så mange fine gaver med fra vores møder.”