Foredrag: Når børns sorg bliver voksen

- min personlige fortælling om at miste min far som barn og professionelle perspektiver på, hvordan vi rummer og lever med sorg

Hvad betyder det for et barns udvikling af miste et familiemedlem? Hvordan lærer vi at rumme og leve med sorg? Og hvad kan pårørende og professionelle gør for at støtte? De spørgsmål er omdrejningspunktet for mine foredrag. Foredragene tager udgangspunkt i min egen oplevelse af at miste min far som niårig og med ham tilliden til verden og de mennesker, der var tættest på mig. Sorgen blev mødt med tavshed, og derfor blev den en central del af min selvfortælling.

Det har taget mig mange år og forskellige tilgange til sorgarbejdet at lære at rumme og leve med sorgen, for den vil altid være en del af mig. I dag støtter jeg andre i at rumme og leve med deres sorg, og i april 2018 udgav jeg bogen Vis mig dine tårer – til dig, der har mistet far eller mor, hvori hun deler sin egen historie og kommer med perspektiver på sorgarbejdet i dialog med psykolog Jes Dige, spirituelvejleder Pernille Mouritsen og kropsterapeut Kristoffer Glavind Kjær. Bogens væsentligste pointer indgår i foredraget.

Foredragene varer 60-90 minutter inklusiv spørgsmål og kan kombineres med øvelser undervejs, som inddrager deltagerne og tydeliggør enkelte pointer gennem eksempelvis par- eller gruppeøvelser, bevægelse og refleksionsspørgsmål. Hver enkelt foredrag eller workshop skræddersyes til målgruppen og kan både henvende sig til sorgramte, pårørende og professionelle. Prisen afhænger af målgruppe, antal deltagere og sted. Som udgangspunkt ligger priserne dog mellem 3.000 og 5.000 kr. plus transport. 

Mit ønske med foredragene at bryde tabuet, inspirere til selv at møde sin sorg gennem min personlige historie og formidle helt konkrete metoder til sorgarbejde. Formålet er at klæde både den sørgende, de pårørende og professionelle på til at tale om og rumme sorgen.

 
 
 

Om foredragsholderen

Ditte Clemen er sorgterapeut og forfatter til bogen Vis mig dine tårer- til dig, der har mistet far eller mor. Hun er uddannet mastercoach, yogalærer og journalist og har i over ti år undervist i personlig udvikling og faciliteret transformerende gruppeprocesser.

 
 
 
 
 

Det kan du tage med dig hjem som sorgramt:

  • En ærlig fortælling om at miste sin far og troen på livet

  • En inspirerende fortælling om at finde tilbage til livet og tilliden

  • Redskaber til at rumme og leve med din egen sorg

  • Mulighed for at dele din historie med andre, der har oplevet at miste

  • Øvelser til at berolige nervesystemet, som stadig kan være i alarmberedskab efter mange år i sorg

  • Redskaber til at åbne for samtaler om sorg og savn med dine nærmeste

 

Det kan du tage med dig som professionel:

  • En personlig fortælling om at miste og ikke blive mødt af pårørende og professionelle i sorgen

  • Eksempler på, hvad familiemedlemmer, skolelærer, pædagoger og andre pårørende og professionelle kunne have gjort anderledes

  • Evidensbaseret teori indenfor sorgterapi

  • Konkrete redskaber til at tale med børn og unge om sorg

  • Konkrete øvelser til at arbejde med nervesystemet, der er i alarmberedskab, når vi oplever sorg

  • Konkrete metoder til at facilitere samtaler om sorg i børne- og ungegrupper


 
Køb bogen Vis mig dine tårer - til dig, der har mistet far eller mor
 

Om Vis mig dine tårer - til dig, der har mistet far eller mor

Vis mig dine tårer er en personlig fortælling om at miste sin far som niårig. Bogen giver et indblik i, hvor livsomstyrtende en fars eller mors død opleves af et barn, og hvordan sorgen kan komme til at få afgørende betydning for den sørgendes selvbillede langt ind i voksenlivet. Det er en bog om tab og kærlighed og de barske konsekvenser, børn og unge i sorg oplever, hvis de mødes med tavshed eller færdiglavede løsninger på sorgarbejdet.

Men det er også en fortælling om, hvordan vi kan leve med sorg uden at lade den skygge for livet. Gennem bogen kommer jeg i samtale med en psykolog, en kropsterapeut og en spirituel vejleder med bud på, hvordan vi bliver bedre til at rumme og transformere vores sorg. Med disse samtaler ønsker jeg som forfatter at inspirere læseren til selv at åbne op for flere samtaler om sorg og tab samt afprøve nye veje i sorgarbejdet.

Bogen er primært til dig, der selv har mistet, men også til pårørende til sorgramte og professionelle, der arbejder med børn og unge i sorg.

Du kan købe bogen i din lokale boghandel eller hos Saxo.com