Mange af os lever i højt tempo og med følelsen af altid at være bagud med et eller andet. Selv en tilstand af mild stress tuner vores nervesystem og hjerne, så vi føler os trygge, når vi dybest set er dysregulerede. Momentvis mærker vi måske, at det gør os godt at sænke farten og hvile, men det er svært at prioritere, fordi det føles… forkert. De fleste af os har lært, at vi skal yde, før vi kan nyde. I det moderne liv er det svært helt at vide, hvornår vi har ydet nok. Det leder til selvsaborterende adfærd.

Egenomsorg heler ~ ofte mere end den omsorg, vi kan hente udefra. Men hvad er egenomsorg? Et badekar med dampende varmt vand og tørrede blomster? For nogle, ja. Men det er andet og mere end det.

Når vi mister et menneske, vi har delt livet med, mister vi ofte også en del af vores: identitet, relationer, traditioner, spiritualitet eller tro. I en psykoterapeutisk kontekst bliver det betegnet som det dobbelte tab eller sekundære tab.

Sorg kan ændre din interoceptive sans ~ din evne ti at lytte indad og forstå dine kropslige fornemmelser. Den interoceptive sans er nøglen til regulering af nervesystemet. Men at skulle omstille sig til et liv uden en elsket, kan efterlade os følelsesløse og uden adgang til at mærke kroppens små signaler. Eller det efterlade os med en oplevelse af at mærke verden mere intenst end tidligere, overtolke små ændringer i omverdenen og blive hurtigt overvældede (apropos katestrofetankerne i tidligere post).

Jeg møder mange mennesker i sorg, der bevidst eller ubevidst venter på den næste katestrofe. Har vi en gang prøvet at miste, ved vi ~ med krop, sind og sjæl ~ at det kan ske igen. Vi ser pludselig farer alle vegne og frygter situationer, der tidligere var en helt naturlig del af hverdagen. Vi bliver optaget af at spænde sikkerhedsselen korrekt, holder ekstra godt fast i børnene på badebroen og bekymrer os irrationelt meget, hvis der går længere tid, før vi får svar på en sms. Katastrofetankerne er meget menneskelige ~ og har en biologisk forklaring. Sorgen påvirker vores hjerne.

Når sorgens mørke er tættest, kan det være svært at forestille sig nogensinde at grine igen. Sådan helt ned i maven. Det er som om verden får et gråt filter. Det er meget menneskeligt at være så opslugt af sorgen, at vi smelter sammen med den og oplever en distance til livet. Men ligesom sorgen og mørket er en del af livet, er glæden og lyset også. For at give plads til det, kan det være hjælpsomt at arbejde med den følelsesmæssige balance.

Jeg oplever desværre nogle gange, at sorg bliver gjort forkert i spirituelle fællesskaber. Der er ikke plads til tyngden, fortvivlelsen, vreden, den indre uro og ængsteligheden, som ofte også er en del af sorgen. Den kategori af følelser har mindre værdi end de lette og lyse. De bliver bevidst fravalgt i bestræbelsen på evig indre ro og balance.

Når vi mister, vil vi ofte opleve ikke bare et, men flere traumer. Det hørte jeg fornyeligt Lotus Turell sige i en bisætning i en podcast med Det Nationale Sorgcenter. Det resonerede dybt i mig. Selve dødsfaldet er næsten altid ~ uanset om det er efter længere tids sygdom eller ved en pludselig ulykke ~ et traume. Men ofte vil der være flere traumer relateret til tabet. Det kan være i forbindelse med genforhandlingen af relationer i vores nærmeste familie, oplevelsen af manglende støtte og forståelse for sorgen blandt vores nærmeste eller et system, der svigter.

Det vigtigste, døden har lært mig om livet, er, at det skal leves. Lige nu. Det har taget mig mange år at læse den læring i asken fra mine døde. Jeg mistede min far som 9-årig og oplevede ikke at have hverken rum eller sprog for sorgen. I mine teenageår viste sorgen sig som fastlåsninger i krop og sind. Sorgen sætter sine spor, selv når vi ikke er bevidst om det. Som voksen fandt jeg den støtte, jeg ikke havde oplevet som barn. Jeg lærte at være med smerten over alt det, min far ikke var der til at bevidne og opleve sammen med mig ~ og at se den livgivende læring, der også er i visheden om, at vi alle skal dø.

Jeg ved ikke, hvor sætningen stammer fra, men jeg har hørt den mange gange. Den er spændende og får mig til at tænke på den engelske læge og psykoanalytiker John Bowlbys syn på sorg. I 1980 videreudviklede han Freuds sorgteori med fokus på, at tilknytningen til den afdøde er afgørende for sorgreaktionen. Hvis man mister en, man er tæt knyttet til, skal den indre repræsentation af vedkommende reorganiseres. Kærligheden skal have en anden retning, et andet hjem end den fysiske krop, det levende menneske, der før var, og som vi elskede.

Det, der vækker de døde til live, er ofte duften af deres shampoo, deres yndlingsmusik eller lyset, der falder, præcis som dengang I sad dér og havde den samtale. På et splitsekund bliver du sendt tilbage i tiden af en duft, en lyd, en smag, et billede.

Jeg meget optaget af kroppen og nervesystemet i sorgarbejdet for tiden. Jeg har selv mærket, hvordan min insisteren på at forstå sorgen kognitivt har efterladt mig med en følelse af fastlåsthed, mens det at opleve og bevæge mig med sorgen kropsligt har givet en anden forløsning. Det har været min vej til regulering.

Det ydre skifte fra byens snævre gader og evige summen til de bølgende marker, skoven og søen har også ændret mit indre landskab. Jeg oftere ser horisonten, når jeg bevæger mig i mine ydre omgivelser, og er blevet bedre til at se det større perspektiv i mit indre liv. Jeg mærker en større ro, bevæger mig mere smidigt med bølgerne i livet. Istidslandskabet uden for min hoveddør er min spejling og min støtte. Derfor resonerer det dybt i mig, når terapeut og forfatter Den Dana i sin beskrivelse af Polyvagal teorien arbejder med at udforske de indre landskaber.

Jeg har og har haft mange mennesker i forløb, som er sygemeldt. Med stress. Ikke sorg. De fleste har mistet for 2-7 år siden og har kun haft en kort periode væk fra arbejde, studieliv og hverdag efter tabet. For nogle er det en fødsel, et jobskifte eller en tredje begivenhed, der udløser stress-sygemeldingen. For andre har det indre alarmsystem “bare” været aktiveret så længe, at det nu er blevet umuligt at leve med.

Lige efter et dødsfald bliver 90 procent af din fysiologiske energi brugt på sorgen. Når en vigtig person i dit liv pludselig ikke er mere, forandres verden. Omstillingen tager tid og energi. Derfor er grænsesætning et vigtigt element i sorgarbejdet.

“Ud fra en standard definition er sorg en reaktion på dødsfald, der involvere både psykologiske og kropslige erfaringer, men ofte ignoreres den kropslige del af både forskere og praktikere inden for thanatologien (læren om døden).” Sådan skriver Svend Brinkmann i Det sørgende dyr. Han har dedikeret et helt kapitel til kroppen i sorgen og sorgen i kroppen. Jeg jublede, da jeg læste det. I min rejse med sorgen har jeg mærket, hvordan sorgen på trods af år med samtaleterapi fortsat har føltes fastlåst. En vigtig del af min heling har været at komme ned i kroppen, bevæge mig med sorgen.

Sorg kommer i bølger ~ den udvikler sig ikke lineært eller i faser. Alt for længe har Freuds fokus på, at den sørgende må frigøre sig selv og sin energi fra den afdøde haft betydning for sorgarbejdet i den vestlige verden. Kombineret med Elisabeth Kübler-Ross’ beskrivelse af fem følelsesmæssige faser, som fejlagtigt er er blevet fortolket som faser i et sorgforløb. Faserne (benægtelse, forhandling, vrede, depression og accept) er oprindeligt Kübler-Ross beskrivelse af de følelser, som mange uhelbredeligt syge gennemlever i tiden, fra de får diagnosen, og indtil de dør.

Når vi oplever sorg, reagerer kroppen på mange måder ligesom under stress. Vores sympatiske nervesystem aktiveres. Uanset om vi mister pludseligt eller efter lang tids sygdom, forandrer verden sig for altid, når en elsket dør. Vi bliver efterladt med et øget indre alarmberedskab og et forhøjet energiniveau. I den første tid øges udskillelsen af adrenalin, noradrenalin og kortisol. Det gør os i stand til at håndtere svære beslutninger og for eksempel få ordnet den nødvendige praktik omkring et dødsfald. Det gør os også i stand til at bedøve følelser som ulykkelighed, angst og meningsløshed i en periode. I stedet kommer sorgen hos mange til udtryk som nedsat appetit, søvnløshed, hovedpine og andre velkendte stressrelaterede symptomer.

Ingen ord kan gøre smerten mindre, når vi mister en elsket. Så hvad siger man til en sorgramte? Efter bedste evner fisker vi noget op fra kassen med klicheer. Min erfaring er desværre, at de ofte efterlader den sørgende med en større oplevelse af ensomhed og distance til omverdenen.

Når vi oplever sorg og psykisk smerte, har vi brug for at berolige vores nervesystem, følelser og tanker. Mange af de mennesker, jeg møder i mit arbejde, har en forventning eller et håb om, at nogle udefra kommer med den forståelse og medfølelse, de længes efter. Og det er vidunderligt, når nogen formår at favne os lige der. Men det er også vigtigt at kunne give sig selv den omsorg.