Månen og jeg under opbygning

IMG_3450.JPG

Månen er under opbygning, og min kalender er fuld af spændende møder. Nye visioner spirer, drømme folder sig ud på fineste vis. Selvom 2018 var året, hvor jeg fulgte mit hjertes kald og sprang ud som selvstændig, så var det også et år med frustrationer og tvivl. Samarbejder bristede, fordi jeg mærkede efter og stod ved mine behov (til tider lidt for sent og hårdt), nye opstod, jeg søgte endda et par deltidsjob, som jeg troede vil være den perfekte blanding af drømmejob og sikkerhedsnet for et usikkert liv som selvstændig. Heldigvis fik jeg dem ikke. Heldigvis. Afslagene sved til at begynde med, men de var også det helt rette puf i popoen. De fik mig i gang med at sælge foredrag til aftenskoler, biblioteker og uddannelsesinstitutioner. Stå ved at jeg har noget på hjerte, at det er vigtigt, og at jeg har ansvaret for, at det kommer ud i verden. Sorg er ikke en sygdom, men et livsvilkår de fleste af os på et tidspunkt må lære at leve med og rumme i både krop, sind og sjæl. Det er budskabet i foredragene, det bliver også omdrejningspunktet i en podcast en gang i foråret, og hvem ved, måske er der også flere bøger i fingrene, der gerne vil ud. Lige nu virker alt muligt. De første dage i det nye år har virket som en stor opgradering. Månen går fra ny til fuld på et par uger, nogle gange skal vi bruger lidt længere tid på at vende sindstilstand og perspektiv. Men den er en god påmindelse om, hvordan livet er under konstant forandring, den kære måne. 

Ditte ClemenComment