Hvordan taler du om døden med dine børn?

Min ældste datter er treethalvt. Hver gang hun gynger, vil hun gynge hele vejen op til morfar. Hun har tit brug for at tale om, hvor han er. I himlen, i hvertet, i vinden. Og i jorden i hans have der på kirkegården tæt ved mormor. Alle steder og ingen steder.

Vi har talt meget om morfar og døden. Endnu mere efter vi er flyttet ud af byen. Livet tættere på naturen er både smukt og sorgfuldt. Hver gang vores kat har slæbt en død ~ eller halvdød ~ fugl med ind i stuen, har det givet anledning til at tale om døden. Når vi handler hos den lokale landmand og kan se køerne ude på marken, der senere bliver til vakumpakket kød i kølemonteren, taler vi om døden. De gange angsten griber hende, og hun spørger, om vi skal dø, frygter at hun selv skal dø, taler vi om døden.

Den lille død ~ fuglens, koens, kattens død ~ gør det lettere også at tale om den store død. Min erfaring er, at vi ikke skal skærme børn for døden. Ikke bilde dem ind, at vi ikke dør, når de spørger. For det gør de. Også dem, der aldrig har mødt morfar eller ofte møder en død solsort i indkørslen eller stuen. Vi skal alle dø. Det er med til at gøre livet smukt. Vi beroligere hverken os selv eller vores børn ved at skjule det.

Det er en gave at give børn et sprog for døden, sorgen og savnet ~ også til det, de ikke har mødt, men som stadig er en del af dem. Som morfar er hos os. Det skåner dem ikke fra smerten, når de en dag møder den store død. Men det giver dem ressourcer til at være med den. Det er min oplevelse.

Savner du inspiration til at tale med dine børn om døden, så anbefaler jeg Anna Ehring og Lotta Geffenblads fine bog om Oldemor, Frida og døden. Den væver smukt den lille og den store død ind i fortællingen om livet og efterlader plads til selv at sætte ord og reflektere videre med udgangspunkt i barnets behov.