Modet til det langsommelige sorgarbejde

Sorg er en kompleks størrelse. Vi påvirkes både psykisk, fysisk og ~ mærker jeg ~ sjæleligt, når vi mister en betydningsfuld person. Mange af sorgens facetter er ikke synlige for vores omgivelser. Af og til ingen gang for os selv.

Det kræver mod og nærvær at være bevidst om dem og anerkende, hvordan sorg bliver ved med at påvirke vores tilstedeværelse i os selv, i vores relationer og livet. Også mange år efter tabet.

I denne tid har jeg så mange fine møder med kvinder, som kom hos mig med sorg eller ventesorg for 3, 4 og 5 år siden. Vi mødes i det, der var, og det, der er nu. Det, der bevæger sig, når vi tør være med begge dele. Sanse ind i det på flere planer.

Jeg er dybt ydmyg og taknemmelig for muligheden for at bevidne langsommeligheden i sorgarbejdet. Hvordan nye indre landskaber og muligheder bliver synlige over lang tid. Forsvinder, forandrer sig og bliver synlige igen. I dag mærkede jeg det selv tydeligere end længe på briksen til en demonstration på TIK uddannelsen.

Disse ord kommer i forlængelse af den oplevelse. Som en påmindelse til mig selv om, at min sorg og heling ikke skal foregå i et bestemt tempo, ikke se ud på en bestemt måde, ikke være en lineær proces. Måske du også har brug for den påmindelse.