Hvad jeg lærte om at lytte til min krop i skovens dybe stille mørke

Hvad jeg lærte om at lytte til min krop i skovens dybe stille mørke

I weekenden var jeg til min første udesidning. Langt ude i skoven på Djursland sad jeg natten mellem fredag og lørdag sammen med tre andre våde sjæle med hver vores spørgsmål. Udesidning er nemlig en oldgammel shamanistisk tradition, som handler om at finde svar og indsigt ved at spørge naturen til råds gennem en slags natlig meditation. Det har været praktiseret i mange oprindelige kulturer over hele verden. Indianerne kalder det vision quest, men her i norden kalder vi det udesidning. Helt ærligt vidste jeg ikke særligt meget om det, før jeg selv prøvede det, og der er mange andre, der er meget bedre til historikken end jeg. Så tilbage til skoven på Djursland. 

Jeg ankom til Djursland om formiddagen, hvor super skønne og inspirerende Linda Hauge tog imod. Hun holdt spacet for udesidningen, som hun har holdt space for mig så mange gange før, og derfor havde jeg fået lov at komme lidt før, selve eventet begyndte. Linda bor midt i Nationalparken Mols Bjerge, midt i skoven ved den smukkeste sø. Vi nåede lige at lave suppe og sætte os ved bordet i hendes hyggelige stue, inden himlen åbnede sig og regn, lyn og torden buldrede henover os. Strømmen gik, og der sad vi så i stearinlysets skær og mærkede naturens enorme kræfter. Jeg må indrømme, at jeg allerede her på flere måder fik lidt kolde fødder. Men uldsokker på og ned i gummistøvlerne kom de, de kolde fødder, og mens Linda forberedte aftenen, gik jeg en lang tur i skoven med hendes hund (det er den tur billederne er fra, for senere på aftenen var mobiltelefoner selvfølgelig forbudt). Det føltes rart at lære skoven lidt at kende inden nattens udesidning.

Udesidning i Nationalpark Mols Bjerge

Ulven kommer

Da vi kom tilbage var Linda i fuld gang med dagens suppe nummer to, som blev serveret i hendes lille skovhytte. Her slog de to øvrige deltagere sig til os. Efter suppen gjorde vi hver vores hyggelige alkove klar til vores hjemkomst om natten og satte os i en cirkel. Linda fortalte om udesidning og guidede en lille meditation, som støttede os i at finde ind til det spørgsmål eller den intention, vi ville have med ud i skoven. Vi manifesterede spørgsmålet ved at dele det med hinanden og putte det i en lille kurv, inden vi trak i regntøjet og i stilhed bevægede os ud i skoven. Mit spørgsmål var: Hvorfor skal jeg kaste anker for at skabe og leve et liv i kærlighed, abundance og naturlig balance?

Det var lige før skumring, da vi ankom til det sted i skoven, som Linda havde udvalgt til udesidningen. Her skulle vi vælge hver vores træ. Eller mærke hvilket træ, der kaldte på os. Jeg fik med det samme øje på et højt, smukt grantræ, hvis nederste grene dannede et lille skørt om halvdelen af træet. Det giver måske lidt ly, tænkte jeg, og bevægede mig hen til træet. Som Linda havde bedt os om, kiggede jeg efter små tegn på, hvor indgangen til træet var. Gik hele vejen rundt om træet, rørte forsigtigt ved nogle af dets grene, hviskede mit spørgsmål og trådte helt indtil stammen mellem to grene, der pegede i retningen af, hvor månen snart ville stå op. Her slog jeg mig ned, foldede en yogamåtte ud over det våde mos og satte mig med ryggen op mod træet. De andre var 10-30 meter væk. Jeg lænede mig ind mod træet og ind i de fire timer, vi skulle være her. I stilhed med vores spørgsmål, mens mørket faldt på. Regnen silede stadig ned og sørgede for en sagte baggrundsmusik af dryp mod blade, grene og regnhætte.

Jeg lukkede øjnene, vendte min opmærksomhed mod min vejrtrækning og mit spørgsmål. Men så slog det mig - hvad hvis det der skørt af grene i virkeligheden var en rævehule? Vild er komme en ræv i nat og blive sur over, at jeg havde taget dens hule? Eller endnu værre, var der egentlig ulve her? Jeg skubbede tanken væk igen. Forsøgte at holde fokus på vejrtrækning og spørgsmål. Vejrtrækning og spørgsmål. Da skumringen faldt overvejede, om der mon ville dukke trolde og elverfolk op med svarerne. Lignede det ikke nogle, der dansede der i det fjerne? Der, hvor jeg havde set det buede birketræ, mens det stadig var lyst? Så forvandlede skyggerne sig til min kærestes ansigt, og jeg følte mig overstrømmet af kærlighed og tillid. Tænkte på, hvor godt vi har det sammen, og på vores drøm om at skabe et hjem sammen på landet. Hvor i landet det skal være lå implicit som en del af mit spørgsmål, men der kom intet konkret svar. Bare en klar fornemmelse af, at jeg allerede har et hjem sammen i hinanden. Uanset hvor vi er. Jeg takkede ham rørt i mine tanker for, at han er præcis den, han er. 

At kaste anker i kærlighed og tillid

På et tidspunkt må jeg have sovet lidt, for jeg vågnede med et spjæt. Stirrede igen ud på regnen og skovbunden, der var blevet mørkere, men der var stadig kontrast mellem de sorte trætoppe og himlen. Det kunne ikke være blevet helt mørkt endnu, tænkte jeg. Jeg havde sluppet frygten for ræven og ulvene. Også selvom jeg pludselig kunne høre dyretrin i krattet bag mig, da regnen stilnede af. Det lød som noget, der var større end end mus. Jeg havde lyst til at rømme mig lidt, men vi skulle jo være stille. Og helt ærligt, så er det vist også os mennesker, der gør naturen fortræd, og ikke den, der gør os fortræd. Det tænkte jeg lidt over, og så tænkte jeg på ingenting. I virkelig lang tid. Meget længere tid end jeg plejer at kunne tænke på ingenting uden at bedøve hjernen med Netflix, podcasts, bøger eller andre ting i den retning. 

Da jeg erkendte, at nu blev det nok ikke mørkere, begyndte jeg at spekulere på, hvornår magien ville indtræffe. Hvornår jeg ville få kontakt med ånderne, det guddommelige, det hinsides. Det siges, at porten imellem verdenerne åbner sig, når solen er gået ned, og naturens ånder kommer frem og begynder deres liv. Mon de andre gjorde, tænkte jeg, og velkendte tanker om ikke at være bevidst nok, sensitiv nok, spirituel nok meldte langsomt deres ankomst. Begyndte at fortære mig, som jeg tidligere havde frygtet, at ræven eller ulvene ville gøre. For det er det, vores tillærte tankemønstre kan gøre. De kan æde os op indefra, fordi vi tror, at vi skal være anderledes, end vi er, for at være nok (bevidste nok, sensitive nok, spirituelle nok, gode nok, nok nok nok). Den slags tanker har ræven og ulvene ikke. De følger ubekymret deres naturlige instinkter. Måske burde vi blive bedre til at gøre det samme. Men hvordan vil verden så se ud? Hvis vi alle bare fulgte vores instinkter og ikke tog hensyn til hinanden? Hej velkendt grubleri. Fokus tilbage på vejrtrækningen og spørgsmålet. Vejrtrækningen og spørgsmålet. 

Stjernene var kommet frem bag skyerne, og regnen holdt op. Det store uldtørklæde, jeg havde slynget om mig var drivvådt. Jeg rystede af kulde og følte at min blære var ved at eksplodere. Tidsfornemmelse havde jeg ingen af, men gættede på, at vi havde siddet i skoven et par timer. Så var der over en time til, at Linda ville tænde lygten, og vi sammen ville gå hjem. Jeg længtes efter min sovepose og en blød madras. Begyndte at overveje om det der med at flytte ud på landet også er en god ide, eller jeg i virkelig er for meget et bymenneske. Fokus tilbage på vejrtrækningen og spørgsmålet. Vejrtrækningen og spørgsmålet. 

Jeg foldede yogamåtten tættere op omkring mig, knugede mig sammen, men rystede stadig af kulde. Begyndte at reflektere over, hvorfor jeg blev. Det var som om, jeg vidste, at jeg ikke ville få flere indsigter. Jeg behøvede dem måske slet ikke. Jeg er et godt sted i livet. Faktisk lige dér, hvor jeg har drømt om at være længe. Jeg er sammen med den mand, jeg elsker. Jeg har et bedre forhold til min familie, end jeg nogensinde før har haft. Jeg har de mest fantastiske, vise og smukke veninder, som støtter mig og lader mig støtte dem. Jeg arbejder med det, jeg elsker, og er selvstændig uden at være ensom i det, fordi jeg er en del af et større arbejdsfællesskab. Og ja, så vil vi gerne flytte på landet og skabe os et hjem der, og det kommer vi også til, når tiden er rigtig. Men jeg har jo kastet anker. Jeg har kastet anker i kærligheden og i tilliden til, at det, der skal ske, vil ske.

Kroppen er vejen tilbage til din sande natur

Kroppen er vejen tilbage til din sande natur

Et spørgsmål trængte sig på: Hvorfor bliver jeg siddende her og ryster af kulde og være ved at eksplodere af tissetrang? Svarerne varierede: Fordi jeg har meldt mig til det her event, og rammerne er, at vi først skal tilbage ved midnat - når man har sagt A, må man også sige B. Fordi det er svagt at give op - og måske har jeg i virkeligheden brug for at blive siddende, måske kommer magien lige om lidt. Fordi jeg svigter de andre, hvis jeg går - jeg skylder Linda at blive. Listen med forklaringer på, hvorfor jeg skulle blive fortsatte i en uendelighed. Men et andet svar lød højere og højere inde i mig: Lyt til din krop! Den fortæller dig, hvad du i virkeligheden har brug for. Den er ikke påvirket af tillærte tankemønstre om, hvad der er rigtigt og forkert. Den kommer med det mest naturlige svar. Lyt til din krop!

Til sidst rejste jeg mig, rullede yogamåtten sammen og takkede træet for ly og lærdom. Langsomt tog jeg de første skridt ud i mørket, der stadig ikke virkede helt tæt. Stjernerne lyste himlen op, men skovbunden var mørk. Jeg måtte sanse mig frem til den smalle sti, vi var kommet fra. Kaldte sagte på Linda for at fortælle, at jeg ville gå hjemad, men fik intet svar. Tænkte, at hun var i sin egen proces, og at jeg ikke ville bryde hverken den eller de andres. Mon ikke de ville komme frem til, at jeg var gået hjem - måske de allerede havde hørt mig pakke sammen og gå. I tillid til det bevægede jeg mig langsomt ad den smalle sti ud på en lidt bredere sti, mærkede mig frem skridt for skridt med blikket rettet mod trætoppene. Afstanden mellem dem afslørede, hvor sti snoede sig, og mellem deres mørke silhuetter lyste stjernerne op. Det føltes så rigtigt at lytte til min krop, og det var slet ike svært at finde hjem i mørket. Jeg fulgte mine naturlige instinkter og fandt hjem. Måske var det svaret på mit spørgsmål, tænkte jeg, mens jeg fandt frem til toilettet i den svagt oplyste skovhytte.  

På plateauet ved indgangen til sovesalen stod jeg en stund og kiggede på stjernehimlen. Mælkevejen lyste tydeligt op. Jeg kom til at tænke på et citat, der står på en sweater, jeg har. "Stars can not shine without darkness." Og vi kan ikke mærke os selv, hvis vi ikke tør mærke vores eget mørke, tænkte jeg. Derude og derinde i mørket finder vi ud af, at der aldrig er helt mørkt. 

Det føltes ikke som om, jeg havde sovet længe, da Linda blidt rørte ved soveposen i alkoven. "Vi har kaldt og kaldt," sagde hun. "Men jeg er her," svarede jeg. Vidst ikke mere end det. Havde det været tidligere, havde jeg haft behov for at forklare og undskylde. Men et sted dybt inde i mig vidste jeg, at det ikke var nødvendigt længere. Jeg havde lyttet til min krop og fulgt mit naturlige behov, og det var der intet forkert i. Den overbevisning blev kun bekræftet, da vi næste morgen mødtes i cirklen efter et morgendyp i søen og en portion varm grød. Hver især delte vi vores oplevelser og vores svar. Pludselig stod det klart for mig, at jeg ikke bare har kastet anker i kærligheden og i tilliden til andre, men også til mig selv - og jeg ærer og nærer mig selv ved at lytte til min krop og følge min sande natur. Ikke ved at lade mig styre af andres krav og forventninger - eller måske mere præcist mine forestillinger om andres krav og forventninger.

At rejse mig og gå tilbage til varmen før tid, var det mest selvkærlige, jeg kunne gøre den nat. Det lærte timerne i mørket mig. for mørket kan lærer os mindst lige så meget som lyset. Det glemmer vi nogle gange. Der er intet at være bange for i mørket - hverken det ydre mørke eller det indre. Der er kun visdom at hente. Det lærte udesidningen mig også. Hvis du selv er nysgerrig på udesidning eller er blevet det efter min fortælling, så kan jeg klart anbefale at tage med Linda ud i mørket, næste gang hun inviterer. 


Vil du vide mere?

Du kan læse mere om Linda Hauge på hendes hjemmeside eller følge hende på Facebook og Instagram, hvor hun helst sikker også vil opdatere dig om fremtidige udesidninger. Vil du i kontakt med din egen indre natur gennem den ydre naturs magiske cyklus, så er du også mere end velkommen til at fejre efterårsjævndøgn med mig hos SALIG torsdag den 20. september kl. 19-21


Ditte ClemenComment