Det, du kalder kontrol, er ofte beskyttelse
Kontrol. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange det har været et tema for mig i terapier, kropsligt arbejde og ambulant behandling på OUH engang tilbage i noget, der føltes som et andet liv, i hvert fald en anden krop.
Jeg blev mindet om det, da vi i sidste uge var på kasernen i Nymindegab. I fem dage spiste vi ved lange borde af store buffeter med mad, jeg ikke selv havde bestemt mig for at spise, ikke vidste hvordan var tilberedt og af hvilke råvarer. Sidst jeg spiste i sådan en setting flere dage i træk, havde jeg en voldsom spiseforstyrrelse.
Mit behov for at kontrollere, hvad jeg spiste, var en måde at holde sammen på mig selv efter min fars død, svære teenageår og en overvældende følelse af ensom. Når jeg skulle passe ind i andres skemaer og madplaner, var det klart værst.
Prægningen bor stadig i mig. Jeg vil helst gro min mad selv og vide præcis, hvor de køer, jeg spiser eller drikker mælk fra, har græsset. Men ugen på kasernen viste mig, at mit behov for beskyttelse er helt anderledes nu, end det var dengang. Mit system er meget mere fleksibelt. Jeg er blødere. Uden på og inden i.
Det er ikke sket, fordi den lange række af velmenende læger, psykologer og kropsterapeuter har presset på tilstrækkelig længe, så jeg endelig slap kontrollen. Det er sket, fordi jeg langsomt begyndte at føle mig tryg nok til at tage livet ind, fordøje og mæke igen.
I et traumeinformeret perspektiv er kontrol en strategi, ikke et karaktertræk. Det er et intelligent forsøg fra nervesystemet på at skabe forudsigelighed i en verden, der på et tidspunkt har føltes for uforudsigelig, for overvældende og uden den nødvendige støtte. Kontrol er en form for kropslig organisering.
Den indre spænding, der opstår, når vi mærker, at vi mister kontrollen, skal ikke slippes. Kontrollen gør det i nogle tilfælde muligt at fungere i perioder, hvor der ikke er den rette ydre støtte og mulighed for regulering på anden vis.
Den kan komme til udtryk som spiseforstyrrelse eller anden form for selvskade. Men det kan også være et behov for planlægge ferien med i mindste detalje eller altid at præstere over middel.
Når vi arbejder traumeinformeret med kontrollen, undersøger vi sammen, hvad kontrollen beskytter og skaber langsomt nye erfaringer i kroppen, så der gradvist kan opstå mere tryghed, kontakt og fleksibilitet.