Kvinde, kend din længsel

kvindecirkel kvindeliv længsel sårbarhed feminint lederskab ny tid paradigmeskifte

Jeg forkælede mig selv med Rupi Kaurs meget omtalte digtsamling, Mælk og honning, i weekenden, men fik først tid til at bladre i den i dag. Slog op på en tilfældig side og blev ramt lige i mellemgulvet af hendes beskrivelse af kvindelivet:  

Jeg trænger til en
der kender til at kæmpe
lige så godt som jeg gør
en
der vil have mine fødder liggende i sit skød
på dage hvor det er for svært at stå
den slags person som giver
nøjagtig hvad jeg har brug for
før jeg overhovedet ved at jeg har brug for det
den slags elsker som hører mig
selv når jeg ikke taler
er den slags forståelse
jeg kræver,"

 - Rupi Kaur
 

Jeg kender kampen, kender længslen, kalder på forståelsen som hende. Hun skriver lige ind i den ensomhed og forladthed, jeg ofte har følt. Jeg bliver øm om hjertet af taknemmelighed for, at jeg har fundet en elsker, som hører mig - både når jeg er tavs, og når jeg råber, og alt midtimellem. Men det er ikke alt han hører, ikke alt han forstår. Fordi... tja, fordi han er en mand. Og det er sagt med den største kærlighed til hans køn og uden behov for at skrive mig ind i en ultra-feministisk bevægelse (uanset hvilken bølge det er). Jeg mener, at der er og bør være forskel på mænd og kvinder. Og en af de store forskelle er netop måde at længes på. 

Jeg længes. Ikke altid, men ofte. Mærker det der udefinerbare, men dybtfølt savn efter noget - en følelse, en forbindelse, et flygtigt øjeblik, fjerne himmelstrøg. Nogle gange ved jeg, at det er følelsen af græs under mine fødder, eller en dybere oplevelse af forbindelse til mit arbejde eller mennesker omkring mig. Andre gange aner jeg ikke, hvad det er. Og jeg kan sjældent sætte ord på det. Mine  søstre forstår mig alligevel. Mine biologiske søstre, ja, men også kvinder som Rupi, kvinderne på min arbejdsplads eller på mit yogahold. Det er derfor, kvindefællesskaber kan noget helt særligt.   

Kvinder har i årtusinde mødtes og dyrket kvindefællesskabet, viden om kvindekroppen og kvindesindet er gået i arv fra mor til datter (se The Red Tent på Netflix, hvis du vil dykke mere ned i det). Men et eller andet sted i vores fortravlede moderne samfund er noget af den viden gået tabt, og vi er i stedet begyndt at sammenligne os, konkurrere med og dømme hinanden. Sådan oplever jeg det i hvert fald ofte. Eller oplevede. For de seneste år har jeg oplevet kvindefællesskaber, hvor søsterskabet har haft en helt anden karakter. 

De spirituelle taler om, at vi er midt i et paradigmeskifte og åbner mere og mere for den feminine energi. En energi, der ikke er så fokuseret på gøren som den maskuline, men mere på væren. Tiden er moden til mere sensitivitet, sårbarhed og søstersolidaritet - OG til kvindelig skaberkraft. Måske er det netop det, jeg har længtes efter tidligere. At der er plads til både det milde og det vilde, og at vi kan spejle og sparre fremfor at holde hinanden nede. Det er nemlig det, jeg oplever, at de nye kvindefællesskaber kan. 

"At være blød er at være magtfuld," skriver Rupi i den del af digtsamlingen, der hedder det helende. Og det er helende at turde være blød. Måske sammen med din mand, måske i et kvindefællesskab, der spejler din længsel, så du ikke føler dig helt så ensom i den. Der er også meget, mænd ikke forstår. Og det er helt okay. De er så meget andet for os. Nogle gange trænger kvinder bare kvinder, der kender længslen og har lyst til at dele den, løfte hinanden og derigennem sig selv.

Efter et meget smukt og rørende sommersolhverv i torsdags med en gruppe særlige kvinder, mærker jeg en inderlig trang til flere af den slags kvindesamlinger, hvor vi kan mødes - som i det røde telt - og dele vores sårbarhed, vores visdom og vores urkraft. Derfor har jeg planlagt to healingcircles i sensommeren og efteråret, som jeg vil elske at have dig med i, hvis du også længes efter nogen at længes med. 

KvindelivDitte Clemen