Min mentale arv - og en guidet meditation til at heale dine fine rødder

rødder healing mental arv kvindecirkel yoga dans meditation

Under blodmånen sidste uge stødte jeg på en astrolog, som beskrev forbindelsen mellem den røde måne, vores røde jord og det røde blod, der løber i vores årer. For hende var blodmånen et kraftfuldt udtryk for behovet for at heale vores rødder. Siden har jeg været optaget af rødder. For træer og planter er de helt essentielle. De søger for næring og forankrer i jorden. For os mennesker har rødder mere subtile, de er vores forfædre og også vores mulighed for at forankre os selv i naturen. 

Min mormor gemte madrester i fryseren i årtier, smed aldrig en krumme ud. Hun voksede op under Anden Verdenskrid med rationeringsmærker og vidste, hvordan det var ikke at have nok. I min barndom oplevede jeg, at min mor ofte også var optaget af, om vi havde nok. Særligt efter min fars død, hvor hun pludselig var alene med mig og mine to yngre søstre. Var der nok penge, nok tid, nok overskud til os alle sammen? Det har jeg også bekymret mig for. Før jeg selv fik en kæreste spekulerede jeg tit på, om mine veninder havde kærlighed nok til mig også, når de fik kærester, mænd og børn. Efter jeg sagde mit faste job og blev selvstændig fyldte det med pengene enormt meget. Og nogle gange tvivler jeg på, om jeg selv har kærlighed nok eller evner nok til at få succes i min lille biks.

Jeg bruger unødigt meget tid på at spekulere på det. Selvom jeg intet mangler. Jeg har tag over hovedet, frisk vand i hanen, flere og flere elever på mine hold, kolleger fyldt med overskud og kærlighed i overflod fra min familie, mine veninder og min kæreste. Jeg mangler intet! Og min spekuleringstid ville være meget bedre brugt på noget andet. Men frygten for ikke at have nok er rejst fra mor til datter i generationer, og jeg er først klar til at se den i øjnene nu, klar til at føle, hvad den gør ved mig, og klar til at transformere den, så den ikke bliver ved med at begrænse mig. 

Min historie er ikke unik. Smerte rejser gennem familier i generationer, indtil nogen en dag er klar til at føle den - og derved transformere den. Det er virkelig gået op for mig på det seneste. Og det begynder ikke bare ved de slægtninge, vi kender. De dybeste smerte kan have rod endnu længere tilbage. I ferien slugte jeg Maria Juhls bog Lev mere, kæmp mindre, hvor hun blandt andet beskriver, hvordan hendes møde med andre og mere laidback kulturer har givet hende nye perspektiver på vores nordiske præstationskultur. "Måske er vores erobren og hærgen fra vikingerne til kolonisterne til nutidens soldater, der “kæmper” mod terror, alligevel ikke så sofistikeret? Måske stammer trangen til hele tiden at erobre nyt, udvikle os og kæmpe mod alt og alle, vi ikke forstår, ikke fra et sted med overskud men snarere fra benhård overlevelse," skriver hun. Måske stammer min families bekymring for om der er nok ikke bare fra min mormor, men helt tilbage fra dengang de første bønder slog sig nede på vores kolde og umiddelbart ufrugtbare egne. 

Men frygten for ikke at have nok (og lysten til at gå i kamp, når tingene ikke går efter mit hoved) er ikke fordrende for den måde, jeg gerne vil leve mit liv på. Derfor ønsker jeg at se frygten i øjnene, føle den og give slip. Andre evner og interesser har jeg derimod takke mine forfædre for. Det er for eksempel min mors viden om planter og blomster, min mormors grundighed og min farmors stædighed og selvstændighed. Evner som jeg tidligere også har været irriteret på, men som jeg nu kan se værdien af og har lyst til at ære og nære. Men det er vigtigt.

På samme måde har jeg lyst til at ære og nære den forbindelse, der altid har eksisteret mellem mennesket og naturen, men som vi måske har glemt i et industrialiseret, højteknologisk, moderne samfund. Derfor prioriterer jeg så ofte som muligt at stille mig på græsset, i moset, i sandet, i vandet med bare fødder og mærke, at forbindelsen er der. Også selvom vores rødder ikke er synlige som træernes og planternes. 

Derfor bliver rødder temaet, når vi første gang mødes til healingsaftner 14. august, og derfor har jeg indspillet en lille meditation til dig, som måske kan støtte dig i at heale dine rødder. 

Da jeg sammen med nogle skønne veninder markerede blodmånen, guidede jeg en lille meditation, der netop støttede os i at heale vores rødder, give slip på de vaner, vi har arvet, som ikke tjener os længere, og takke for dem, der gør. Siden har jeg indspillet meditationen, så hvis du har lyst, kan du også lade dig guide og heale dine rødder. Hvis muligt, så lyt til den, mens du står med bare fødder på græsset, i moset, i sandet eller i vandet. 

Ditte Clemen