Hvor god en mor er du for dig selv?

selvomsorg healing kvindecirkel selvkærlighed bevægelse yoga

Det spørgsmål stillede en god og vis veninde mig for en måned siden. Ikke en særlig god en, måtte jeg indrømme. Siden har mit fokus været at blive bedre. At drage omsorg for mig selv. At trække mig fra det, der dræner, og dyrke det, der giver energi. At gøre mit bedste for at fikse det, jeg længes efter er på en anden måde i mit liv, men give slip på det, jeg fejlagtigt troede, jeg skulle fikse for andre. Mit liv er mit til at elske, værdsætte og slutte fred med. 

Jeg tillader mig selv at mærke. Følelser. Fornemmelser. Intuitiv viden. Minderne i mine knogler. Smerten i mit hjerte. Skønheden i hver lektion, der har udfordret mig. Taknemmelig for selv de sværeste og ulykkeligste interventioner i mit liv.

Jeg tillader mig selv at føle. Uden at holde fast i følelsen. Uden at skulle analysere den, tvinge en mening ud af den. Mit hjerte er hjem for både sorg, ødelæggelse, tilgivelse, overflod, glæde og kærlighed. Jeg ærer eksistensen af det hele. Lærer af bevægelserne i mig. Nærer min dybeste visdom.

Jeg tillader mig selv at være. Mikrokosmos i makrokosmos. Ubetydelig og betydningsfuld på samme tid. Min evne til at drage omsorg for mig selv lige nu, lige her, har betydning mange måner frem. For mig, for mine nærmeste. Min evne til at acceptere hele mit Selv skaber en dynamik, der nedbryder barriere, som jeg troede var ubrydelige.

Min healing er en del af den universelle healing. Din healing er en del af min healing. Derfor er det aldrig egoistisk at trække sig tilbage, slikke sine sår, restituere uden at tænke på andres behov. Jeg har, vi har brug for at prioritere egenomsorg. Uanset om det er 10 minutters yoga, 10 timer alene i stilhed, 10 dages retreat eller 10 måneder uden for jobmarkedet for at få fuldkommen ro på nervesystemet.

At mærke vinden i håret, solen i ansigtet, jorden under fødderne – det er langt mere værdifuldt end penge på opsparingskontoen. Det falder aldrig i værdi. Forsvinder ikke mellem fingrene på en shoppetur med dårligt selvværd. Det er en langtidsinvestering. I dig. I mig. I kloden.

Min egen healing, mit eget ønske om at blive en bedre mor for mig selv, har inspireret til næste kvindecirkel - eller healingcircle, som jeg har omdøbt den til - hos SALIG. Sammen øver vi os 4 aftner i sensommeren på at være gode mødre for os selv og dermed også for andre. Gennem historiefortælling, sansning og bevægelse healer vi sammen og hver især. Snup din plads i cirklen allerede i dag og spar 600 kr. Jeg vil elske at have dig med.