I dag er det 26 år siden, min far døde. Jeg har ligget vågen det mest af natten, tænkt på ham og på alt det sorgen har gjort ved mig. Mest den smertefulde del. Nu sidder jeg her på en bænk på assistentens, tænker på de gode minder og det positive, sorgen også har skabt i mig ~ og på et digt af Rumi

Glædeligt forårsjævndøgn! Fra i morgen er dagen igen længere end natten. Jeg har glædet mig til flere lyse timer og har allerede en masse projekter, jeg gerne vil i gang med. Sådan er det om foråret - og særligt på solskinsdage som i går. Når alting springer ud udenfor, så mærker jeg også en lyst til at springe ud og som Ronja Røverdatter skrige min vision ud til verden. Kender du det?

For snart 10 år siden sad jeg modløs i stolen over for min første rigtig gode terapeut og brokkede mig over, hvor svært det var, det der med kærligheden. Hun trak en slidt bog ud af sin overfyldte reol og lagde den i mit skød. Kærlighedens fem sprog, stod der på den blå-lilla forside med et billede af en kvinde og en mand i en robåd på vej mod solnedgangen. Det var nu ikke kun den slags kærlighed, jeg syntes, var svær. Det var også kærligheden i min første familie - den til min mor, mine søstre og for den sags skyld også til mine venner. Jeg fik lov at låne bogen med hjem og har siden erhvervet mig en selv. Det er nemlig ikke uden grund, at den amerikanske parterapeut Gary Chapmans bog er blevet en bestseller, og til en terapisession med en modig mand i sidste uge hev jeg den selv frem (dog ikke fysisk).

Vrede er et ømt emne i min branche. Scroller jeg ned gennem Instagram er en vred yogi, terapeut eller spirituel en sjældenhed. Som regel gør vi - for ja, jeg er også en del af det - en dyd ud af at virke smilende, afbalancerede og i balance. Og vrede er tilsyneladende ikke en del af det billede. Eller er det?

Du har sikkert allerede dine egne. Uanset om du ved det eller ej. Ritualer sniger sig helt naturligt ind i vores hverdag. Som en bestemt måde at tilberede og drikke din kaffe på eller den særlige serie af handlinger, du laver i badet eller foran spejlet hver morgen. Men få af os er bevidste om hvilken kraftfuld rolle vores ritualer spiller i vores hverdag - særligt hvis vi samles om dem.

Kræftens Bekæmpelse offentliggør i dag den største danske undersøgelse indtil videre om børn og sorg. Resultatet ser sort ud - men der er lys i mørket. Forskerne har fulgt 1.5 mio danske børn, som alle har mistet far eller mor, inden de blev 18 år. Resultatet viser, at sorgen trækker spor langt ind i voksenlivet. Færre gennemfører en uddannelser og flere bliver skilt. Undersøgelsen peger også på, at der går tid, før tabet for alvor går op for børnene, og på det tidspunkt er dødsfaldet blevet fjernt for lærere og andre omkring børnene. Men hvis ikke skolen og andre professionelle omkring barnet ser, møder og anerkender sorgen, afhænger meget af den levende forældres overskud til at rumme barnets sorg oveni sin egen.

Der var en gang, hvor vi troede, at sorgen kunne opdeles i 4 faser, som vi skulle gennemleve, og så var vi ligesom ovre sorgen. Dengang mistede børn og unge også deres forældre, og de lever stadig med sorgen. Vi kom ikke over sorgen. Ja, jeg skriver vi, for jeg var en af de børn. En af børnene fra de glemte generationer i sorgarbejdet - og jeg følte mig glemt langt op i mit voksenliv.

Sorg er kompleks og både følelsesmæssig, kognitiv, fysisk og eksistentiel oplevelse. Studier viser at sorg både kan forårsage lidelse, der minder om hjertetilfælde, stress og PTSD. Når vi oplever tab, chok eller traumer bliver den del af hjernen, som vi kalder amygdala nemlig aktiveret. Det er nervesystemets alarmsystem, som beder os enten flygte, fryser eller kæmpe - og altså får mange af os til enten at flygte fra den psykiske smerte i sorgen, fastholde det frygtelige i tabet eller bekæmpe uretfærdigheden i, at vi har mistet. Når jeg ser tilbage på min sorgprocess, så var det en blanding af det hele. Jeg kunne hverken rumme de tanker, følelser eller fysiske smerter, som sorgen bar med sig - og derfor kunne er heller ikke heale.