De glemte generationer i sorgarbejdet
Der var en gang, hvor vi troede, at sorgen kunne opdeles i 4 faser, som vi skulle gennemleve, og så var vi ligesom ovre sorgen. Dengang mistede børn og unge også deres forældre, og de lever stadig med sorgen. Vi kom ikke over sorgen. Ja, jeg skriver vi, for jeg var en af de børn. En af børnene fra de glemte generationer i sorgarbejdet - og jeg følte mig glemt langt op i mit voksenliv.
I dag vrimler det med sorggrupper til børn og unge. Organisationer som Børn, Unge og Sorg og Kræftens Bekæmpelse har sat sorgen på den offentlige dagsorden, og Frueds fasetænkning er skiftet ud med tosporsmodellen (som taler sorg i konstant og kompleks udvikling hele livet igennem) indenfor sorgarbejde og sorgterapi. Det er rigtig godt. Men vi er stadig nogle, der bliver glemt. For der er nærmest ingen sorggrupper for voksne, der mistede far eller mor for mange år siden, men stadig lever med sorgen.
“Du skal være under 28 år" eller “du skal have mistet inden for de seneste år” lyder nogle af afvisningerne, hvis en voksen med et sorgfuldt barn indeni ringer for at høre, om der ikke også er en sorggruppe til ham eller hende. Men det er der ikke. I stedet kan de betale sig fra terapi, ligesom jeg selv har gjort.
Jeg mistede min far til kræft som niårig. Jeg var den ældste af tre søstre, hvoraf den yngste kun var 14 dage gammel, da min far pludselig døde, og min mor var alene med os alle tre. Der var ikke meget plads til sorgen. I skolen følte jeg mig misforstået, og i fritiden havde jeg allermest lyst til at flygte fra det hele og gemme mig og alle mine besværlige følelser væk. I teenageårerne udviklede det evige forsøg på at kontrollere følelserne sig til en spiseforstyrrelse, og da den tvang mig i behandling, var der ingen, der talte om sorg. (Hele den historie kan du læse mere om i bogen Vis mig dine tårer - til dig, der har mistet far eller mor)
I bagklogskabens klare lys synes sammenhængen klart og tydeligt, ligesom skriget om hjælp dengang var. Men det blev ikke forstået, og det har kostet mig mange timer hos terapeuter og selvudviklingskurser selv at blive klog på mine følelsesmæssige mekanismer, og hvad de har betydet for mig. Også langt ind i voksenlivet.
Jeg var været heldig at møde andre, der også har mistet far eller mor i deres barndom og ungdom. Jeg ville selvfølgelig til hver en tid ønske for dem, at de stadig havde deres forældre. Men alligevel føler jeg mig heldig, fordi det har haft uvurderlig stor betydning for mig at kunne dele mine oplevelser, følelser og dyrekøbte erfaringer med andre, som selv har mistet og forstår sorgen indefra. Vi heler de psykiske sår, når vi deler.
Det er derfor sorggrupperne er så vigtige. Også for de glemte generationer i sorgarbejdet. Dem, der voksede op under Freuds fasetænkning og inden sorggrupperne blev til. Dem, de andre ikke forstod i skolen, fordi de bar på en anden livserfaring og alvor. Dem, der stadig kæmper med at leve fredfyldt med sorgen - og som måske stadig oplever den med fornyet kraft, for eksempel når de selv bliver forældre.
Dem - os - mangler der også sorggrupper til. Og som Gandhi vist sagde engang, så må vi selv skabe den forandring, vi ønsker i verden. Derfor starter jeg to sorggrupper til voksne, der har mistet far, mor eller et andet nært familiemedlem i løbet af deres barndom eller ungdom og ikke passer ind i de gængse sorggrupper. Den ene er i København, den anden i Århus. Begge begynder i januar og strækker sig over 8 gange henover foråret. Læs mere og tilmeld dig her - eller giv tilbuddet videre til en, du ved har brug for det. Det er aldrig for sent at begynde at møde sin sorg med accept og kærlighed, så den kan transformeres til livskraft, nærvær og dybtfølt forbindelse.