Skal sommeren være din invitation til at komme hjem til dig selv?

Sommerferien nærmer sig. Og måske mærker du det allerede. Du er træt på en måde, søvn ikke helt kan reparere. Mens du jonglerer madpakker, ferieplaner, vasketøj og alle andres behov, længes du efter den der dybe ro. En dag for dig selv på et blødt, blomstret vattæppe under en trækrone med en bog, en skål bær og ingen, absolut ingen forstyrrelser.

En del af dig dømmer den længsel som forkert. Du burde jo glæde dig til ferie med børnene, nyde at planlægge udflugter ud i det danske sommerland eller længere syd på. Nogle gange forveksler vi det drive med livskraft og kærlighed til vores nærmeste.

Men for mange mødre er drivkraften blevet formet af et nervesystem, der har været på overarbejde længe. En krop, der har båret på et stort ansvar ~ også for noget, der ikke var vores til at begynde med. En mental evne til at tilsidesætte egne behov for at få hverdagen til at hænge sammen og holde fast i følelsen af at høre til.

Når kroppen begynder at føle sig mere tryg, kan det føles som om, vi mister noget. Vi kan ikke længere presse os selv på samme måde. Vi bliver mere berørte. Mere trætte. Mere opmærksomme på vores ege grænser.

Det kan føles som om, vi mister drivkraften. Og det kan være skræmmende.

Men måske er det ikke et tegn på, at du er blevet mindre robust, mindre motiveret eller bare ældre. Måsker er det et tegn på, at du er på vej hjem til dig selv. Måske er det ikke kun dig, der har glæde af at navigere efter det, du mærker, og ikke efter det, du tror, du og familien skal. Måske er lige præcis dét at navigere indefra det mest værdifulde, vi kan give vores børn med videre. Ved at mødre ved eksempel.

At skrive de her ord føles som at nedfælde en indre dialog, jeg har haft en del på det seneste. Også en samtale, jeg har haft med flere af de kvinder og mødre, der har været forbi min briks denne måned.

Når vi ikke længere er drevet af indgroede alarmklokker, så ser livet mere simpelt ud. Vi kan mærke vores rytme, vores behov og vores lyster. Vi mærker vores livskraft, men måske på en ny måde. En måde, der ikke er forbundet med at skulle præstere, men med tillid til, at det, du mærker er sandt. At sommeren ikke er endnu en opgave, du skal præstere dig igennem, men en invitation til at mærke dig selv og navigere efter det, du mærker.

Genkender du?