Om Ditte Clemen

Jeg støtter dig til at styrke forbindelsen til dig selv, dine relationer og livet gennem traumeinformeret kropsterapi og yoga.

Mit virke udspringer af en længsel efter at leve mere frit og samtidig i dybere forbindelse. Jeg har overlevet det meste af mit liv, ude af stand til at tage livet ind, sanse verden og være nærværende i mine relationer. Altid med en følelse af, at noget andet burde være muligt. Derfor har jeg opsøgt utallige terapeuter og alternative behandlere, som alle kunne noget. Alligevel mærkede jeg gang på gang, at deres støtte ikke var tilstrækkelig. Jeg hang fast i de samme mønstre og overbevisninger, selvom jeg kognitivt havde erkendt, at de spændte ben for det liv, jeg længtes efter. 

Rejsen ned i kroppen og forståelsen af mit nervesystem gennem blandt andre Stephen Porges og Peter Levine ændrede noget. Grundlæggende. Jeg mærker, at det er gennem kroppen, der sker bæredygtige og blivende forandringer. Ganske langsomt oplever jeg, at jeg er anderledes i livet. Tilstede, nærværende og i et flow, jeg ikke tidligere troede var mig forundt. Derfor har jeg dedikeret mig til den traumeinformerede tilgang og til at arbejde med krop, sind og ånd som ét hele. Det gør jeg gennem kropsterapi, yoga og forskellige kreative variationer af det. 

Set gennem min nuværende forståelse af nervesystemet var mit eget nervesystem i alarmberedskab fra den dag, jeg som ni-årig mistede min far til cancer efter kort tids sygdom. Livet, som jeg kendte det, var forandret. Jeg var forandret. Ude af stand til at regulere mit nervesystem, fordi der ikke var et empatisk vidne med de rette kompetencer, som jeg kunne læne mig ind i. Jeg overlevede. Opsøgte hjælp, der kortvarigt hjalp og gjorde mig meget klog på mig selv, men ikke i stand til at ændre min grundlæggende indstilling i nervesystemet. 

Senere, da jeg selv blev mor til pseudotvillinger, mærkede jeg helt tydeligt, hvor presset mit nervesystem stadig var. Samtidig blev jeg konfronteret med mine egne tilknytningsmønstre med større intensitet end nogensinde før. Jeg blev sygemeldt med stress og tvunget til at sætte tempoet ned. Langsomheden støttede mig i at genfinde kontakten til kroppen, og mødet med de ~ for mig ~ helt rigtige terapeuter hjalp mig til at forstå, hvordan jeg gennem den kan skabe forankret forandring. 

Livet har lært mig, at det ofte er i livets store overgange eller mørkeste stunder, at vi mærker os selv klarest og kan begynde rejsen mod at leve i dybere forbindelse med os selv, vores relationer og livet. Langsomt og med en tryg, tillidsskabende og tilpas udfordrende hånd i ryggen. Den hånd kan være min, hvis du mærker et match med mig gennem ordene her på min side. 

Tak fordi netop du har fundet vej herind. Jeg glæder mig til at møde dig.  

Kærligst, Ditte

“It was when I stopped searching for home within others and lifted the foundation of home within myself I found that there were no roots more intimate than those between a mind and a body that have decided to be whole.”

— Rupi Kaur

Min baggrund

Min vej ind i det terapeutiske felt begyndte i hovedet og er fortsat ned i kroppen, ind i vævet og nervesystemet. Det er krydsfeltet mellem den oplevede og intuitive forståelse af kroppen og de nyeste videnskabelige perspektiver, der fascinerer mig og danner mit faglige fundament. I sommeren 2024 afslutter jeg min uddannelse i traumeinformeret kropsterapi hos Evaloa Schou.

Jeg er oprindeligt uddannet journalist og arbejdede i mange år i spændingsfeltet mellem kommunikation og socialpædagogik. Som social iværksætter tog jeg en række kurser inden for pædagogik, tilknytningsteori og psykoedukation. I 2015-2016 uddannede jeg mig mastercoach hos Mindjuice (ICF godkendt). Et par år efter tog jeg min første yogalæreruddannelse hos Living Yolates og har siden videreuddannet mig indenfor yoga, mindfulness og somatisk bevægelse hos blandt andre Trine Hedegaard og The Yoga Flat

Derudover har jeg en række kortere uddannelser og kurser i Somatic Experiencing, Reiki healing, meditation, åndedrætsterapi, naturmedicin, traumeterapi og psykoterapi. Jeg har været selvstændig terapeut og underviser siden 2016 og sideløbende været tilknyttet Dansk Studie Center som underviser i kommunikation og personlig udvikling. 

Jeg er gift med Michael og sammen har vi Ella fra december 2019 og Aya fra april 2021. Vi bor i Slagslunde, Danmarks svar på Bulderby, 30 minutters kørsel fra København.

  • “Ditte er dygtig, nærværende og god til at få kroppen med i sorgarbejdet. Det har jeg ikke oplevet integreret på så vellykket en måde før, og jeg har arbejdet længe med min sorg. Jeg har fundet en ny måde at være med den nu, og det kan faktisk føles helt kraftfuldt”

    Sofie, sorgterapi

  • "Tusind tak for fantastisk yogaundervisning. Jeg har fået løsnet og frigjort gamle fastlåsninger, og det giver smertelindring og fleksibilitet. Din måde at undervise på er det bedste, jeg har oplevet i mine nu 30 aktive yoga år, så subtilt og med stor viden om, hvordan krop og sind hænger sammen."

    Aase, yogaelev

  • “Sessionerne med Ditte har været et åndehul i en meget svær og tung tid, hvor ikke kun sorgen over at have mistet min mor, men andre former for sorg også har fyldt. De har været vigtige og nødvendige for at give sorgen plads. Jeg er blevet støttet i at mærke efter, hvad sorgen præcist gør ved mig og har lært også at give plads til alle de “ukonstruktive” og destruktive følelser der følger med. Følelser som du rummede med stor varme og nærvær, og huskede mig på, var helt iorden at have. Helt naturlige og velkomne. På den måde var sessionerne med til at lette mine følelser af skam. Du har en evne til både at være enormt varm og rummende, og samtidig stille skarpt på og stille spørgsmålstegn ved de slutninger jeg ubevidst danner i mit hoved. Du har været med til at sortere de mange følelser og tanker jeg har, så jeg bedre kan holde styr på hvad der er hvad. Du er kommet med konkrete redskaber, som jeg kan bruge og som jeg kan trække på, når sorgen fylder og jeg føler mig alene med den. Det har givet mig meget, at læse de opsummeringer du har skrevet i dine mails efter sessionerne, og gjort det nemmere for mig at tage det hele ind. Jeg vil tænke tilbage på forløbet som noget hårdt, men som blev gjort rart. Som noget givende, der hjalp mig tilbage på sporet af hvad der virkelig betyder noget og føles rigtigt inde i mig."

    Mia, sorgterapi

  • "I really enjoyed your class and getting to know you. I did it with some of the moms in my mother group. At first I thought the class was very simple but I ended up receiving more out of class than I expected. I enjoyed reflecting before and after each class, and learning the excercises that targeted our woes. What was important to me especially was learning the confidence to do an activity while my baby was fussy, to go out and do something for myself, and to heal my mind and body. I went through a huge PPD and PPA reaction after birth, where I couldn’t sleep nor eat and felt completely out of my body. Each month it improved but This course really helped shift that and completely cover that up. Thanks so much for the lessons and I hope to carry it on with me and also spread the love and healing to other moms."

    Vicky, mor-baby yoga

  • “Kæmpe tak for guidance, Ditte. Lige nu svæver jeg rundt i en helt fri krop. Jeg vidste fra første møde, at du med dine evner og helende kærlighed skulle hjælpe mig med at forløse gamle spændinger. I dag bekræftede mig i, at du kan sætte fri med ekstremt dybe øvelser, der frigiver energi på et nærmest uvirkeligt plan. Med øget selvbevidsthed pågår vi langt større balance og kan give HELT slip på spændinger, bekymringer, ubalancer og meget andet, der kan begrænse os. Tak!”

    Rikke, yoga og terapeutisk bevægelse