Kærlighed er ikke en æske fyldte chokolader

Kærlighed

Om præcis en måned er det den 14. februar. Indtil begyndelsen af årtusindskiftet en helt almindelig dag for mig. Men så begyndte kantinen på gymnasiet at eksperimentere med lyserøde popcorn, hang hjerteballoner op i bjælkerne og råbte HAPPY VALENTINE, så snart man nærmede sig. Fra det år blev februar om muligt endnu mere grå. Ingen kom med fyldte chokolader i hjerteformede æsker til mig eller fyldte op på min kærlighedskonto på mere opfindsomme måder. 

I mange år 14. februar en af de ensommeste dage i mit år. Det var som alle den dag fortalte, at jeg manglede noget. Noget, der kunne gøre mig lykkelig, fuldendt, elsket. Men jeg var alene. Sådan følte jeg det i hvert fald. Især på denne dag, hvor det virkede som om, at ALLE andre flettede fingre, kyssede og havde planer sammen. Min egen plan om skiftevis at vente på kærligheden fandt mig og selv jage den mislykkedes gang på gang.

Under diskolamperne var det snarere alkohol end kærlighed, der berusede mig. Og de gange kærligheden har banket på, har jeg haft svært ved at tage imod den. Jeg har altid været bange for at miste den, allerede inden jeg forsøgte at række ud efter den. Føle mig endnu mere ensom, endnu mere alene, endnu mere ked af det på den anden side, når kærligheden igen slap op. Ligesom de fyldte chokolader i de hjerteformede æsker på  et tidspunkt gør. 

Men kærligheden er ikke fyldte chokolader i hjerteformede æsker. Den slipper ikke så nemt op, når først vi har fundet ud af, at det ikke er noget, vi skal hente uden for os selv. Men min egen vej til den erkendelse har været lang. 

Det begyndte med en anden erkendelse. Nemlig, at uanset hvor meget jeg passivt ventede eller aktivt søgte, så ville jeg ikke finde kærligheden, før jeg følte mig værdi til at modtage den. Det gjorde jeg ikke den gang i kantinen med de lyserøde popcorn. Det gjorde jeg ikke i mange år efter. Jeg troede, at jeg skulle være smukkere, klogere, sjovere, tyndere, rigere, gladere, før jeg fortjente kærligheden. 

Men en ting var erkendelsen af, at det var sådan jeg tænkte. Noget andet var at begynde at ændre de tanker. Begynde at nære og ære mig selv så meget, at jeg følte mig værdi til at modtage kærligheden, finde den i mig selv frem for at lede efter den alle andre steder. For mig begyndte det med at sige tak for alt det, jeg var taknemmelig for. Mindst tre ting hver aften. At gøre gode ting for mig selv; gå en tur i skoven, få en massage, danse, lave en god kop te og tage mig tid til at læse en bog. 

I en travl hverdag kræver det bevidsthed at stoppe op og mærke efter, hvad der nære og ære dig. Jeg tror, at mange af os glemmer at mærke, ikke prioriterer det eller måske ligefrem er bange for det (jeg ved, jeg var).  Men nogle særlige dage inviterer os til det, tvinger os måske ligefrem.

Sådan en dag har Valentines Day været for mig. Men der er ingen grund til, at det skal være ensomt og gråt at mærke efter. Derfor inviterer skønne Deena og jeg i år til en selvkærlig krammer i SALIG - netop på Valentines Day. 

Det er blid, hjerteåbnende hatha yoga, guidet intuitiv dans, et lille aroma kys - og en hemmelig øvelse, der støtter dig i at nære, ære og elske dig selv, så du er åben til at modtage alt den kærlighed, som bare ligger og venter på dig. Yes, der er mere, end du tror!

Så i år glæder jeg mig faktisk til Valentines Day. For første gang nogensinde, tror jeg. Og det bedste er, at der stadig er plads til dig på workshoppen. Læs mere og haps din plads her. Vi vil såååååå gerne have dig med til vores salige, selvkærlige aften ❤ 

KærlighedDitte Clemen