Sorgplejersken

- konkrete sorgredskaber, podcast og familieretreats

Jeg mødte Ina Lüders til et foredrag på Blågårdens Bibliotek. Ina skulle fortælle om sin oplevelse med at miste sin mand og faren til sine fire børn til ALS, og jeg om at miste sin far til kræft som niårig. Vi har oplevet tabet og sorgen fra forskellige ståsteder i livet og kæmper med forskellige udfordringer, men det heler at få nye perspektiver gennem hinandens fortællinger. Derfor blev mødet magisk for os begge. Da vi et par uger senere mødtes til kaffe, var det med en fælles vision om at bruge vores smertefulde erfaringer meningsfuldt og gøre en forskel for andre i sorg.

Den oprindelig ide er, at vi vil besøge familier, der har sagt farvel til et liv - en far, en mor, et barn, en søskende - nøjagtig ligesom sundhedsplejersken besøger familier, der har budt nyt liv velkommen. Vi vil støtte familien med at involvere netværket i den første svære tid. Vi vil hænge en sorghylde op, hvor de kan sætte deres sorg og mindes den døde. Vi vil komme til dem, der ikke selv har overskud til at opsøge hjælp. Derfor navnet Sorgplejersken.

Måske kommer vi til at føre den oprindelige ide ud i livet. Vi ved endnu ikke, om det er muligt. Men vi har gang i andre initiativer, som er lidt hurtigere at realisere. I første omgang en podcast, som sætter fokus på sorg og følger udviklingen af vores projekt. Podcasten kan du lytte til hjemme i din sofa, så på den måde kommer vi stadig lidt på besøg. Ambitionen er, at lave en podcast cirka hver 14 dag, som du kan finde både på iTunes, Spotify, og hvor du ellers henter din podcast. Den hedder selvfølgelig også Sorgplejersken.

Senere vil vi gerne lave kortere højskoleophold og retreats for familier i sorg. I vinterferien, en uge i sommerferien og i efterårsferien. Her kan I være sammen som familie og få støtte til at være i både sorgen og glæden, men også lave aktiviteter hver for sig, så forældre bliver støttet i deres udfordringer og børn i deres. Vi taler om sorgen i sorggrupper, får redskaber til at leve med den og bliver klogere på sorgens væsen gennem øvelser og oplæg. Men vi er også kreative, laver lækker mad og nyder naturen. Er du og din familie interesseret i sådan et ophold, eller har du kendskab til det helt perfekte sted, hvor vi kan være, så skriv endelig en mail.

Lige nu er Sorgplejersken bare os to, Ina og Ditte, men vores ønske er, at vi bliver til en foreningen en gang i det nye år, og at vi kan tilbyde de fleste af vores aktiviteter og produkter gratis eller er til en pris, hvor alle kan være med. Derfor vil vi også meget gerne høre fra dig, hvis du vil være med i foreningsarbejdet eller vil støtte os som sponsor. Skriv til os!

Vi er en ny spiller i sorgarbejdet, men vi mærker allerede en boblende glæde og en dyb healing over at kunne bruge vores smertelige erfaringer til noget positivt, og håber, at du vil støtte op og følge med - blandt andet på Instagram.