mørkning

En rejse gennem mørket ~ og hjem til det, der sandt for dig. Vi følges fra efterårsjævndøgn til forårsjævndøgn gennem online sessioner, bevægelsespraksisser, meditationer, interospektive skriveøvelser og søsterskab.

Længslen efter at leve mere frit og forbundet bliver sjældent forløst på en lyserød sky. Nej, det er ofte i mørket, vi finder hjem i vores eget lys. I dybet under tilpasningsstrategier og en tempofyldt hverdag kan vi nærme os dét sandere jeg. Kaste lys på det, vi har fortrængt, og danse med skyggerne.

Mørkning er en invitation til netop det.

Gennem seks måneder følger vi årets bevægelse fra efterårsjævndøgn til forårsjævndøgn. Vi lader naturens rytme minde os om, at mørket ikke er noget, der skal overvindes, men et sted, hvor noget væsentligt kan få lov at vise sig. Vi møder det, vi har lært at skjule. De indre børn, vi har gjort tavse. De dele af os selv, der stadig venter på at blive set, rummet og levet.

Med støtte fra skyggearbejde, kropslige praksisser, nervesystemforståelse, meditation og refleksion bevæger vi os nænsomt gennem mørket. Ikke for at fikse os selv, men for at blive mere hele. I et tempo, hvor kroppen kan følge med.

Som mørket bliver tættere, dvæler vi ved, hvordan vi sammen skaber et trygt rum. Giver plads til det, der før har forhindret os hver især i at høre til i et fællesskab med alt, hvad vi er. Udforsker de beskyttelseslag, vi har båret med os, og lytter til skyggernes visdom. På årets mørkeste dage opøver vi sammen og hver for sig kapaciteten til at hvile i det ukendte, i ubehaget. Vi genbeboer kroppen, genfinder det sted i os, hvor alting altid er såre godt, og vækker livsgnisten. Når lyset og fuglene kommer igen, træder vi ud i livet påny. Frie og forbundne til os selv, vores relationer og livet.

  • Jeg opsøgte Ditte, på et tidspunkt i mit liv hvor jeg ikke kunne skelne mellem sorg, kaos og livskrise. Hvor jeg følte det ikke var nok at tale mere, der skulle kropslige, håndgribelige og alternative metoder til at hjælpe mig. Jeg mærkede meget hurtigt, at Ditte rummede det hele og kunne holde mig. Hun hjalp mig med at forstå, at sorgen havde rødder helt tilbage til nogle gamle ting og støttede mig gennem en langt dybere proces, end jeg havde forestillet mig,

    Darshika

  • At begynde i forløb hos Ditte var noget af det bedste, jeg har gjort under min barsel. Ditte formår (også online) at skabe et rum med plads til alle de følelser, der følger med at være mor og pludselig ikke kunne læne sig ind i de strategier, der virkede før. Sessionerne efterlod mig både mere afslappet og glad og fyldt med energi. Hun er enormt dygtig til at lytte bagom ordene og inviterer til at bruge moderskabet som en portal til at møde sig selv fra et kærligere sted

    Cecilie

  • Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi turde håbe på at stå her i dag. At jeg med blyvest, ensomhed og ked-af-det-hed skulle kunne få overtaget ved at lytte, mærke og turde. Det er vildt rørende for mig, og jeg kan næsten ikke tro, at jeg har været så heldig at få så mange fine gaver med fra vores møder. Jeg mærker efter. Jeg lytter til min krop. Jeg vælger at stå alene, og jeg vælger at invitere ind. Og jeg vælger hvornår. Ensomheden er blevet meget mindre, og jeg mærker særligt forbindelsen til min egen lille familie stærkt,

    Sanne

  • Jeg kan på alle måder anbefale et forløb med Ditte. Det har været en stor støtte for mig, at læne mig ind i det rummende og varme rum, som hun skaber på smukkeste vis. Et rum, hvor man altid bliver mindet om, at man har lov til at have det lige som man har det. En kærlig, varm hånd, der bogstaveligt talt holder, og samtidig gode, reflekterende spørgsmål, der støtter mig i selv at mærke, hvad der er sandt for mig

    Mia

Min praksis

Min tilgang er somatisk, traumeinformeret og holistisk. Jeg arbejder med stor opmærksomhed på, at tryghed er forudsætningen for forandring. Vi kan ikke forløse fastlåste tilstande hverken kropsligt, følelsesmæssigt eller kognitiv, hvis vi ikke føler os trygge. Det gælder selvfølgelig også i relationen mellem klient og terapeut. Jeg gør mig umage med at skabe trygge rammer omkring mine forløb ~ også når vi mødes online.

Jeg har faciliteret gruppeforløb siden 2013 som blandt andet socialpædagogisk projektleder, højskolelærer, sorgruppeleder, mødregruppefacilitator, kropsterapeut og yogalærer.

Mit faglige fundament hviler på den traumeinformerede tilgang med udgangspunkt i blandt andre Stephen Porges’ Polyvagal teori, Peter A Levines Somatic Experiencing og Gabor Matés sygdomsforståelse samt elementer fra psykoterapien, kognitiv coaching, Acceptance and Commitment Terapi, Internal Family Systems og principper fra mindfulness, somatisk bevægelse og yoga. Du kan læse mere om min baggrund her.

forløbets fundament & indhold

Hver måned inviteres du ind i et nyt landskab. Et sted, hvor du kan sætte tempoet ned og lytte efter det, der bevæger sig under hverdagens støj.

Et månedligt online kald

Vi mødes online og åbner månedens tema gennem nærvær, undervisning og fælles refleksion. Der er plads til at dele det, der fylder, og til blot at bevidne andres erfaringer. Du behøver ikke komme med svar. Kun med dig selv.

En månedlig bevægelsespraksis

Hver måneden støttes du af en kropslig praksis (video), du kan vende tilbage til igen og igen. Sirligt sammensatte bevægelser, som støtter dig i at fordybe dig i månedens tema og møde dybere lag af dig selv. Bevægelsespraksissen tager udgangspunkt i somatisk og traumeinformeret yoga.

En månedlig guidet meditaiton

Hver måned modtager en guidet meditationer (lydfil), som inviterer til nervesystemsregulering, selvmedfølelse og kontakt til de dele af dig, som længes efter at blive mødt mere kærligt. Brug meditationerne som små åndehuller, hvor du kan øve dig i at blive hos det, der er levende lige nu ~ uden at skulle ændre noget.

En månedlig interospektiv skriveøvelse

Som aflsutning på hvert tema modtager du en interospektiv skriveøvelse (tekst) med refleksionsspørgsmål, der støtter dig i at beskrive og bevidne dig egen proces. Som en stille samtale med dig selv. Et sted, hvor skyggens stemmer, dine længsler og det, der ønsker at få form i dit liv, kan træde tydeligere frem.

En månedlig sjælesøster og et online fællesskab

Hver måned bliver du inviteret til ugentligt at dele med en anden kvinde fra forløbet. Sammen kan I gå på opdagelse måneds tema og de praksisser, der følger med. I inviteres til at dele, hvad det vækker i jer hver især, og dele for at hele. Samtidig har hele gruppen en lukket oase, hvor du kan dele det, du har lyst til, med resten af gruppen og stille spørgsmål til mig undervejs.

Mørkning er for dig, der…

  • længes efter at leve mindre tilpasser og mere autentisk

  • er træt af at gøre dig fortjent til følelsen af at være nok

  • ønsker at forstå dine mønstre og møde dig selv mere kærligt

  • vil skabe et tryggere forhold til din krop og dit nervesystem

  • mærker, at noget derinde i mørket kalder på opmærksomhed ~ også selvom du endnu ikke har ord for det

  • savner et fællesskab, hvor der er plads til at dele det hele og måske særligt det svære, sårbare og uafsluttede

Mørkning er en praksis i at blive hos dig selv. I kroppen. Med længslen. I det, der gør ondt. Også dér, hvor du tidligere er flygtet, har lukket ned eller dulmet.

Sammen øver vi os i at stå i mørket længe nok til, at øjnene vænner sig til det, og vi opdager alt det lys, der gemmer sig i det, vi troede, vi skulle skjule. En rejse hjem. Langsomt og nænsomt.

mørkning, måned for måned

Efterårsjævndøgn · Tærsklen

Alting har sin begyndelse. Et øjeblik, hvor du standser længe nok til at mærke, hvor du står. Hvad du længes efter. Hvad der kalder på din opmærksomhed.

Vi undersøger det, der hidtil har været for svært, for sårbart eller for uvant at mærke. Deler og spejlger med blik for nuancerne. Der er intet lys uden mørke, og intet mørke uden lys. Samtidig skaber vi et fundament af tryghed gennem forståelse for nervesystemet, kroppens egne rytmer og det at være en i en gruppe.

Før vi går dybere, øver vi os i at finde hjem i os selv og blive der. Også når vi er sammen med andre.

Oktober · Maskefald

Der er måder at være i verden på, som engang hjalp os med at høre til. Den søde. Den stærke. Den omsorgsfulde. Den, der klarer alting selv. Vi kender dem alle sammen.

I denne måned møder vi vores indre beskyttere, vores masker, vores overlevelsesstrategier. Vi møder dem med nysgerrighed og visheden om, at de er der af en årsag. Vi lytter til deres intention og undersøger, hvad de har kostet os ~ og hvad der bliver muligt, når vi ikke længere er fuldstændig identificerede med dem.

November · Skyggens stemmer

Under det, vi helst vil skjule, lever ofte noget dyrebart. Skammen kan skygge for en længsel. Vrede kan beskytte sårbare grænser. Misundelse kan pege mod det, vi savner allermest.

Vi øver os i at blive hos det følelsesmæssigt intense uden at drukne i det. At bevæge os mellem ressource og sårbarhed. At lytte efter skyggens visdom.

Hvad forsøger disse stemmer egentlig at fortælle? Kan du favne det på ny? Med tillid frem for frygt?

Vintersolhverv · Hvile og overgivelse

Midt i mørket møder vi stilheden. Det sted, hvor vi ikke længere kan presse os videre med viljens kraft.

Her undersøger vi vores forhold til kontrol, perfektionisme og frygten for stilhed. Vi øver os i at lade hvile være noget, vi er værdige til ~ ikke noget, vi skal gøre os fortjent til.

Måske er overgivelse ikke at give op. Måske er det at lade sig blive holdt for en stund.

januar · den hvide tid

Årets første måned bliver ofte beskrevet som en blank side. Den første i et nyt kapitel. At være med det hvide, det blanke, det sted, mellemrummet mellem fortid og fremtid, det er det, vi undersøger denne måned.

At kunne stå lige her, lige nu, tilstede i kroppen og uden at trække på gamle historier eller drømme os ind i en ny fremtid. Dét er kunsten denne måned. En kunst, der sjældent bliver hyldet i et tempofyldt præstationssamfund, men et vigtigt mellemrum, hvis vi vil være fuldt og helt tilstede i livet.

februar · livsgnisten

Langsomt vender lyset tilbage. Noget vågner. Efter hvilen begynder vi at genopdage vores kraft. Ikke den kraft, der overpræsterer eller presser sig frem, men den, der udspringer af kontakt med det, vi virkelig værdsætter.

Vi undersøger frygten for synlighed, ansvar og egen styrke. Spørger: Hvad navigerer jeg efter? Hvad giver jeg mit fulde ja? Hvem er jeg, når jeg er allermest sand mod mig selv?

forårsjævndøgn · Spiring

Foråret bryder ikke gennem den mørke muld med jævndøgnet. Det spirer i sit eget tempo. Lige sådan kulminerer vores tid sammen ikke med et løfte om evigt solskin i et pletfrit sind. Mørkning er en invitation til at være med alt, hvad livet rummer. Lyset og mørket. Udvidelsen og sammentrækningen. Det er i penduleringen mellem polerne, vi mærker livets skønhed.

Essensen er at kunne leve mere indefra;

  • At turde blive set, også når det indebærer risikoen for ikke længere at passe ind alle steder.

  • At omsætte dine værdier til små, konkrete handlinger.

  • At give dig selv de løfter, du længes efter at kunne stole på.

  • At træde ud i lyset med en dybere forankring i den, du er.

Praktisk

Vi mødes online følgende mandage kl. 19-21;
21/9, 19/10, 23/11, 21/12, 18/1, 22/2 og 22/3

Derudover får du adgang til en lukket gruppe, hvor jeg deler videoer, lydfiler og tekst. Her er også mulighed for at dele, spejle og hele mellem vores fælles sessioner. Bevidne og blive bevidnet i gruppen.

Intentionen er et trygt og intimt fællesskab på omkring 10 kvinder.

Pris: 3.500 kr.

Læs mine handelsbetingelser her. Tilmelding sker ved at sende mig en mail, hvorefter jeg sender dig en faktura og bekræfter din plads, når jeg har modtaget betaling.