Hvad stræber du efter?

Hvad stræber du efter - om karakterræs og mening i livet

Mine morgner er bedst, når de begynder med et stort glas vand, meditation og et par solhilsner. Men nogle gange lykkes det ikke helt, og i stedet tænder jeg for radioen og sætter kaffe over som en anden afvent journalist, der alligevel liiiige skal have sit nyhedsfiks. Sådan en morgen var det i går. P1 havde fokus på et politisk ønske om endnu en gang at ændre karakterskalaen, og det fik mig til at reflektere lidt over min holdning til det.

Jeg voksede på med 13-skalaen og var hverken i folkeskolen eller gymnasiet tilfreds, med mindre karakteren var tocifret - og i nogle fag helst være 13. Jeg ville gerne have bevis for, at jeg var noget særligt. Ikke fordi jeg brugte oceaner af tid på lektierne. Faktisk blev langt de fleste stile skrevet omkring midnat før aflevering, og alligevel blev de rost. Så kom jeg på universitet, cirka samtidig med at 7-trinsskalaen gjorde sit indtog i Danmark, og fik mit første 4 tal. Jeg var ødelagt. Mit selvværd styrtdykkede, go jeg tvivlede på, om jeg nu også var det rigtige sted. Efter en intens optagelsesprøve var jeg kommet ind på journalistik, hvor jeg i mange år havde forestillet mig, at jeg skulle brillere. Sådan føltes det ikke, og jeg måtte tage mig noget mere sammen for at komme igennem studiet uden alt for mange flere af den slags karakterer.

Da jeg endelig sluttede af med at få 12 i min bacheloropgave føltes det fladt, fordi det jo bare var en “fremragende præstation” uden nogle fejl. Men altså ikke noget særligt. Ikke som 13. Og vi havde endda skabt noget ud over det sædvanelige, min bachelormakker og jeg, da vi afleverede et koncept og ikke en artikelserie eller et tv- eller radioindslag, som var det mest almindelige. Jeg ville gerne belønnes for vores kreativitet og nytænkning, kunne dokumentere det.

Jeg er altså splittet, når det kommer til det der med karakterer. Formanden for danske skoleelever argumenterede knivskarpt for flere nuancer i midten af karakterskalaen og en karakter for den særlige præstation i radioen, mens forkvinden for danske studerendes fællesråd argumenterede for bedre feedback og færre karakterer. På en eller anden måde er jeg enig med dem begge. Mit ego vil gerne boostes af karakterer, som gør det let for mig at sammenligne, måle mig med andre. Mit hjerte, min sjæl ville elske, hvis vi droppede karakterræset og blev bedre til at tale sammen om vores svagheder og styrker. Ikke kun i uddannelsessystemet, men sådan generelt.

Mange af os har med at handle på udefrakommende krav og forventninger, at vi glemmer at stoppe op og mærke efter, hvad der egentlig er vigtigt for os. Jeg var god til at skrive og super nysgerrig, så jeg stræbte bevidst efter at blive journalist. Tog ekstra kurser og smarte fritidsjob for at øge mine muligheder for at komme ind. Da jeg så var færdiguddannet vidste jeg godt, at jeg aldrig blev glad i et helt almindeligt fuldtidsjob som journalist. Mine spørgsmål stak ofte dybere og handlede om mere end blot en god overskrift. Jeg ville se alle aspekt af mennesket frem for ikke kun én vinkel og søgte nye veje. Først som socialentreprenør og siden om coach, terapeut og yogalærer.

Jeg fandt den livsvej, som giver mening for mig, fordi jeg på et tidspunkt følte mig nødsaget til at stoppe op og mærke efter. Mærke indad frem for at tænke over, hvad andre forventede, hvad der så godt ud udadtil, og hvordan jeg fik råd til den næste ferie. I stedet for at købe en ferie tog jeg afsted som underviser for Dansk Studie Center, først til New Zealand og senere til Miami, Mexico, Sri Lanka, Vietnam og Fiji. De unge, jeg møder på rejserne, holder ofte sabbatår. De seneste gange har der dog også været unge med, som har været i gang med en uddannelse og måske også er kommet i gang med at arbejde, men så har fundet ud af, at det slet ikke var det, de drømte om.

Forskning viser, at unge i dag har et dårligere mentalt helbred end tidligere. De er mere stressede, de sover mindre og har dårligere selvværd. Jeg mærker det. Men jeg mærker også tydeligt, hvad bare tre ugers undervisning i personlig udvikling kan gøre af forskel. Det at komme ned i tempo, mærke sin krop og blive bevidst om, hvad der virkelig er vigtigt for en. Det giver ikke bare selvtillid, som en god karakter kan gøre det. Det giver selvværd, rodfæstethed i sine egne værdier, robusthed (som et mere moderne og arbejdsmarkedsvenligt ord for det samme måske) at kende sin vision. Men at finde ind til det meningsfulde kræver nærvær, viljestyrke og mod, og det har mange af os for travlt til.

Jeg antyder selvfølgelig ikke, at alle med et helt almindelig 9-17 job inderst inde er ulykkelige over det, uden de ved det, fordi de har for travlt til at mærke efter. Jeg kender mange bevidste mennesker, som er glade i deres job. Mange af dem, fordi de har fundet noget, der giver mening for dem at arbejde med, og fordi de har skabt en god balance mellem arbejde, familie og fritid. Men jeg kender også en del, som knokler uden glæde og brænder ud, hvis ikke de skruer ned for præstationsniveauet - uanset om det handler om karakterræs på studiet eller om forfremmelser på jobbet. Det er så let bare at følge med andres krav, sådan som vi bliver opdraget til det mange steder i uddannelsessystemet. Men det er farligt, hvis vi aldrig stopper op. Vi glemmer, hvad det er, vi egentlig brænder for.

Vi skal turde ville mere end blot komme hurtigst og flottest fra a til b. Vi skal turde afsøge forskellige hjørne og afkroge af uddannelsessystemet, hinanden og os selv. Hvis et træ blot fokuserede på at komme hurtigst til tops, ville det ikke være lige så smukt, som når det forgrener sig i alle mulige retninger. Sådan er det også med mennesker.