Skyggearbejde i sorgen

Skyggerne fra de generationer, der kom før os, fylder en del i mit terapirum for tiden. Særligt skyggerne fra dem, der var, men ikke er fysisk længere. Det har givet mig lyst til at dele lidt om skyggearbejde her. Måske det resonerer med flere derude.

Første gang jeg selv mødte skyggearbejdet var på en coachuddannelse for mere end 10 år siden. Det centrede sig om at udforske og integrere de sider af os selv, som vi fornægter, benægter eller undertrykker. De mørke skygger, vi dømmer andre for, men ikke står ved i os selv. De lyse skygger, som vi hylder andre for, men ikke spotter i os selv. Siden har jeg erfaret, at de skygger, der strækker sig længst og mest insisterende ofte kommer fra dem, vi har haft allertættest på.

Når mor eller far dør, svæver skygger pludselig frit. De bliver tydeligere, mens konturerne af det hele og mangefacetterede menneske, vi har mistet, måske langsomt udviskes. Ofte er det støttende at gå på opdagelse i, hvor vi ligner den eller dem, vi har mistet. På godt og ondt.

• Hvilke kvaliteter og væremåder beundrede du ham eller hende for, som du også ser hos dig selv?

• Hvad dømte du ham eller hende for, som du også ser hos dig selv?

Skriv ned i en notesbog og tilføj gerne løbende. Måske du skriver specifikke episoder ned, som du husker, uddyber og folder ud. Overvej også hvilke værdier eller væremåder, der var dominerende i din barndom ~ både hos din mor og din far og resten sf familien ~ og hvilke af disse, du gerne vil gøre til en del af dine (potentielle) børns barndom, og hvilke du ikke vil tage med dig videre.

Min erfaring er, at når vi får foldet skyggerne ud, taget ansvar for, hvad der er vores og givet resten plads, så flyder minderne friere igen. Essensen af den eller dem, vi har mistet, bliver måske igen tydeligere. Sorgen mere ren.