Sorgens forandringspotentiale

Sorgens forandringspotentiale - om sorgarbejde og et vigtigt paradigmeskifte

I denne tid er det cirka to år siden, at jeg skrev de første linjer i Vis mig dine tårer og et år siden, den udkom. Da jeg begyndte at skrive, fyldte sorgen mindre i min hverdag end den havde gjort længe. Den havde lagt sig. Var blevet til en stille vind nærmere end det indre stormvejr, den havde været det meste af min barndom og ungdom. Jeg var næsten lige flyttet sammen med min kæreste og havde sluppet lidt af angsten for at blive forladt, for ikke at være elsket, for at miste igen.

Men vejen tilbage til sorgens mørke var hverken lang eller besværlig. Minderne om min fars død og de tavse år efter hvirvlede op, så snart jeg gav dem lidt opmærksomhed. Den intense skriveproces havde ofte karakter af orkanstyrke og tordenskyl. Jeg tvivlede ofte på, om det nu også har en god beslutning at forvandle mine mørkeste minder til en bog. Det har fået mig til at reflektere lidt over sorgteorier og det paradigmeskifte, der har været de seneste år.

Den gode Freud ville nok have været stolt af min proces. Hans tese i Trauerarbeit (Sorgarbejde) fra 1917 er netop, at det er nødvendigt for sorgramte at konfrontere deres tab og gennemarbejde den følelsesmæssige energi, der tidligere var bundet til den døde, så den kunne forløses og geninvesteres i en ny kærlighedsrelation. Den tese stadig var grundlæggende for tilgangen til sorg og sørgende i 1993, da min far pludselig døde. Men jeg mærkede ikke meget til den. Få spurgte ind til mine følelser omkring hans død og sorgen, og endnu færre fik svar, fordi det var smertefuldt at tale om. Det var stadig smertefuldt at skrive om 24 år efter. Af og til også forløsende. Men aldrig en vej til at frisætte kærligheden til min far. Dén kærlighed vil altid være hans og savnet til ham blev mere levende igennem skriveprocessen. Måske blev dele af min sorg forløst, men andre dele fik et fastere tag i mig igen.

Jeg havde en nær relation til min far. At det har betydning for min sorgproces virker som en selvfølgelighed, men det er ikke mere selvfølgeligt, end den britiske psykolog John Bowlby i 1980erne brugte tid på at beskrive det og konkluderer: “I forbindelse med tabet af en nærtstående bliver tilknytningen til de nære afprøvet, såvel båndet til afdøde som til andre betydningsfulde nære. Et menneske, der mister en nærtstående vil opleve seperationsangst og denne angst afhænger af indlæringen og det tilknytningsmønster, der er udviklet gennem opvæksten.” Min far døde midt i min opvækst, og hans død skabte også afstand mellem mig og mine andre nærtstående. Det blev tydeligere og tydeligere for mig i skriveprocessen. Mit tilknytningsmønster sprang frem mellem linjerne som en usund blanding af modstand på at knytte mig til nogen-som-helst igen af frygt for også at miste dem og en dyb længsel efter at blive elsket, holdt og set midt i sorgen, vreden og min afvisning af verden, som den var.

Uretfærdigheden og meningsløsheden gled som sorte skyer ind over min hverdag, mens jeg gennemlevede og gennemskrev, hvordan jeg brugte det meste af min ungdom på at fortælle mig selv, at jeg ikke var værd at elske. Det var på en eller anden måde blevet betydningen af min fars pludselige død. Hvis jeg var værd at elske, ville han, der havde elsket mig, jo ikke have forladt mig. Set i bagklogskabens ulideligt klare lys ville det mest helende og forløsende dengang nok have været at hjælpe mig med at opretholde min nære relation til min far i stedet for at forvente af mig, at jeg skulle kunne geninvestere min kærlighed til ham i nogle andre og “komme videre”. For det var, hvad der blev forventet i den freudianske tankegang og de senere faseopdelinger af sorgen.

Det var først i 1996 med bogen Continuing bonds - new understandigs of grief, at de første sorgforskere introducerede ideen om, at en sund sorgproces netop kræver opretholdelse af de følelsesmæssige bånd og en fortsat relation til den afdøde (og IKKE en adskillelse). Bogens forfattere skriver blandt andet om, hvordan ritualer, fastholdelse af minder og tilladelsen af alle sorgens følelser kan være med til at styrke den relation. Jeg oplevede det, mens jeg skrev. Min relation til min far blev stærkere igen. Enkelte gange havde jeg følelsen af, at han var tilstede lige dér ved siden af mig, mens jeg skrev. Jeg kunne pludselig høre hans stemme igen.

I dag taler førende sorgforskere ikke længere om sorgens faser, men om tosporsmodellen, som er lanceret af det hollanske forskerteam Stroebe og Schut. Modellen fremhæver et indre og ydre spor i sorgen, et tabsorienteret og et reetablerende spor. Jeg befandt mig primært i det tabsorienterede spor i det år, jeg skrev Vis mig dine tårer. Gemmenlevede det hele igen og havde nogle af de snakke, jeg ikke havde med min mor og andre nærtstående dengang. Og alle følelserne.

Modsat barnet Ditte, der mistede sin far, tillod voksne Ditte og kunne i en vis grad være med dem. Lære af det svære. Men midt i den følelsesmæssige kastevind dukkede en ny sorg op: Sorgen over at have gjort min sorg forkert i så mange år. Og den fylder stadig. Den har bidt sig fast, mens sorgen over min far er ved at forvandle sig til en dyb følelse af evig kærlighed og forbindelse. I det år, der er gået siden bogudgivelsen, har jeg derfor påny skulle finde min balance mellem sorgens spor og livets spor, give slip på skyld og skam over mine egen sorgproces og tillade sorgen at få en anden betydning for livet, end den jeg først skabte.

I A return to love skriver den spirituelle lærer Marianne Williamson et sted i forbindelse med et uretfærdigt og uventet dødsfald: “You have two choices: you will become harder or you will become softer. You will conclude from this that no one, including God, is ever to be trusted again, or you allow your heartbreak to soften you - you will allow your tears to so melt the walls that surround your heart - that you will become a man of rare depth and sensitivity.” Jeg er i gang med at tillade tilliden, blødheden og overgivelsen. De elementer har hele tiden været lige under det hårde og afvisende, men fordi ingen så igennem det, greb ind i det, er det først nu, jeg virkelig tør åbne op for det.

Kilde: Mai-Britt Guldin: De store teoriers fald - træk af sorgteori gennem tiden


Har du også mistet som barn eller ung og ønsker nu som voksen at møde din sorg påny, er min sorggruppe for voksne måske noget for dig. Læs mere og tilmeld dig her.



SorgDitte ClemenComment