Det er i pauserne, miraklerne sker
Jeg sidder i toget og prøver at samle mig om at skrive noget om pauser, og hvorfor de er så vigtige at værne om i hverdagen. Utallige undersøgelser viser, at hvis vi dagligt tager os tid til at hvile, meditere, være, så er gevinsterne mange:
Vi øger vores følelsesmæssige stabilitet
Reducerer stress og angst
Styrker vores koncentrationsevne og impulskontrol
Øger empati og sanselighed
Forbedre søvn
Øger vores mentale kapacitet
Lindrer fysisk ubehag og smerter
Styrker immunforsvaret
For blot at nævne noget. Jeg løfter blikket i stilkupeen og ser, at også mine medpassagere forsøger at udnytte transporttiden. En taster hårdt og hurtigt på sin MacBook. Nogle læser, flere har headset på imens. Kun en enkelt mand ser morgendisen løfte sig fra markerne udenfor, mens vi bevæger os tættere på storbyen. Han trommer med pegefingeren på sit lår.
Jeg lægger mobilen fra mig. Lukke øjnene. Hvorfor er det så svært at værne om de pauser. Selv dem, der opstår naturligt. Som her i toget. Jeg husker, hvordan jeg tidligere elskede at køre i tog. Se verden glide sagte forbi udenfor. Intet skulle.
Måske er det svært, fordi vi lever i et præstationssamfund, hvor vi er vænnet til hele tiden at skulle være igang. Med noget. Gøre. Måske er det svært, fordi vi kropsligt forbinder stilstand med fare. Det autonome nervesystems mest fundamentale forsvar er stilstand. Kollaps. Kroppens sidste forsøg på overlevelse er at spille død. Måske vi ubevidst forbinder stilstand med netop det, døden. Hvem er vi, hvis vi ikke præstere?
Men stilstand er ikke død. Stilstand kan for os mennesker også være forbundet med nydelse og nærvær. Muligheden for at mærke forbindelsen til os selv, hinanden og livet. Det skyldes, at vi kan producere og optage oxytocin. Det mindede Line Tolshave mig fornyligt om ved at udfolde en morgen med sin toårige gennem polyvagal teorien.
Oxytocin kaldes også kærlighedshormonet, og måske forbinder vi det mest med graviditet, fødsel og den første tid med et nyt lille menneske. Måske fordi det er et af de eneste tidspunkter, hvor det er samfundsmæssigt acceptabelt at skrue helt ned for tempoet og overgive sig til lange dage med nærvær, kys og kram, som blandt andet udløser hormonet. Men vi har også brug for det i andre livsfaser. I mødet med døden. I sorgen. I helingen. Oxytocin giver en følelse af lykke og velvære, og det har stor betydning for, om vi som mennesker er i stand til at knytte bånd og opleve forbindelse til hinanden.
Flere studier peger på, at oxytocin ikke kun udløses i en romantisk relation, men også af berøring og forlænget øjenkontakt. Men vi lever i en tid, hvor vi ofte kigger mere på vores skærme end hinanden. Vi lever med urolige nervesystemer. Den rastløshed, der gør, at vi finder større tryghed i at læse bog og lytte podcast på samme tid i toget, tror jeg, er en forsvarsmekanisme. Det gør ondt at mærke os selv igen, når vi lidt for længe har levet i præstationsræset og ikke dvælet ved morgendisen.
Jeg øver mig i at værne om hverdagens pauser. Kigge ud af vinduet i toget. Bevæge mig langsomt gennem skoven uden anden lyd end vinden i træerne. Meditere. Sidde lidt længere med mine døtre på skødet ved morgenbordet. Prioritere selv at komme til kropsterapi. Blive lidt længere i omfavnelsen med en veninde, jeg ikke har set længe.