Noget om at udgive en bog fuld af personlig sorg

GoMorgenDK.jpg

I mandags udkom Vis mig dine tårer - til dig, der har mistet far eller mor. Jeg har gemt mig bag skrivebordet med den et år, skrevet al min sorg og smerte ned, haft samtaler med familie og venner, som jeg skulle have haft for mange år siden og skrevet en smule om det hele her og på de sociale medier. MEN det der med, hvad der ville ske, når den pludselig var der på tryk, det har jeg nok ikke tænkt helt så meget over. 

Jeg har glædet mig til det, lavet PR-plan med gode og kompetente venner, ja, men ikke tænkt over, hvordan det ville være sådan følelsesmæssigt. Det har vist sig at være lidt af en rutchebanetur. Den ene dag er det sjovt, den næste time synes jeg, det er helt forfærdeligt, og sekundet efter bliver jeg overvældet af den gode modtagelse. 

I dag var jeg en tur forbi Go'morgen og Go'aften Danmark for at fortælle om bogen. Jeg fik en klump i halsen, da Heidi Frederikke spurgte, om jeg stadig længes efter at høre min far sige, at han elsker mig. For ja, det gør jeg. Det vil jeg altid gøre.

Det behøver hele Danmark måske ikke at vide. Men hele Danmark skal vide, at vi sammen må blive bedre til at tale om sorgen, rumme den i stedet for at ville fikse og haste videre. At vi ikke skal være bange for at tale med en klump i halsen og en tåre i øjenkrogen. Sorgen er en lige så stor del af livet som lykken.

Og selvom det føles grænseoverskridende at skulle fortælle om min dybeste sorg for rullende kameraer (ja, der er flere, og de er på hjul), så er det det hele værd, hvis bare en derude på den anden side af skærmen et sted føler sig lidt mindre ensom i sin sorg, end jeg gjorde i min.

Du kan forøvrigt se interviewet her (hvis du har TV2). Og vil du også høre hvordan det gik, da først jeg og så Jes Dige talte med P4 København i går, kan du høre med her. Jeg taler cirka 37 minutter inde i udsendelsen, Jes Dige efter cirka 2 timer og 11 minutter. 

SorgDitte Clemen